.

Alfred og jeg var alene i weekenden. Trods begyndende sygdom hos mig, så havde vi en fantastisk weekend. For et stykke tid siden fortalte jeg om den afstand der er kommet Alfahannen og jeg efter min sygdom. Det har været mega svært at erkende, at der ER den afstand og at det tager tid, at nå tilbage til "det vi havde dengang" - dertil kommer vi ikke igen. Heldigvis kan jeg konkludere, at sådan en weekend, som vi har lige har haft, hjælper os lidt den rigtige vej. 

Alfred er sjov. Han har den alder, som virkelig trækker tænder ud. Udover at han sover elendigt stadigvæk, så er han også på det udviklingstrin, hvor han prøver sig selv (og os andre) af - han er selvstændig - stikker af, skælder ud, vil bestemme over det legetøj Ida leger med. Ind i mellem kan jeg ikke lade være med at grine af ham - over at han ind i mellem kan være så urimelig. 

Lidt ligesom Bamse er overfor Kylling!

Huen han har på er en ny udgave af den elefanthue, jeg lavede sidste år. Det er en super god model fra Drops - og hvis man lige væver en elastiksnor rundt i åbningen ved ansigtet, så sidder den perfekt og dækker godt for ørerne. Jeg har strikket huen i Alpaca fra Drops.

Bukser til Alfred

Alfred skulle i sine Chris-bukser i dag. En tur i tørretumbleren tog dog lige en del af størrelsen, så han ikke kunne få dem på. Det var første bukser jeg fik reguleret i bredden, så bukserne var lidt til den smalle side. Jeg kunne i morges ikke få hans vrist igennem ribben. Han har lidt en fodboldfod (bred og robust) - men mit indgreb i mønstret - var ikke helt til hans fordel på det første par.

Stof 2000 har noget fantastisk isoli, som jeg har brugt til disse her. Jeg ved at de har mere stof, så jeg må købe lidt mere til et par mere. Jeg har nu syet bukserne op i forskellige materialer - og isolien her er ret fin. Det neongrønne bomuldsbånd kan du finde her. 

Alfred og jeg er alene hjemme - egentlig er Marie også hjemme, men hun har så mange ting for i denne her weekend. Det er så sjældent, at man splitter sig op. Jeg synes faktisk, at det er skønt. Jeg har nydt timerne med Alfred og haft tid til KUN at være der for ham. Ida er med Henrik i sommerhus - og jeg vil vædde med, at de nyder det mindst ligeså meget som vi gør hjemme. Egentlig skulle vi tage afsted her til eftermiddag, så vi alle kunne få en snert af hav, sommerhus-stemning og hygge - men jeg sidder med snot i alle hulrum i ansigtet og har ondt (af mig selv).

Marie kommer hjem om lidt - måske vi skal finde lidt juleri frem. Jeg tror det :-) Jeg glæder mig så meget til julen i år!

Chris(tina) bukser

Fuck jeg synes det er et ærgerligt vejr at tage billeder i. De bliver så dystre og kønsløse!

Nuvel - jeg har alligevel fået taget nogle billeder af de bukser, som jeg har syet til mig selv i Jersey fra stof og stil. Jeg kan ikke finde et link på stoffet desværre - men det hedder Jersey blå batik og har et varenummer: 270785

Jeg har tegnet Chris - mønstret fra Stof2000 op i en størrelse small og justerede hist og her for at det passede mig. Jeg er vild med det mønster - især når man syr op i de små størrelser. Hvis man laver dem i voksenstørrelse, så skal man i hvertfald være glad for lidt baggystil og stramme ben. På billederne har jeg med vilje bredt bukserne ud, så I kan se, hvor meget stof der egentlig er oppe i livet. 

Da jeg så det her stof tænkte jeg straks, at jeg bare MÅTTE sy de bukser i en voksenstørrelse i netop dét. Jeg er normal meget neutral i min påklædning, så det var enormt modigt af mig at hoppe i dem her, men nu havde jeg haft dem på hele dagen igår og de er perfekte. Jeg er sikker på, at jeg skal sy dem op i noget mere neutralt stof også. 

For behagelige er de.

Bordeaux Chrisbukser

Jeg har snart lavet en del af Chris bukserne fra Stof2000´s Homemade mønster. Jeg har justeres lidt i bredden på bukserne, da mine lidt spinkle børn ellers ville forsvinde helt i stof.

Denne gang har jeg lavet bukserne i kraftigt jersy fra Stof og Stil. De er ret fine her i den kolde tid og den varme bordeaux er vildt godt til drengene.

Ja bukserne er altså til Alfred :-) Jeg skal nok vise jer et billede af ham, når jeg får ham i dem. Jeg havde taget nogle billeder af Ida i hendes leopard bukser, men hun stod så uroligt, så halvdelen af billederne viser blot en  sløret pige i fart.

Sceneskift

Det sidste lange stykke tid har jeg grublet. Som nogen af jer har opdaget, så har der været meget stille på bloggen de sidste 14 dage. Jeg har været utrolig tom for ord - alligevel har der været tankestorm i min hjerne og mine mavefornemmelser har været sat gevaldigt på prøve.

De sidste måneder har jeg været sendt ud i stort optegnede issues som;

• Christina, du har været syg - du skal til at slippe frygten igen
• Finde modet på livet
• Blive glad igen og ubekymret
• Mærke dig selv og det der gør dig glad
• Være der for dig selv og dine børn
• Og din mand

Det er store tanker, som normalt ikke er noget, jeg bruger energi på at tage op med mig selv. Det er en del af det at være normal og at leve i hverdagen. Altså tanker, som man ikke har op og vende, fordi det egentlig giver sig selv. Men det er ligesom, at jeg har været tilskuer til mit eget liv, de sidste mange måneder og pludselig, hvor jeg vender tilbage, går det op for mig, hvor meget jeg savner det hele. Især mig selv og min glæde.

Min sygdom og især de efterfølgende måneder efter min raskmelding har rystet godt og grundigt op i mit liv. Jeg har været mange tanker igennem og har erkendt, at jeg må noget andet med mit liv lige nu.

Jeg har prøvet at sætte ord på, hvordan jeg tænker omkring det hele - det eneste der falder naturligt er, at jeg har brug for et sceneskift. Det sidste år, hvor jeg ikke har været ret meget for mig selv og min familie - har fyldt så meget i mig, at jeg konstant har haft dårlig samvittighed. Jeg har brug for at agere i en ny kulisse. 

Jeg har taget en beslutning nu. Jeg glæder mig meget til at fortælle jer alle om det senere, men for nu kan jeg blot konstatere, at jeg er begyndt at sprudle igen. Jeg har så småt fået gang i mine symaskiner igen, jeg har idéer, som jeg må prøve af - jeg er endda begyndt at nynne med på musikken igen. 

Jeg er glad - jeg glæder mig til alt det nye - og jeg ved indeni, at jeg har taget et rigtig valg. 

Jeg kan ikke beskrive de fornemmelser godt nok! Men ved I hvad? Jeg kan sgu mærke mig selv igen!