Modig er mit navn

Så kom dagen, hvor jeg skulle vise mig selv, hvor modig jeg egentlig er. Meget kan jeg  - men det her tilløb har løbet mig koldt ned af ryggen i dagene op til.

Forberedelserne og tankerne om hvordan jeg skulle fri til Henrik og om jeg overhovedet skulle gøre det, kørte rundt i hovedet på mig. Hvad hvis jeg nu ødelagde nogle fremtidige planer for ham? Jeg kom dog ind på sporet igen - midt i sygdom, tankerne om at miste - tankerne om at sikre hinanden - tankerne om min kærlighed - ej - der var altså ikke tvivl.

Det er skudår i år - jeg måtte godt!

Jeg springer let hen over detaljerne. Denne her dag skal vi gemme godt i vores kærligheds-erindrings sfære og bevare de særlige indtryk. Dog kan jeg fortælle jer, at jeg var diskret forberedt. Han blev forkælet med breve, kys og gaver.

Det er pt børnene der fylder i vores liv - vi er en stor familie - som vi forsøger at fyldt til bristepunktet med kærlighed. Netop det ville jeg så gerne vise på dagen.
Derfor blev ungerne små deltagere i min planlægning. De var hver især iført en trøje med søde særligt udvalgte sætninger.

Særligt Alfred.

Det blev et JA - selvfølgelig (?) - hvis man kan sige at kærlighed er en selvfølgelighed.

Dagen blev som jeg havde forestillet mig. Hans reaktion var som håbet. Overrasket, overrumplet og forfjamsket - mindst ligeså meget som jeg.

Jeg er glad og fyldt med sådan en lykkelig lethed.

Haeve kurv

Jeg er i fuld sving med at fylde fryseren med brød. Jeg skal på speciel diæt forud for min behandling og må fra dags dato ikke spise ret meget færdigproduceret mad. Jeg skal holde mig langt væk fra job - og det er der i ret mange madvarer. (jeg har slet ikke lyst til at liste op, alt det jeg ikke må spise.. som f.eks. matardormix, chokolade eller ost.. listen er lang og hård, men jeg skal ikke beklage mig vel?!)

Brød - specielt. Hvis jeg ikke valgte at bage mit brød selv, så måtte jeg kun spise en halv skive brød om dagen. Brød er noget af det, jeg har svært ved at undvære. Derfor fylder jeg depotet op.

Jeg er ret glad for hævekurvene. Dejen behøver derfor ikke æltes fyldt med mel - de holder nemlig dejen samlet. Jeg har købt mine her.

Om lidt? Spinatbrød med smeltet smør - MUMS

det, I ved nok

Nu er det ikke fordi vi går vildt op i Valentines day herhjemme - faktisk er dagen ret latterlig opreklameret i vores øjne, men ikke desto mindre udgiver jeg et indlæg om kærlighed. Irriterende nok..

Jeg har tænkt og tænkt på  I ved nok. Jeg har virkelig lagt hovedet i blød og overvejet til og fra.

I weekenden gik der et lys op for mig. Jeg har fundet ud af, hvordan jeg vil gøre det! Jeg har virkelig været ufattelige mange idéer igennem - både de helt vildt sukkersøde - men også det neutrale og komiske. Ingen af mine idéer har været gode nok til Henrik. Der skal være symbolik - og mening med det her.

Det værste er nok, at jeg er enormt genert og labil - og vi er faktisk på vinterferie med et sæt venner d. 24. Så det er vigtigt for mig, at der er mulighed for at holde det på et plan, hvor det er naturligt og lige til.

Jeg glæder mig. Det er jo om lige snart...

Ny nederdel

Det er ok at sy tøj til Ida, som ikke oser af udklædning. Idag har hun fået sin nye nederdel på i børnehave, som jeg fik lavet til hende i sidste uge.

Beklager billedstormen, men jeg kan ikke lade være med at "skyde" hende - hun er så f.... lækker i denne her udvikling.

Ofte tømmer hun mit glas med knapper og er temmelig forelsket i de her plastik knapper, der lidt ligner "diamanter". Det siger hun i hvertfald. Jeg satte en lille elastiksnor i to af dem og vupti - to ringe. Der skal ikke så meget til for at gøre hende glad.

Nederdelen er syet efter et snitmønster fra Alt om håndarbejdes symagasin nr. 02/2012. Der er lynlås og gylp - sådan som en rigtig lille cowboy nederdel. Det er ret kært.

Den er syet op i blomstret babyfløjl fra Stof2000.

silent sunday

Weekenden har budt på rigtig mange indtryk og jeg sidder her med fødderne i vindueskarmen og fordøjer mine indtryk. Jeg lytter til stille musik og er ved at afslutte lidt strik til Alfred. Mit hoved summer med oceaner af tanker.

Mine sidste tre dage har givet mig en kæmpe følelse af taknemmelighed - og en fornemmelse af, at mine sidste måneder har været sværere at komme igennem, end jeg umiddelbart har mærket.
Det er blevet forstærket i samværet med en masse forskellige mennesker. Jeg kan ikke forklare tydeligt - det er blot som om, at jeg har gemt mig selv lidt væk. Buret mig inde og forholdt mig til ganske lidt.

Her i weekenden har jeg nydt at snakke, at lytte især! Det har været befriende.

Karen, Tanterne, Wenche og jeg har længe snakket om at det var tid til at hækle/strikke dag på Fyn. Nu er der blevet sat en dato og booket lokaler, så allerede nu skal du sætte kryds i kalenderen søndag d. 11. marts. Jeg håber vi ses.


(min deltagelse afhænger lidt af min behandling sidst i februar. At jeg ikke er farlig for mine omgivelser - Men sådan en hygge dag kunne være så skøn).

Morten Mus

Ida og jeg har længe snakket om fastelavn og udklædningstøj. Ida er ikke glad for situationer, hun ikke er vant til. Bare tanken om at skulle være klædt ud, kunne få hende til at gå i banjo.

Det er endt med, at hun har valgt at være "Morten Mus" - hendes sovedyr. Jeg har selvfølgelig forsøgt at pejle hende hen et sted, hvor jeg vidste, at hun selv kunne være med. Hvis hun skulle i et stort prinsesseskrud, ville hun føle sig helt forkert. En stor vamset løvedragt i plys - ville heller ikke være faldet i god jord. Det har været min opgave at finde på noget, hvor hun ikke føler sig synderlig klædt ud. 

Det her er det færdige resultat. Jeg synes jo, at hun er skøn. Men I kan næsten se på hendes udtryk, at den følelse deler jeg kun med mig selv.

"Moar! - jeg vil ikke være klædt ud til fastelavn. Jeg vil ikke være en mus. Jeg er jo Ida!"

Jeg tror ikke, at jeg får hende i dragten igen. Jeg håber - og vil gøre alt for at overtale hende.. Men jeg tvivler.

Jeg havde det næsten på fornemmelsen. Hun er sin egen, hende Ida.

Dragten er syet op i en blød jersy fra stof 2000  - heldragtens snit finder du her. Hue og ører har jeg famlet mig frem til.

Weekenden hos Line har været helt fantastisk. Vi har stort set brugt hver en time med at nørde med det som vi elsker aller mest. Jeg fik lavet et par chinos med lommer og læg, efter Line´s eget snit - og sat en flæsekant på, som lidt fed pynt. Jeg elsker at få fingrene i nogle nye udfordringer - dvs. at jeg har lavet bukser med gylp og hele "svineriet". De er blevet vildt lækre og seje, når jeg nu også ved, at jeg selv har lavet detaljerne lækre. Det er ikke sidste gang, jeg skal lave bukser med gylp og lynlås. Det gør det færdige resultat fedt.

Jeg har påbegyndt den sejeste sorte jakke med runde hjørner og flæser ved ærmerne. Jeg havde et billede i mit hoved, som jeg gerne ville have lavet, det blev et mix af Line´s jakke/vest mønstre. Jeg glæder mig meget til at vise den frem!

Det var med en smule vemod, jeg drog hjem i søndags. Der går alt for længe mellem vores hyggestunder. Heldigvis er det som var det igår, når vi ses - og vi er enige om, at der ikke er langt mellem Odense og Vesterbro. Det er en særlig stund for mig, når vi ses.

Jeg ville gerne afsted igen snart. Dagene i KBH har givet mig mod på at kaste mig over det kreative igen - jeg har været så tom for idéer den sidste tid. Det gør en kæmpe forskel for mig at drømme mig hen ved lyden af maskinerne. Lige nu har jeg 1000 idéer til projekter, jeg vil kaste mig over den næste tid. Det tror jeg er ganske sundt.

Mangler jeg et boost igen, så ved jeg, at Line holder workshop i 10-11 marts. 

til blogland

Billedet lånt her

Jeg har gået frem og tilbage til computeren de sidste timer og været helt tom for ord. Siden igår aftes, hvor jeg kom hjem fra KBH, har jeg med taknemmelighed i hjertet forsøgt at sætte ord på de følelser jeg fik, da jeg pakkede den gave ud fra jer i Blogland.

Jeg har så svært ved at give udtryk for min overraskelse og glæde. Det kludrer rundt for mig lige nu. Så bær over med mig, hvis det ikke alt sammen giver mening.

Egentlig vidste jeg godt, at Britta havde været forbi vores hus her i weekenden med en lille gave. Jeg forsøgte faktisk at få Henrik overtalt til at pakke gaven ud, hvilket han selvfølgelig nægtede. Typisk mg og min nysgerrighed.

Men hvordan får jeg sagt tak til jer?

Jeg har sådan en vag fornemmelse af, at mine ord er utilstrækkelige - uanset hvad jeg skriver til jer.
Jeg  er så beæret og glad over, hvor hjertelig og betænksom blogland er.
Det I har gjort - bare ved at gøre jer tanker om at give en gave, rammer mig i solar plexus. I en tid som denne, hvor jeg ofte føler mig helt tom inden i og ikke har overskud til at bevæge mig ret meget omkring socialt - så betyder det så vanvittig meget for mig, at jeg f.eks. får en besked ind på telefonen, en mail i indbakken eller et lille besøg.
Jeres gave har stort set væltet mig af pinden. Her i alt det "overskyggende" i mit liv lige nu, er der mennesker, jeg ikke havde forestillet mig, skulle gøre mig så stor en forskel.

Forstår I mine ord?

Jeg har fået et gavekort, som jeg vil bruge til at udfylde min tid på sygehuset sidst i februar, hvor jeg skal være en uge i isolation.
Jeres gavekort til at få lettet nogle af hjemmets byrder faldt meget Henrik i god jord. Det letter vores nærmeste tid betydeligt - vi kan i stedet bruge stunderne til hinanden i stedet for at tænke på rengøringen. De gaver giver giver mening hos os. Det er gaver, der sletter en masse bekymringer. Og giver familie og kærlighed fri spil.

Billedet med ordene "you never know how strong you are until being strong is the only choice you have", har jeg sat op lige her ved mit hjørne, hvor jeg sidder nu. Jeg tror, at jeg bliver nød til at købe halskæden, som hænger med i rammen. Med den om halsen vil jeg ALTID blive mindet om, den forskel I lige nu har gjort mig.

I har rørt mig dybt. Tak!

Under den smukke puddersne

For ikke så længe siden vandrede jeg ned af en snedækket gade i Kødbyen. Mine tanker greb krampagtigt ud efter følelserne, jeg var fyldt op af.

Lad mig beholde den tilfredsstillelse, glæde og ro som jeg rummer lige nu.

Jeg er på vej hjem til min familie efter en weekend sammen med en kær veninde. Den tid jeg har fået -væk fra sygdom, lægebesøg, ventetid og en evig påmindelse om, at jeg er syg - har givet mig en fornemmelse af, at være befriet for den lidt håbløse situation jeg står i.

Jeg blev først mindet om "min verden" da jeg vandrede gennem sneen på vej mod hovedbaneen.

Det er som om, at puddersneen har dækket over mere end de beskidte gader.

Til tider kan det være svært at holde modet oppe, være positiv og bekymringsfri. I dagligdagens virvar har jeg ikke tid til at fornemme, hvor meget det her reelt går mig på.

Egentlig tror jeg at det er en overlevelses mekanisme, der tager over, både for min egen skyld, men også for ungernes, jeg kan ikke holde ud, hvis jeg slipper tøjlerne og lader angsten slippe løs.

Her sidder jeg i toget. Der er stadig sne udenfor mit vindue. Jo længere jeg kommer hen over landet - jo tættere jeg kommer hjem, des tykkere bliver den smukke sne.

Heldigvis holder frosten landet smukt en stund endnu.

Heldigvis for mig har det været den bedste weekend længe, som i lang tid vil være med til at holde mit indre snevejr smukt.

9 mdr

Alfred er hjemme i denne uge og jeg nyder det virkelig. Han har en skide sjov alder - dog noget farlig. Han har rundet de 9 måneder og kan mere end jeg synes er ok, hvad alder angår. Han rejser sig om af alle ting og sprudler over at kunne en masse. Ind i mellem skal glemmer han at bukke i knæene, når han sætter sig ned. Han får sine knubs.

Jeg er begyndt at nærme mig ham igen. Det har været en rædsom periode, hvor han er blevet "revet" ud af ammeriet og kastet i armene på sin far. Jeg har været væk fra ham i et par uger sammenlagt og det havde sat sine spor.

Han er næsten mors-dreng igen. Det passer mig perfekt.