Tanker om kaerlighed

I sidste uge sad jeg i et venteværelse med et "Alt for damerne" i hånden. Et af de ældre magasiner, som jeg flygtigt sad og bladrede igennem. En artikel med Søs Egelind fangede mig - hun havde været ramt af 2 forskellige kræftsygdomme indenfor relativt kort tid. Det der sprang mig i øjnene var sætningen:

Alvorlig eller livstruende sygdom ender meget tit med, at man går fra hinanden. For den, der har været syg, rykker sig, og det gør den anden altså også. Det er bare ikke sikkert, det er den samme vej.

Umiddelbart tænkte jeg - nå da, det var da ikke så godt. Tænk at hun midt i sit livs sygdomskrise også skal bearbejde en parforholdskrise. Sikke en omgang.

Det har altså naget mig siden. Tænk, hvis det sker for os? Der er ingen tvivl om, at det rykker i et menneske at blive ramt af en livstruende sygdom. Det er et kæmpe chok og det fylder ALT i en lang periode. Det har det også gjort for os!

Det gør mig bare så bange. Seriøst, så løber det mig koldt ned af ryggen ved tanken om, at vi skulle bevæge os væk fra hinanden herhjemme pga den her lortesygdom. Vi har hver især gået parallelt ved siden af hinanden - jeg med sygdommen truende over mig som en tordensky - Henrik med fokus på overblik og unger. Det har været så drænende for os begge på hver vores måde - og det vil nok være en stor del af vores hverdag en god sum tid endnu.

Jeg tænker bare - for f... vi har i 3 år kæmpet med børn der ikke sov om natten, vi har været trætte - nu kom der pludselig endnu en faktor ind i vores liv, som tager pusten fra os. Det kan da ikke blive ved på den måde. Vi har da hver især brug for luft og tid til at pleje kærligheden. Uanset hvad, så har planter brug for gødning eller frisk jord for at skyde små blomster i ny og næ. Vi skal ikke have flere blomster i vores liv, men derfor har vi brug for den tid til hinanden og den der ubekymrethed, som kan gå ind og erstatte ny jord eller gødning i vores plante.

Jeg prøver at beskrive et billede her, jeg ved ikke om det lykkedes. Men jeg tænker; hvor lang tid kan en plante egentlig klare strid modvind og uvejr?

Jeg er i gang med at lave en billedvæg nede i stuen. Tidligere har jeg ikke været så meget for at have en masse familiebilleder hængende fremme af børnene. Men den seneste tid har det været vigtig for mig, at lave en samling gode stunder af vores børn. Det er de små skud. De er et tegn på vores kærlighed. Vores plantes blomster.
Når jeg kigger på billederne genopliver jeg år med dejlige oplevelser, særlige minder og stunder, som får smilet frem. Enkelte rammer er ikke fyldt ud endnu - det er plads til ny forevigelser. Forhåbenligt bliver billedevæggen endnu større?

Jeg kan bare ikke ryste det ubehag af mig, at muligheden foreligger, at man slider hinanden op midt i sygdom og elendighed. Jeg tror dog ikke helt på, at det sker for os. Men hvor gør det mig usikker, at det sker for enkelte. Jeg håber i den grad, at vores plante vil udvikle sig til et træ med et kæmpe rodnet. Jeg tror på, at vi bliver stærkere sammen!

Henrik er mit liv. Min kærlighed. Den her stride modvind skal ikke få lov til at ødelægge noget så smukt.

Baby Jane

Ind i mellem anmelder jeg bøger her på bloggen og har haft en bog hjemme i et par uger, som jeg netop blev færdig med igår. Jeg ved ærlig talt bare ikke, hvad jeg skal mene om den.

Sofi Oksanen er en af Finlands største unge forfattere og har netop udgivet sin 2. bog; Baby Jane på dansk. Jeg er faktisk ret vild med hendes sproglige tempo i bogen - hun går i dybden med detaljerne og får hurtigt skabt en speciel stemning omkring personerne og handlingen.

Det der lidt får mig til at tvivle på, om jeg synes bogen har været god, har været selve indholdet. Der er ingen tvivl om, at jeg har været fanget - og jeg vil stadig påstå, at den har været værd at læse, men jeg er blevet provokeret og rørt helt ind under skindet.

Bogen handler om et lesbisk kærestepar, som langsomt er på vej væk fra hinanden. Den ene kvinde lider af panikangst, hvilket er med til at dræne forholdet, samtidigt med at jalousi, depressioner og skæve erhverv kører "deres tog" af skinnerne.

Det er en ligetil og god bog, men det der får mig op af stolen er nok den meget karikerede beskrivelse af det lesbiske liv, "betonlebben", deres skæve erhverv, hvor de sælger telefonsex og eksotisk postordre sager, f.eks. brugte underbukser og beskidte strømper.

Jeg tror ikke, at bogen er skrevet med fordomme overfor seksualitet og køn, men netop de meget groft optegnede personligheder og sproget har virkelig gjort indtryk. 

Da handlingen pludselig begynder at trække tråde omkring psyke, panikangst og isolation, bliver jeg, i stedet for provokeret, rørt. Den måde tingene går skævt mellem de to mennesker, som reelt elsker hinanden, bliver man ramt af. Da bogen ender på en overraskende måde, bliver jeg sikker i min fornemmelse af, at det her er en bog, som har trukket mine grænser op, men stadig er en mindeværdig bog.

Bogen udkom d. 2. marts 2012 og du finder den lige her.

Buksedragt

Ungerne er i skole, Bhv og dagpleje - jeg har syet lige siden kl 8. Det er simpelthen bare en fryd for mig at begrave mig i indsnit, liberty, fede detaljer og fri-hånds-syning.
Et par smækbukser er ved at tage form. De mangler lige det sidste finish, men nu bliver jeg nød til at slippe det lidt og komme ud i det gode vejr.

Det er jo "sommer". Rigtig god solrig tirsdag hos jer.

Ps - ja det er mit operationsar I kan skimte midt på halsen. Det er efterhånden ret fint eftersom de har været igennem lige der 3 gange.

Mandag

Idag er en af de dage, hvor jeg bare har været til og hygget mig i særdeleshed. Min kammerat kom på formiddagskaffe - og der blev samlet op på det sidste halve år. Hold fast som tiden går og som tingene udvikler sig på 4-5 måneder. Det er helt vanvittigt som tingene kan ændre kurs.
Lige nu har jeg fingrene i et nyt syprojekt. Lidt er forsøg på at lave et par smækbukser til mig selv, med  detajler, som lige nu driller big-time. Kender I det? Jeg giver ikke op! De bukser skal altså se ud som jeg ønsker det!

#1: Liberty og det maritime look. Det SKAL blive til smækbukser
#2: Maria L. Dahlber´s Rolf lysestager. Det bløde design er jeg lidt vild med.
#3: Jeg har fået lov til at låne min kammerats røremaskine, som egentlig er en industrimaskine. Glæder mig til at se, om man virkelig bliver så glad for en røremaskine, som folk siger.

Rigtig god mandag til jer derude.

..

 Jeg blogger stort set aldrig om vores hjem. Det er ikke fordi, at jeg ikke vil vise mit hjem frem - jeg er bare vildt dårlig til at tage billeder af de forskellige stemninger i vores rum. Når jeg ser vores hjem gennem linsen, så får jeg slet ikke de små detaljer med, som er det der gør mit hjem til mit hjerterum. 

I stedet synes jeg blot, at det ser ufattelig rodet og stilløst ud.

Der er rigtig mange af jer derude, som er vildt gode til stemning og boligstil - i hvertfald er I super gode til at få de små steder vist i billedform, så man bare sidder tilbage og siger WAU! Jeg kunne nævne utallige blogge, hvor jeg virkelig bliver grebet af en fornemmelse af - her er godt nok hjerterum og sjæl i hjemmet. 

Jeg tror faktisk, at der her hos os er et godt misk-mask af stilarter. Henrik og jeg har hver især samlet på gamle møbler, så lige nu er der en blanding af gammelt og nyt - ganske lidt design men en masse sjæl - hvis jeg selv skal sige det. 

Ikke desto mindre er jeg ikke færdig med at få mit hjem indrettet færdigt. På trods af, at vi har boet her i 3,5 år. Kender I den fornemmelse af, at man går og venter på det sidste at putte ind, som fuldender følelsen af at være færdig?

For et par uger siden faldt jeg over denne her gamle "ølkasse" - som egentlig er brugt til mineralvand i sin tid. Den har stået hjemme hos min far i mange år - faktisk har den fået lov til at stå udenfor i vind og vejr - hvilket jeg blev så forarget over.

Den står nu hjemme i køkkenet. Rent faktisk var planen, at den skulle have hjul på og bruges til legetøj inde i spisestuen - men i ventetiden er den kommet op og stå på en afsats med nogle af vores kogebøger. De bøger har normalt bare ligget rodet hen på bordet. Egentlig var det bare en midlertidig løsning - men nu tror jeg faktisk, at den får lov til at stå der en rum tid. Der er system i bøgerne og jeg får lov til at kigge lidt på den gamle kasse.

Hvis der er nogen af jer derude, som har nogle gamle ølkasser stående - bevaret i den autentiske stil, så er jeg meget interesseret i at aftage et par stykker.

Bomuld eller uld?

Jeg går med tanken om at strikke to jordbærhuer i lidt atypiske farver til Alfred og Ida, som kan varme deres små ører her i overgangen til de milde morgener.

Jeg tænker faktisk at strikke dem i bomuld. Men her er det jeg spørger jer strikke-damer, som har væsentlig mere erfaring end jeg; 

Er det dumt at strikke dem i bomuld? Bliver de lidt løse i det? Vil det være bedre at strikke dem i uld i stedet? Jeg tænker, at det vil være mindre varmt i bomuld. 

Jeg strikker primært i uld - eller halv uld/halv bomuld. Så mine erfaringer med 100 bomuld er faktisk ikke mange. Dog er jeg helt vild med Tanternes blomsterfrø - det er så fint og lækkert.

Kan I hjælpe? Bliver det bedst med jordbærhuer i uld eller kan det godt gå i bomuld?

Tekande

Jeg bliver simpelthen lige nød til at vise jer, hvad jeg har købt hjem for det gavekort, som nogle af jer i blogland havde givet til mig.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg skulle bruge pengene til. Og den står og pryder i vores køkken.

Jeg har længe sukket over disse tekander i støbejern. De er vanvittig smukke og har det dér rustikke over sig, som jeg er vildt begejstret for.

Jeg har købt den store af kanderne for gavekortet. Det var lidt vigtigt for mig, at jeg havde et særligt minde for en tanke, som har været bag jeres gave. En strikket trøje eller en masse garn i kurven ville på en eller anden måde ikke vare ved. Denne er kande vil jeg mentalt og fysisk varme mig på i mange på.

Støbejerns tekanderne kan du finde i Tante Grøn.


Endnu engang tak ;-)

Tankespind

Forleden dag skrev Camilla denne her kommentar under et af mine indlæg, som handlede om tanker, cancer og beslutninger.

Nu skriver jeg noget som jeg håber du ikke misforstår Christina. Da jeg læste dit indlæg tænkte jeg "Jamen det er jo derfor den satans sygdom har hægtet sig fast på netop dig". Fordi du formår at gøre som du gør. Løsrive dig, kæmpe imod, finde hverdagens lyspunkter, pulsen og livets finurligheder frem og ikke lade dig stå i skyggen af det som måtte forsøge at skræmme dig fra sans og samling. Du finder lykken i ulykken. Det er beundringsværdigt. Det kræver en person af en ganske særlig støbning...
Jeg tænker utrolig ofte på dig, følger altid med på din blog. Får ikke altid kommenteret ,men dine ord går stærkt ind. 
Alverdens lykke til dig og din skønne familie...
Kærlige forårshilsner herfra Camilla

Camilla´s kommentar ramte hovedet på sømmet. I hvertfald mit hoved, hvor jeg ofte har tænkt i samme dur.

Jeg har længe haft en masse frustrerende tanker i mit hoved.  Eller mangel på samme? Jeg har tænkt og tænkt, men har ikke kunnet få "lortet" ud. Jeg har simpelthen ikke været i stand til at sætte ord på, hvad det var for følelser, der kørte rundt i kroppen på mig. Jeg har følt mig så tom inden i. Mine følelser har ligesom været gemt væk midt i alt det her sygdom.

Mange af jer læsere skriver ofte til mig, at jeg er til stor inspiration, at jeg er sej, modig og at I synes, at jeg takler den her sygdom ufattelig stærkt. Jeg er virkelig taknemmelig for jeres ord. De giver mig en god portion ballast i hverdagene. De ting jeg skriver på bloggen er sande - følelserne og tankerne, men der ligger selvfølgelig meget mere bag dén Christina, som I ser her. Der er en grund til at jeg reagerer så stærkt, som jeg gør. Hvilket ikke altid er hensigtsmæssigt.

Camilla´s kommentar har jeg tænkt over hele weekenden - og jeg har været nød til at skrive mine ord skrevet ned. Tanker der giver mig mening og får sat tingene i perspektiv.

Mange af jer kender lidt til mit barndomsliv. De første 15 år af mit liv har jeg boet med min psykisk syge mor, der dulmede sit sind med medicin og alkohol. Jeg har oplevet rigtig mange dumme ting og været "mor" for min 10 år yngre lillesøster i en meget tidlig alder. Mit barneliv har fungeret som voksenliv - og der er selvfølgelig mange måder, hvor jeg på en eller anden måde reagerer "unormalt".

Altså det jeg forestiller mig lige nu er, at jeg som lille har været nød til at overleve i kriser, i svære situationer på den måde, at jeg har lukket i for de svære følelser, lukket af for det der gør ondt, så jeg har kunnet begå mig i kaoset, som har været tyngende i det liv, jeg befandt mig i.

Det har været en nødvendig måde at overleve på.

Jeg tror faktisk, at det også er det, der gør sig gældende lige nu. Den her lorte sygdom har selvfølgelig skabt kaos i mig. I mit liv. Det var et kæmpe chok, som jeg modtog alene ved en samtale på OUH. Jeg mindes faktisk, at jeg midt i samtalen fik en fornemmelse af morsomme tanker. Totalt ambivalent at sidde og små-grine mens man får sådan en besked. Da jeg gik derfra for at få taget en blodprøve blev jeg fuldstændigt kold, græd og ringede selvfølgelig til Henrik.

Derefter tror jeg faktisk, at jeg besluttede mig for, at det ikke måtte sparke benene væk under mig. Det her er jo noget jeg er god til; at befinde mig i kaos. Jeg søgte efter det rationelle og har efterfølgende gemt følelser væk, som har været svære at rumme. Jeg aner jo ikke, hvad jeg skal stille op i alt det svære. Og jeg er skide bange for at miste kontrollen, for at være helt ærlig - jeg har jo aldrig nogensinde lært at tacke de svære følelser. Jeg har jo været alene med dem. Det kunne/kan jeg ikke tillade mig - jeg har jo min familie og ungerne - så det gør det meget svært for mig at lette låget. Hvem griber mig, hvis det sker? (Det gør Henrik selvfølgelig, men alligevel - det kommer ikke af sig selv).

De sidste 14 dage her har været følelsesmæssigt rent op og ned. Jeg er så meget bevidst om, at jeg bliver nød til at få hjælp til at komme mig over det her chok. Jeg har ikke brug for "igen" at gemme noget svært i pandoras æske. Selvom at det er noget af det, jeg er allerbedst til.

Her i december, hvor jeg fik at vide, at jeg har kræft og at det havde spredt sig til lymfekirtlerne, så blev jeg sgu bange. Men jeg tænkte faktisk også, at "det er sgu da typisk! Hvorfor var det egentlig lige mig, der skal fanges i det net? Har jeg ikke oplevet rigeligt?, Skal jeg til at tro på, at der er noget der hedder skæbne? For så har jeg sgu trukket nitten, ALTSÅ!". 

Dog - Faktisk så er jeg lidt lettet over, at jeg har taklet det her på min akavede (?) måde. Jeg har stået oprejst hele vejen og gennemlevet dagene på den bedst-positive måde, jeg er i stand til.

På fredag skal jeg starte hos en psykolog som forhåbenligt kan hjælpe mig igennem chok, følelser, tanker og angst. Jeg er da vildt bange for at skulle til at åbne op og give mig selv lov til at være ked af det - men jeg tror på, at det er nødvendigt at få mentalt luftet ud, så det ikke kommer til udtryk senere.. For det er noget jeg gerne vil blive bedre til. 

SÅ Camilla - jo jeg er nok ret god til at finde lykken i ulykken. Jeg er i hvertfald ret god til at overleve i kaos. Jeg synes faktisk, at det er lidt grotesk at sige det, men HELDIGVIS for det.

Info: Jeg postede indlægget igår - men fortrød i et splitsekund. Jeg skulle lige sunde mig over ordene og privatheden i det. Jeg har min måde at være ærlig på bloggen og jeg finder en befrielse ved at skrive som jeg gør. Jeg bliver rigtig glad for jeres kommentarer, når jeg skriver disse indlæg. Også fordi jeg møder mennesker den vej, som ind i mellem ved hvad jeg snakker om.. Forstår I? Camillas kommentar gjorde mig glad. Netop fordi jeg ind i mellem tænker - klarer jeg at holde skansen? Hendes ord prikkede til tanker jeg selv havde gjort mig og det var fantastisk at få sat skub i tankerne igen.
Jeg har ingen problemer med at fortælle om min barndom - faktisk finder jeg det vigtigt at få delt ud af den. Det var den bog, jeg kom fra!!! Det er et åndehul for mig at lukke ud og derved er jeg sikker på, at jeg ikke kvæler manden herhjemme i mit tankespinderi.
Dog slog det mig igår - fuck gider I snart høre mere om det lort?

Hvem sagde stolt?

Når man får lov til at vise sin opvisningsserie + konkurrenceserie i en mørk hal med spot - så vokser man altså. Pigerne udstrålede selvtillid, glæde og en form for "nu skal I bare se, hvor gode vi er til det her shit", så det nåede helt ind under huden på publikum. Og moderen!

De er f... dygtige, siger jeg bare. Og jeg er ikke følelsesmæssigt farvet, overhovedet!(?)

Snart med opskrift til download

En af læserne på bloggen, spurgte mig i forbindelse med indlægget her, om jeg ikke kunne skrive opskriften ned på denne trøje i en større størrelse.
Altså - jeg er slet ikke kompetent til at lave strikkeopskrifter. Denne her trøje blev på gefuhl, men jeg har spurgt disse fantastiske damer, om de ikke ville hjælpe mig.

Jeg tror, at blusen vil blive skrevet op i 3-4 størrelser. Jeg er vildt og ovenud glad for, at de gider hjælpe. Lige nu ligger opgaven hos mig - jeg skal skrive Alfreds bluse ned - det bliver straks en udfordrende opgave. Godt at jeg kan tælle.

Fremover bliver det noget med at huske at skrive ned undervejs! Hvis jeg overhovedet tør at strikke frit igen. Tror at det var mere held end forstand at trøjen ikke fik vanvittige proportioner.

Jeg skal nok give lyd, når trøjen er klar til download.
God mandag i solen.

Intim koncert med Seebach

Da jeg lå indlagt for et stykke tid siden, stak en af sygeplejerskerne hovedet ind på stuen og spurgte mig, om der ikke var noget med, at jeg havde nogle børn - for så havde hun nogle billetter til Rasmus Seebach intimkoncert for børn der har kræft tæt inde på livet.

Jeg mindes faktisk, at jeg blev rørt/ked af det. Der midt i hospitalskludene - lå jeg - langt væk fra mine børn. Sygdommen var så tæt på og det hele blev sat endnu mere i perspektiv. Mine unger har kræft tæt inde på livet - den store specielt, hun forstår så meget og bekymrer sig selvfølgelig også.

Jeg blev rørt over, at der er nogen, der vil give vores børn - midt i deres egen sygdom eller forældrenes - en god oplevelse.

Vi var afsted til den lille intime koncert i går. Ida, Marie og jeg sad på gulvet og ventede spændt på at selveste Rasmus skulle stå mindre end 2 meter fra os. Marie var ikke til at skyde igennem.

Jeg blev rørt igen - mine to piger - sad der og sang med på hans sange og var helt opslugt i stemning, musik og idol-dyrkelse. 

Det var en helt speciel stund. Jeg bliver så ked af at se, at der er så mange børn, der enten lever med den forbandede sygdom - eller har forældre der er syge. Marie sad ved siden af en pige, som med sin umiddelbarhed tog teten og spurgte Marie ud. "Hvem har kræft hos dig?" - "Det har min mor". "Hvor har hun kræft?" - "I halsen". "Er det farligt?" - Tavshed.. "Min far har kræft i hjernen".

Der græd jeg og kyssede Ida i håret og smilede til Marie. Vi er heldige - især fordi vi har hinanden og at det vil forblive sådan i forhåbenligt mange år frem.

Den koncert var en oplevelse på mange planer. Børnene havde en samhørighed og det gav i hvertfald Marie en fornemmelse af, at hun ikke er alene med tankerne om kræft.

Rasmus Seebach fik sparket benene væk under lille Mulle-Mor - så hun rødmede og har nu en autograf med hjerte hængende over sengen. Ida går rundt og synger "du min engle (stavefejlen er med vilje). 

Det er fedt, at han gav sig tiden både til sang, autografer og forevigelse med børnene - det har været en kæmpe oplevelse!

Jeg selv? - denne dag har sat sit aftryk, det er helt sikkert.

Beslutninger

Det handler om at vælge, ikke?

Min absolutte yndlings hjemmestrikkede gave

Mit sidste spir fylder snart 1 år

Alfred har været hjemme i dag og vi har nydt det gode lune vejr. Uanset hvad, så gør solen virkelig en forskel på sindet. Jeg har følt mig så let og frejdig/glad og ubekymret - solen og foråret har altså en vis indflydelse.

Jeg har de sidste dage tænkt og tænkt. Og taget beslutninger. Det blev ligesom perspektivgjort mens Alfa og jeg gik en lang tur.

Jeg bliver nød til at gøre mig fri. Jeg har siden årsskiftet været så tynget mentalt pga den pudselige sygdom + et behandlingsforløb, som har perspektiver i hvertfald minimum et halvt år frem. Jeg har besluttet mig for, at jeg sætter mig selv fri på den måde, at jeg bliver nød til at slippe det her sygdom og leve mit liv videre. Efter at have gået rundt med skyerne hængende over mig, ser jeg umiddelbart ud over horisonten i stunden her og pludselig går det op for mig, at de sidste 3 måneder er fløjet afsted uden at jeg reelt har set den udvikling f.eks. Alfred er igennem nu. Det hele er ligesom foregået i tåge. Det skal være slut nu.

Jeg slipper ikke fri for sygdommen lige nu og her, men bliver nød til at leve med den en sum tid og det skal ikke bremse lykkefølelsen på de områder; familie, kærlighed, indre ligevægt etc. Det har været kæmpe hårdt - men at få taget en beslutning om, at nu skal jeg videre; - så småt begynde på job, komme igang med det jeg holder af (kreativiteten), nyde ungerne og finde overskuddet hjem igen, gør mig lidt mere let i kroppen (sindet).

Billederne herover er et udpluk af 57 billeder jeg fik taget på en 2 timers lang tur. Det har været helt fantastisk at nyde de små spir, Alfreds snorken i barnevognen, fuglenes fløjten og solens stråler gennem de nøgne træer. Jeg føler mig i en eller anden forstand også mentalt-nøgen, som træerne. Klar til at klæde mig lidt lettere på til det nye/gamle liv. Igen.

Forstår mit volapyk?

God weekend til jer derude.

Lego Duplo

I sidste uge fik vi en pakke tilsendt fra LEGO - egentlig var det Alfred, som skulle afprøve et nyt produkt fra LEGO DUPLO - "Kreativ Sortering" - som kombinerer DUPLO klodserne med den klassiske puttekasse.
Vi har en del DUPLO til børnene - så jeg var med på at afprøve komceptet med inddraget puttekasse.

Der er ingen tvivl om, at Alfred er for lille endnu, men han er vildt interesseret i klodserne og har været det længe. Det der dog fanger mig er Ida og Alfreds leg hen over klodserne.
Ida har klart fanget formålet med puttekassen og har blot ved små kig på kassen fundet ud af, at hun kan bytte dyr ud af de klodser der er i kassen. Og hun passer godt på, at Alfred ikke får fat i dem.

DUPLO Kreativ sortering rammer faktisk en ret bred målgruppe, hvilket jeg godt kan lide. Alfred smider jo bare klodserne op i kassen og tager dem ud igen. Hvorimod Ida både bygger dyr og forsøger at knække koden og dreje klodserne, så de passer i deres huller. Det kan faktisk godt være lidt svært.
Ingen tvivl om, at kassen kan tilpasses barnets niveau og alder.

Lige nu står kassen inde på Ida´s værelse - dyrene står på række ved sengen - Alfred har bare at holde sig væk. Man kan ligesom se det på hendes ansigt på nederste billede. "Det er mit Alfred!"


Hvis du vil læse mere om Lego Duplo "Kreativ Sortering", så klik dig videre her.

Yndefuld terapi

Kender I dét, at man har en forestilling om noget i hovedet, som bare må "få ben at gå på"? Jeg har sløjfer og flæser på hjernen og elsker den form for feminine detaljer. Kunne jeg kravle i en kæmpe fluffy flæsesløjfe - uden at det blev totalt over-kill - så gjorde jeg det gerne. Men...

Jeg har begrænset mig - og dog stadig fået den kjole ud af maskinen, som jeg ønskede mig. Den er blevet så yndig med fine læg og sløjfedetaljen over brystet i en sart blågrå vævet stribet bomuld.

Det er lige min type kjole. Mit skab har mange af den type kjoler hængende - dem med vidde i og romantiske detaljer. 

JEG ELSKER DET!

 

 

Mens Lis og jeg sad der igår og syede gik snakken meget omkring det terapeutiske i at sidde med hænderne i maskineriet. Det at have tiden og lysten til at sy igen - er for mig ren terapi. Min hjerne bliver tømt for sygdom og angst. Det er en befrielse.

Den stund har faktisk været springbrættet til at åbne op for en lille shop på Lis´opfordring. 

Jeg syr, når jeg har tid og overskud - noget bliver sat til salg - andet bliver hængt ind i skabet. Denne her kjole er nu i butikken - lige nu kun i størrelse small. Jeg ved ikke, om den bliver syet op lige med det samme - men måske det giver mig mod til at komme lidt igang igen med noget af det, som giver mig en vis portion overskud? 

I skal i hvertfald bydes velkommen i shoppen, som vil byde på "enkelte" stiles. Lige nu er der kun den ene kjole, men jeg har planer om flere udgaver af flæser og sløjfer i nærmeste fremtid - hold endelig øje. Det er en god vitaminindsprøjtning for mig at få lavet lidt og at shoppen er blevet en realitet - gør godt.

En plads i solen - gerne hver dag, tak

Jeg havde besøg af hende her i går og nød som altid det rod vi på et splitsekund kan skabe i vores omgivelser.
Lis havde hendes skønne kanin serie med - og jeg kan ellers love jer for, at de er nuttede. Glæd jer til de kommer i hendes shop. Vores Ida har allerede sat sit aftryk på en af Kaninerne - forleden dag snakkede hun om en gul kanin i forbindelse med sutte-stop - så Kaninen i gul blomstret Liberty er reserveret hende. De er simpelthen så kære.

Jeg selv sad og syede en ny kjole færdig, som jeg har haft i tankerne i lang tid. Den er blevet rigtig sød. At sidde der og nørkle sammen - får mig på andre tanker. Solens stråler på bordet er en ret god afspejling af de følelser der går igennem mig i denne tid.

Ind i mellem kommer der en sky hen over himlen. Igår strålede min dag konstant.

Symbolik

I forbindelse med mine frier-tanker, var jeg i syv sind. Altså skulle Henrik forkæles og have symbolik i ansigtet. Kvinder får som regel en ring, mens manden er i knæ - det ville på mig virke ret mærkeligt. Derudover ved jeg, at Henrik nok ikke er så meget for at gå med ring. (?) Det skulle i hvertfald ikke være dét, der var symbolikken, når jeg "gik i knæ". Eller fik Alfred til det.

Midt i min planlægning gik der et lys op for mig. For det første har vi endnu ikke et skilt på vores hoveddør. For det andet, så er der rigeligt symbolik i, at vores to små har vores navne - Henrik og jeg har hver vores. De skal selvfølgelig smedes sammen. Jeg er lidt gammeldags traditionel.

Tidligere var der 1000 vis af regler med mellemnavne/efternavne - og det at dele var lidt en videnskab. Alfred og Ida har fået vores mellemnavne til efternavne. Marie har mit - altså hedder ungerne næsten det samme - det vil vi gerne have en helhed i, så vi ALLE har samme navn - eller dele af samme.

Jeg smiler ofte ved tanken om Skarø Skovgaard.. Kender I det, at man faktisk kan være lidt stolt af at dele noget så traditionelt som hinandens navne?

Han skulle have et skilt i gave d. 24. februar, hvor jeg skulle fri.

Men midt i bestillingen af skiltet opstod et kæmpe dilemma.

Jeg har tidligere været i dialog med Tezz, som sidder med markedsføring for Ramsign, da der før jul skulle have været afhold en give away med deres skilte her på bloggen - blogland havde en del give aways med Ramsign - ved ikke om I husker det?
Any way - jeg skulle bestille et skilt hos dem, da det skulle passe til vores husnummer i samme emaljestil. Men midt i bestillingen - stod der pludselig, at der var over 4 ugers levering på skiltene. På trods af, at jeg faktisk var i ret god tid, så kunne jeg godt se, at det var på et hængende hår, at jeg nåede at få det hjem.
Pis - der røg min planlægning og min idé til jorden - men skiltet var bestilt og betalt.

Jeg skrev til Tezz og fortalte hen om mine planer og hvor ærgerligt det var. Tezz skrev tilbage til mig - at hun ville høre om det kunne lade sig gøre, at de kunne lave skiltet, så det nåede frem i tide. Ikke at mit skilt var vigtigere end de bestillinger der var før min, men jeg var ovenud lykkelig over, at hun ville se om det kunne lade sig gøre.

Skiltet kom frem - Alfred sad med det på gulvet d. 24 - sammen med frieriet på trøjen. Alt var som jeg have forestillet mig. Det var så sødt af Tezz, at hun hjalp skiltet frem i tide. Jeg er Ramsign evig taknemmelig.

Den symbolik var for mig ligeså vigtig som en ring. Det passede lidt bedre ind, når nu rollerne var byttet om.

Sover du?

Det gør du sikkert. Herhjemme er vi oppe langt før seks. Normalt (i denne tid) så er det Henrik der står op med de mindste - jeg orker det nemlig slet ikke. Endnu en af mine nagende samvittigheder.

Idag har jeg taget mig sammen. Ida, Alfred og jeg har været oppe i nogle timer. Rent faktisk nyder jeg det. Mine dage den seneste tid er noget af det sorteste at komme igennem - så det virker umiddelbart som noget af det simpleste for mig, at blive liggende under dynen.

Dog erkender jeg, at det faktisk er lidt hyggeligt her i det tidlige morgenlys. Alfred er der simpelthen så meget knald på på det her tidspunkt. Jeg har været nød til at give Ida et rum Alfred-helle til at vågne i og er gået op i den anden ende af huset for at krudte stumpen af.

Er man ikke frisk, så bliver man det, skulle jeg lige hilse at sige.

Rigtig god søndag til jer alle.