Aften

Jeg er alene hjemme - ungerne sover, men Henrik er kørt til møde og jeg nyder alenetiden. Faktisk sidder jeg og laver venskabs-armbånd, som jeg gerne skal mestre inden sommerferien, hvor jeg skal tilbringe et par uger med en masse teenagepiger, som med sikkerhed vil elske at lave dem. Det har været lidt et projekt for mig tidligere i dag, da jeg skulle knække koden til, hvordan man liiige gør det her. Den første cm for mig blev en stor knude - ikke kønt overhovedet - men pludselig gik teknikken op for mig.
Jeg har et board på Pinterest, som hedder To Do With The Girls, hvor jeg pinner nogle af de ting, som man kan lave med pigerne. Hvis du tænker på at prøve venskabsarmbåndene af, så kan du finde en guide til det derinde eller springe direkte til min kilde her.

For et par uger siden skrev Helle til mig, at hun havde 2 billetter til musicalen "De 3 musketerer" på Odense teater. Af rent hjerterum havde Helle (som arbejder som sufflør) tænkt, at vi måske havde brug for et lille afbræk. Det er nok en af de bedste danske musicaller, jeg længe har set - ren nostalgi at sidde og rocke med i stolen på balkonen. Mindet om den oplevelse fik mig til at hente en af mine gamle yndlings musikere ned på Wimp - Bonnie Raitt´s album - Luck of the draw. Det er nok mindst 6 år siden, jeg sidst har hørt den plade - jeg elsker den stadig enormt.

Jeg havde sporadisk snak med en kær venindeflok en dag, hvor en af pigerne nævnte, at hun havde sunget med på en sang og hvilken følelse det gav i kroppen. Jeg husker, at det fik mig til at stoppe op og mindes lige netop den fornemmelse, hun beskrev.

Det er en følelse af lykke. Den smager jeg lige en bid af lige nu :-)

Vind lidt kamera-lir

Jeg nævnte forleden dag, at jeg var i gang med at forberede en give-away med noget hjemme gjort. Det er lang tid siden, at jeg selv har sendt noget af mit eget afsted. Jeg havde længe tænkt på at sy en kamerarem til mit kamera, så jeg satte en større produktion igang.

Kamera-Liberty-Liret er færdigt nu i 5 forskellige udgaver og du har nu mulighed for at være med i lodtrækningen om en af udgaverne. Der kan vælges mellem de forskellige Liberty-udgaver: Se billederne nedenunder for yderligere detaljer.

Nancy Ann - billedet øverst - råhvidt med små blå blomster

Glenjade - sort med pink blomster

Elaysian - Mørk blå med blomster i blå, lilla, grøn

Phoebee - med rød småblomst

Small Susanna - det øverste bånd på billedet nedenunder - lille, lysblå, grøn på råhvid bund

 

fra toppen og ned: Elysian, Small Susanna, Glenjade, Phoebe

For at være med i lodtrækningen skal du lægge en kommentar under indlægget her og nævne hvilken udgave, du kunne tænke dig.
Remmene er standard størrelse og passer til Canon og Nikon remme. Men det er værd at bemærke, at hvis du nu har en rem, som har en anden størrelse, så skriv dig på alligevel, så laver jeg gerne en rem der passer til dit kamera - ud fra dine mål. Så hold dig ikke tilbage. Sidst - du behøver ikke have en blog for at deltage.

 Jeg vil blive meget glad hvis du vil dele og like indlægget på Facebook eller din blog. Men det er ikke et must overhovedet. Og du må gerne låne billeder herfra. Tak

Jeg trækker lod mellem 4 deltagere fredag d. 6. juli kl. 12.00

Skulle du have lyst til at deltage i andre give aways med fine hjemmelavede ting, så ved jeg, at der ligenu er nogle igang hos PUK, Anna, Michelle, Sara, Binemor, Pernille,
(kender du til flere, der er igang, så sig endelig til, så jeg kan skrive dem på :-) Tak)

Bluse

Jeg er ved min 2. udgave af en bluse til mig selv. Jeg har et billede af en bluse i mit hovede - løst bluse med raglan ærmer, fast kant i halsen og poset i hele udtrykket. Jeg har forsøgt mig frem med to forskellige vidder og NU har jeg fundet de mål, som passer det jeg gerne vil nå.
Jeg kan blive helt elektrisk, når jeg skal kaste mig ud i et projekt selv. Jeg bliver ved, til det bliver ordentligt.

Jeg syr min forsøgs-bluse op i seersucker. Det er billigt og det er ok, hvis jeg får flip og kyler det i skraldespanden.
HVIS det nu er, at modellen lykkedes, så vil den også være ok at have på - end hvis jeg skulle sy den op i bomulds-staut.

Jeg skal lige have lavet ærmer og bund færdig, så tror jeg, at jeg tør kaste mig ud i at sy den op i et stykke Liberty, som jeg har liggende til formålet.

Dog tror jeg faktisk, at jeg bliver ret glad for denne her udgave, også! Den ender i hvertfald ikke i spanden som den forrige ;-)

Rigtig god weekend til jer derude

din egen fjende?

I forrige uge var jeg ved lægen. Alfred skulle vaccineres og i samme stund blev der spurgt ind til mig, kræften, kræfterne og mit humør. Vi fik en snak om hele situationen og jeg holder meget af, at snakke med min læge, fordi han er nærværende og forstår at ramme "bulls eye" med sine spørgsmål.

Jeg gik hjem derfra med følelserne udenpå tøjet og har siden tænke meget over et spørgsmål, som han stillede mig;

"Er du din egen værste fjende, Christina?"

Det spørgsmål kom selvfølgelig i forlængelse af en snak om de ting der foregår i mig i den her tid.

Jeg kører lidt følelsesmæssigt frem og tilbage. Oftest synes jeg faktisk, at jeg klarer min situation til UG. Jeg lader mig ikke køre ned af dystre tanker og ser min kræft sygdom, som en udfordring, jeg bliver stærkere af. Det er helt sikkert en facade jeg knytter mig til, for ikke at køre ned i et usikkert tankespind, men ikke desto mindre synes jeg, at min hverdag indeholder glæde, latter og umiddelbarhed. Jeg tænker ikke konstant på min sygdom - og hvis det kommer ind over mig - er det tit blot en flygtig tanke, som passerer, hvor jeg med vemod tænker tilbage på tiden uden de bekymringer. Alt i alt synes jeg, at jeg er sej.

Som Henrik siger, så sætter sygdommen ikke hindringer i vores hverdag. Den fylder ikke og vores glæde er intakt.

....

Det er jo dog ikke helt sandt. Hvorfor har jeg brug for at komme ud med tanker via min blog? Hvorfor mon min læge provokerer mig med at spørge, om jeg er min værste fjerne? Selvfølgelig lader jeg mig påvirke!

Der førskrevet har en vis portion sandhed over sig. Jeg overlever og gør det godt. Jeg er blot så hammer træt af situationen. Ind i mellem skal jeg knibe mig selv i kinden og sige til mig selv; " vær tilstede i det her!, brug det konstruktivt!, lad være med at ønske dig et andet sted hen! - for det er til tider lige akkurat det jeg gør. Bander lortet af helvede til. Og ønsker at alt var som før.

• jeg savner min barsel med Alfred
• jeg savner at kunne have afsluttet amningen uden tvang
• jeg savner at kunne have startet på arbejde igen, uden et energiniveau i minus, hængende over mig
• jeg savner den der ubekymret-/umiddelbarthed som jeg tidligere befandt mig i
• jeg savner faktisk lidt at jeg ikke får "den alvorlige" stemning i mig, når jeg kigger på de menesker, jeg elsker allermest
• jeg savner at få mit liv og min gamle identitet tilbage

Jeg kunne uden problemer fortsætte min liste, men bliver nød til at stoppe den her. Det hele er så pisse kontrastfyldt. Det ene tidspunkt savner jeg at være foruden det her lort! (jeg ville selvfølgelig give alt for at have sluppet) - men faktisk så synes jeg også, at jeg har vundet noget godt midt i denne her livstruende sygdom.

Så nej, jeg synes ikke, at jeg er min egen værste fjende. Jeg er overbevist om, at man ret nemt kan blive det. Og jeg vil stadig være en ret god kandidat til at fælde mig selv i denne her kamp. Selvfølgelig råhader jeg min situation. Selvfølgelig er jeg blevet mere alvorlig. Selvfølgelig er jeg ked af det. Men nu hvor jeg blev så provokeret af spørgsmålet min læge stillede, så er det vigtig for mig, at jeg får kridtet banen op og markeret mig (overfor mig selv).

Jeg får alt det bedste ud af denne her situation. Jeg søger efter de ting, som giver mig glæde og positive følelser; mine børn, Henrik, mit job og omsorgsfulde kollegaer, mine stunder ved symaskinen og kreatiden med Lis, veninderne. Det er tydeligere for mig, hvad der er vigtig for mig af finde glæde ved.

Jeg kommer aldrig tilbage til det gamle liv efter kræft. Allerede nu ved jeg, at mange af mine værdier har ændret sig. Jeg prøver at være positiv, jeg søger det positive. Det handler nok bare mest om, at jeg skal minde mig selv om, at jeg sgu godt kan det her pis liv. Særdeles godt.

Om jeg er min egen værste fjende? NEJ SGU DA! Fandme

Kameralir

Er man for glad for Liberty, hvis man pimper sit kamera op med det yndefulde stof? Nej vel?

Jeg er ved at lave en god portion forskellige bånd, som man kan pakke om sin kamerarem. Inden længe sender jeg en give-away i luften, hvor 3 personer har mulighed for at vinde en kamerarem i Liberty. Jeg skal lige have syet de sidste færdige, så der er nogle forskellige at vælge mellem.

Det er også helt vildt lang tid siden, at jeg har sendt en give-away afsted med en hjemmegjort ting. Engang for lang tid siden var det nærmest kun hjemmelavede sager, der blev udloddet i giveaways. Nu er det ofte sponsorede gaver, der sendes ud. Hvilket man IKKE skal lade hånt om. Men jeg synes faktisk ofte, at det er de hjemmelavede man husker mest, ikke sandt?

Der er så mange fine ting i blogland, som jeg ville elske at vinde i en give-away. Kunne det ikke være lidt fed at få sat sådan en bølge igang igen? Eller er det bare mig, der savner det?

CentiLong #1

Kender I den fornemmelse af, at kroppen går fuldstændigt i banjo - hjertet banker, man taler i tåge, kan ikke koncentrere sig og trækker vejret på en ret usund måde? Sådan havde vi det i søndags, Lis og jeg, hvor vi lagde den sidste hånd på CentiLong´s første e-bog.

Bogen sendte vi ud i søndags. Vi var mega spændte og nervøse - nu var det nu og vores fritids-underholdning blev en realitet og tilgængelig for andre kreative sjæle. Hvordan blev den mon modtaget? Mange har været med os hele vejen, bakket os op og heppet på os. Men alligevel var det med uro og kriller i maven, vi sendte den første afsted. 

 
Bogen er blevet taget rigtig godt imod - og vi sidder med en følelse af ydmyghed. Tusinde tak. Det lyder som en floskel, men pga blogland er vi kommet rigtig godt fra start. Tak. 

For længe siden i forbindelse med CentiLong facebookside, lovede vi, at vi for hver gang 100 nye likes kom til, ville trække lod om et eksemplar hver på vores blogs. Og med mere end 450 likes udtrækker vi nu fire vindere hver. Hvis du ikke allerede liker siden, kan du hoppe ind at gøre det med det samme. Måske vinder du en af de næste to e-bøger i puljen lige om lidt?

Jeg har trukket følgende 4 navne :

Lotte Mølgaard 

Line Myrup Gregersen 

Anita Alling Dam 

Helena Thell 

Hvis du er en af de heldige, skal du skrive en mail til centilongshop@gmail.com. Hvis vi ikke hører fra dig inden udgangen af ugen, trækker vi en ny vinder. Hvis du kender en af vinderne, kan du jo give dem et hint, så de kan få deres præmie.

Hvis du ikke er nævnt, så spring lige en tur over til Lis, som også har trukket 4 vindere, måske du er heldig dér.

Vil du købe bogen og printe og sy mønstrene, så kan du gå direkte i CentiLongshoppen her. Vi lægger løbende billeder ind ad de mønstre, der er på vej. Du kan naturligvis betale med både dankort og via bankoverførsel.

Hvis du allerede har syet noget fra den og gerne vil vise det frem, så kan du enten uploade billeder på CentiLongs facebookside eller lægge et link til den side, hvor man kan se mere. Eller begge dele. Vi vil i hvert fald rigtig gerne se med! 

Skjorte

Jeg nyder altså denne her tid med EM i fodbold. Nu kan jeg uden problemer stå med næsten i mine sy-projekter uden at tænke på, om jeg ikke hellere skulle bruge tiden på noget andet.

Igår syede jeg denne her skjorte til Alfred. Jeg var lidt i tvivl, om jeg skulle sy den i ren Liberty, men nu hvor modellen er færdig, så ved jeg, at jeg skal sy en skjorte i det skønne blomstrede stof. Denne her skjorte er syet i en rest jeg har haft liggende - som har fået en lille snert af Liberty - til opsmøg i ærmerne og belægning i halskanten.

Skjorten har jeg syet med franske sømme. Jeg har brugt disse sømme, når jeg har syet lommer i bukser, det ser bare mere lækkert ud, når man vender vrangen ud på tøjet. Skjorten er næsten syet med rene franske sømme - på nær forneden på ærmer og skjortekanten. Det gør altså bare en lækker forskel, på vrangen.

Endelig er Alfred den størrelse, hvor jeg kan klæde ham i skjorter, bukser med elastik og knapper. Nu er det for alvor sjovt at sy til ham.

En tak

"Kære Annamette
Jeg har på de sidste to dage læst bogen"længsler og leverpostej". Jeg har leet, tøvet og nikket genkendende til mange af passagerne og enkelte har jeg læst igen.

Din bog har rørt mig.

Der er ikke ret mange, der tør dele det aller mest private, på den måde, som du har gjort. At dele kærligheden, på godt og ondt, har ramt mig lidt dér, hvor jeg selv bliver sårbar og samtidigt nikker genkendende til mange af dine ord. Det er modigt af dig og hvor skylder jeg dig meget tak. Du har på en vanvittig humoristisk måde ramt min "ligtorn" og fået mig til at tænke lidt mere "uden filter" på familielivet/parforholdet.

At pleje parforholdet med 2-3 børn løbende rundt omkring, er stort set umuligt. Sådan tænker jeg faktisk. Lidt. Det er stort set umuligt at få alene tid, når tidspunkterne vi er samlet på, er i Ulvetimen, stunden, badetiden, puttetimen etc. Det er stort set Børnetime konstant. Ungerne fylder f.... ALT - det er selvvalgt, ja og jeg ville ikke bytte ungerne ud for den tid, kæresten og jeg havde før - selvom at vores forelskelsesperiode er tiden, vi til tider længtes tilbage til.

Det er hårdt. Det er vanvittig hårdt. Faktisk har jeg ind i mellem vanvittig meget lyst til at ønske bavianerne i vores seng, hen hvor peberet gror, netop fordi de ikke giver os et spillerum. Men hvordan forholder man sig egentlig så til den altoverdøvende træthed, som blokerer og skygger for resten, hvis du pladsen mellem os var tom? Jeg ved udemærket, hvad du taler om.

Det handler nok om, at fokusere fokusere mere på parforholdet og tage sig sammen i enkelte sammenhænge. Jeg ved udemærket godt, hvor jeg halter. Sikkert det samme sted, som alle andre mødre til små børn. Det er et mega ømfindigt område - og det er fandme storhjertet af dig at dele ud af de følelser.

Sex er så vigtig en del af parforholdet og kærligheden. Hvorfor er det noget af det første vi forsømmer? Vi har 2 små børn - en livstruende sygdom og et parforhold der skal køre (overleve). Spørg lige om vi har varme lagner?

Kære Annamette - jeg ved ikke, hvorledes jeg får snyltet en masse rodede sætninger sammen, men din bog har ramt mig, sat noget i gang og sat et spor, som jeg ikke glemmer med det samme. Vi (dem der føler sig truffet) bør tage os sammen. Jeg ved så udemærket godt, hvor jeg bør gøre anderledes. Det er ikke uden grund, at man siger, at et forhold går i stykker inden ungerne er fyldt 2 år. Det er hårdt arbejde. Det hårde arbejde har du delt med os. Det er fandme sejt!

Jeg tillader mig, at citere dig i bogen; en passage, som jeg måtte bladre bogen to gange igennem for at finde og læse igennem 2-3 gange.

"Ved indgangsporten til 2010 står vi med hinanden i hånden for 4. år i træk og er nu to børn rigere. Vi fatter stadig ikke, hvorfor det gik så stærkt, og hvor alle de børn kom fra? Hvor kom de egentlig fra? På et tidspunkt, da ungerne er faldet i søvn i rabalder fra nytårsraketterne, tager Thure min hånd og kigger på mig. Han behøver ikke at sige noget, jeg ved, hvad han tænker. Jeg kan se, at han har en lille tåre i øjenkrogen, da han spørger mig, om vi skal tage ét år mere. Selvfølgelig skal vi det, for vi har haft en stiltiende aftale om, at vi ikke går fra hinanden, før det er blevet nemt igen."

Lige netop dét er så hammer vigtigt at huske på, når småbørnslivets bølger går allerhøjst.

Da jeg læste din bog tænkte jeg faktisk, sikke en kærlighedserklæring! At skrive om noget, som i særdeleshed er noget af det sværeste at være åben omkring! Det tager jeg hatten af for. For dig! "


Den her bog har rørt mig. Hvis du ikke allerede har læst bogen, så MÅ du bare gøre dig selv den tjeneste og springe videre og hente bogen hjem her. Jeg har valgt at sende indlægget direkte til forfatterinden Annamette Fuhrmann, fordi jeg mener, at hun har fortjent det største cadeau for den ægthed bogen drukner i. 

udfordringer?

Jeg har de sidste 4 dage sovet rædselsfuldt. Alfred har været syg med over 40 I feber - og først I dag er han begyndt at vende en smule tilbage til virkligheden. Nætterne har været lange for både Alfred og os andre. Nu hvor hans lille smilende væsen er ved at dukke op igen, så giver man pludselig sig selv lov til at slappe af I krop og sind. Og lade trætheden vælte med op til overfladen.

Jeg er smadret. Jeg er færdig! I skrivende stund er jeg stort set ved at dejse om af træthed, samtidigt med, at jeg dunker mig selv I hovedet over mit manglende overskud. Dagen I dag har været så uoverkommelig. Jeg har fra kl. 16 gået og ventet på at klokken blev 20, så de små kunne komme I seng. Armen hvad er det for følelser jeg rummer, når jeg har så dejlige børn løbene omkring mine ben?


Jeg har været alene med de små hele dagen - Henrik er først kommet hjem sent, så jeg har stået for et par kropumulige små djævle, som konstant har været I hopla. Kort fortalt - Alfred har været halvsløj det meste af dagen, stort set ikke sovet til middag, Ida tømte sandkassen I sine fyldte sneakers ud på gulvet I køkkenet, Alfred har to gange tisset ud over mit tøj og gulvet under et bleskift (forstår så slet ikke, hvad det er med drenge og deres diller. Hver gang bleen kommer af river han I pomfritten og tisser. HVER GANG - jeg burde egentlig snart have lært det, men nej), dernæst blev udfordringen aftensmad, hvor jeg tog den ”lette” løsning og serverede rugbrødsmadder - velvidende at Alfred IKKE kan lide rugbrød. Kogte æg, havregrød, Philidelphia var klar, da jeg fandt ud af, at det eneste rugbrød vi havde var det I fryseren. Frem med brødristeren - ristet rugbrød er godt!

Allerede der var jeg mør. Min planlægning var gået I kludder, dagen var fuld af udfordringer og alt skulle foregå med en pylret Alfred på armen.


Tiden nærmede sig putte tid. Børnene var klar - Henrik kom hjem og det blev lidt nemmere at få sagt ordentligt godnat uden for meget uro.

Jeg er smadret nu. Meget smadret. Har jeg ikke lige nævnt det?
Mine dage har generelt været hårde - jeg tænker alt for meget over min situation med kræften, det er op af bakke med udsigten om, at jeg først får svar på, hvordan næste behandling har virket, til november. Det dræner mig seriøst for energi. Det dér langtidsperspektiv. Jeg kan ikke gøre for det, selvom at jeg stort set hele tiden prøver at give mig selv lov ”at være”. At de sidste 4 dage har været med en syg Alfred på armen og stort set ingen nattesøvn for nogen af os, ja så er jeg allerede I minus for den næste måned.


På et tidspunkt I dag, hvor jeg havde råbt rigeligt af lille skrubsak Ida, der nærmest konstant kravler på væggen, havde jeg lyst til at glide ned på gulvet, rive totter af hår af mig selv og tude (brøle) op I luften. Det er en rædsom klemme at have på sig selv - en klemme der niver godt og grundigt; for f en håbløs mor, tag dig nu sammen. Alfred er jo bare nysgerrig og bevidst (om sin diller) - lad ham nu bare pille. Smil nu bare over Ida søde kommentarer om sagerne (jeg tømmer lige mine sko, Moar) - I stedet for at flippe ud. Lad dem nu bare spise med fingrene og støvsug krummer, agurk og havregrød op - bagefter.

Jeg skal også bare mande mig op og smile over, at Alfred er så dygtig, at han selv kan nå glasset med vand I vindueskarmen, nu hvor han er tørstig. Selvom at jeg for en time siden har været inde og skifte både senge- og nattøj på Juno og Alfred.

Jeg smiler - af udmattelse - og mærker.

Lige nu aner jeg faktisk ikke, hvad det er jeg mærker. Jeg mærker, at jeg er træt. Jeg er tung, jeg mærker faktisk mine meget nye rynker omkring mine øjne - jeg mærker knuden I maven.

Jeg føler mig ret utilstrækkelig - jeg ville ønske at jeg kunne smide ”mig selv - eller min situation” af h til. Jeg ville ønske, at jeg bedre kunne klare at rumme sådanne 4 dage, som vi lige har gået igennem. Normalt ville jeg stadig være træt, men ikke på den her udmarvende måde.

Lige nu sidder jeg her - føler mig 10 år ældre, røv kedelig, ucharmerende med halvfedtet hår, med sorte rander under øjnene fra enten gårsdagens mascara eller de sidste nætters uro. Jeg skal giftes den sidste weekend I juni - hvorfor pokker vælger pomfritten ikke en sjovere og yngre udgave. Latterlige tanker - men ikke destomindre kan jeg godt hjemsøges af disse - især når jeg er trængt op I en krog. Og jeg hader det.

Marie har smilet sådan af mig I dag. Jeg tror, at hun har gennemskuet mig. Hendes blik var medfølende og med et strejf af humor - hun kunne nemlig godt se det sjove I ynglets finurligheder. Det kan jeg sikkert også I morgen.

Bryllups tanker

Jeg sidder og nyder min morgen kaffe. Ida sidder ved siden af mig og spiser sin morgenmad. Alfred er lagt ud for første lur. Idag er det Henrik, der sover længe. Faktisk plejer det at være mig, der luner under dynen, men i dag har jeg taget mig sammen!

Om et par timer skal jeg mødes med et par veninder. Vi skal på cafe og snakke tøse snak - men min plan for dagen er også, at jeg kommer ud og kigger på kjole. 

Kan I huske, at jeg friede d. 24. Februar? Vi har nu fået vores forventninger samstemt og sidst i juni skal vi vies på rådhuset. Ingen af os har særlig meget lyst til at slå det stort op I kirken. Det der er vigtigt for os er, at vi får en dejlig dag sammen med den allernærmeste familie.

Nu hvor tiden nærmer sig, er jeg begyndt at glæde mig ret meget. Jeg ved med sikkerhed, at det ikke bliver særlig romantisk - selve vielsen, men dagen ser jeg meget frem til. 

Det her er dog noget, der er blevet besluttet ret hurtigt. Vi har snakket meget om, hvordan det hele skal foregå. Skal vi holde fest? For alle eller? Da vi havde fået luftet hver vores ønsker, er det blevet ret tydeligt, at det Henrik og jeg har behov for, er bare at være alene sammen. Den sidste tid har været så kaotisk, så tankerne om, at vi efter min næste behandling skal på storbyferie - alene - men sammen, er klart at slå hovedet på sømmet. Vi kan se frem til dage, hvor vi kan hente nærværet ind igen og glædes over, at jeg forhåbenligt er færdig ude af det her sygdomsforløb.

 Lige nu glæder jeg mig bare til det hele. 

Første skridt på vejen er idag. Jeg håber seriøst, at jeg kan finde en fin kjole. Det bliver ikke det store skrud - overhovedet. Det skal bare være en kjole, som vil være særlig for mig på dagen. Mit problem er min størrelse. I sidste uge prøvede jeg 5-6 kjoler - som alle sad for løst på mig. Det skal vise sig senere, om jeg skal sy den selv.

Det kunne jeg egentlig godt. Jeg har allerede tænkt tanken og ved, hvilket snit jeg kan se mig selv I og med hvilke detaljer. Det der bremser mig lidt er, at jeg faktisk hellere vil forkæle mig selv I processen. Det gør jeg ikke for alvor, når jeg sidder med projektet selv.

Jeg håber virkelig, at kjolen findes. Ellers må I gerne komme på banen med input! Hold jer endelig ikke tilbage, hvis I har en kjole i tankerne i str. meget lille (34).

Fotografier

Tidligere har jeg ikke tænkt så meget over, at familien skulle "foreviget" på den der samlede måde. Ofte så synes jeg faktisk at de bedste billeder er dem, hvor man bliver fanget uden at vide det.
Henrik har ind i mellem spurgt til, om vi ikke skulle få taget et familiebillede. Jeg har manet det til jorden, da jeg faktisk synes, at de er helt udenom MIN STIL, når jeg ser det totalt opstillede billede for mig.

I pinsen havde jeg min ven på besøg, som er selvstændig fotograf. Jeg er ret vild med hans billeder. Han formår at få noget spændende ud af de opstillede. Jeg tog udfordringen op, selvom at jeg i stunden følte mig temmelig akavet. Det der er vigtigt for mig er, at vi er naturlige - at vi afspejler hvem vi er og ikke det kunstige.

Kim sendte mig billederne retur for et par dage siden, og jeg har siden da kigget på billederne dagligt. Han har fået overbevist mig om, at det er helt i orden med et familiebillede. Faktisk så er jeg blevet ufattelig glad for lige netop det billede. I min situation, så betyder det alverden at se os sammen som en familie.

 Billeder ovenover er fra et par timer med Kim. Han var "fluen på væggen" og vi forsøgte så vidt muligt ikke at lade os påvirke af hans kamera.

Kim tager oftest billeder "ude på steder", hvor billedet fortæller mere, end blot et opstillet portræt. Når han går i studiet, ligner det slet ikke de typiske studiebilleder.
Den rigtige fotograf forstår at trykke på *knips* når det ØJEBLIKKET er der. Det gør Kim, synes jeg. Hans udtryk er meget sit eget - det ses ikke så meget i vores fotoserie, men på hans site, er man slet ikke i tvivl om, at det er hans udtryk.

Jeg er nok ikke 100% objektiv - især fordi det jo er min familie, der er blevet knipset. Men jeg synes at Kim skal have alle mine bedste anbefalinger. De her billeder betyder så meget for mig.

Prøv lige at gå et smut forbi KimKSorensen, og se nogle af hans andre *knips*.

Ventebukser

Jeg sidder og syr ventebukser, som jeg har fået på bestilling. En lækker luksus i Liberty, som så absolut er  en dejlig rund mave og en "pinsevarme" værdig. Hvor bliver den af? Varmen?

og maven?

Mens jeg sidder her og syr løber tankerne lidt af med mig. Jeg bliver simpelthen nød til at lufte dem for jer. I weekenden - hvor jeg var med Marie til Dm i sportsakrobatik, har jeg sidder og kigget stjålent efter en lille nyfødt baby. Ventebukser og baby-knirt rammer mig stadig i maven med et vold-spark.

Jeg skal ikke have flere børn! Men jeg kan stadig få den der fornemmelse i maven - fornemmelsen af at mælken løber til. Tænk engang - skal jeg ikke opleve det igen? Graviditet, fødsel, baby/mor symbiose alt det der, som river forplantningsgenet?

Kender I det? At man i hovedet og fornuften tænker - jo jeg er færdig. Mine 3 børn er nok og dejlige.
Men  at kroppen temmelig modstridende reagerer kraftigt  bare på tanken?

Jeg ryster lige fornemmelserne af mig.. hvis jeg kan...

Nederdel

 Forleden dag blev jeg færdig med en nederdel til Ida med skørt og blondekant. Jeg forelskede mig i en model, som jeg så i det sidste nye Burda blad nr. 05/2012. En nederdel med det kæreste strut.

Den giver ret meget associationer til Det lille hus på prærien - og at se Ida danse rundt i den er både sødt men også kontrastfuldt.
Den har de fineste lommer og 1000 vis af små rynk både udvendigt og indvendigt. Lidt tyl-skørt-strut har den over sig. Bare med meget mere ynde.

Det stribede blusestof er fra Stof2000. De har ret mange fine udgaver af det maritime strib. Det har jeg været ret begejstret for den sidste tid. Min buksedragt er også med stof derfra.
Til skørt har jeg brugt soft voile og en 3 meter lang kær blondekant, som jeg fandt på en hylde i Stof2000. Der er usynlig lynlås i ryggen.

Og den blev usynlig denne gang ;-) - når jeg ind i mellem fumler lidt med teknikken, når jeg syr usynlig lynlås i, så vender jeg altid tilbage til Karens gode guide.

Fridag med CentiLong

Jeg har fri i dag. Mine fredage den sidste tid har jeg tilbragt sammen med Lis, hvor vi arbejder på CentiLongs ebog.

Det giver mig (med sikkerhed også Lis) en rar fornemmelse, at kunne lave noget seriøst med alt det kreative virvar der kører rundt i hovedet på mig. Det her samarbejde har givet mig et frirum for alle de skide cancertanker, som suger mig for energi. Det har givet mig ret meget god følelse i maven.

Idag har vi fået de sidste brikker på plads. De sidste mønstre er sendt afsted til optegner og bogens skrog er nu med kød på. Det er så fed en fornemmelse at kunne sige, at den meget snart er klar til at komme i vores shop.
Lis og jeg snakkede om for lang tid siden, at vi selvfølgelig skulle trække lod om en bog fra hver vores blog, blandt alle likes, hver gang vi rundede 100 nye på CentiLongs facebook side. Nu står vi snart og kan forære 8 bøger væk og er mere end overvældede over den modtagelse vores idé har fået.

Jeg ved godt, at det er med selvfed tilfredsstillelse, at jeg skriver det her indlæg. Jeg vil bare dele med jer, at det her gør mig vanvittig glad - det har jeg fortjent, ikke sandt?

God weekend til jer alle.