I (heart)

Kender I til den skik, at Kvinder må fri til deres mand - når det er skudår?

Når ens verden ramler, som vores gjorde her i december, så er det vist helt naturligt, at der går 1000 ting gennem ens hoved. Og af mange omveje er jeg kommet til tanker om en masse formelle ting, om at sikre hinanden og om kærlighed - alt muligt i en pærevælling.

Her gik vi i vores lille osteklokke - og havde taget for givet, at sygdom og ulykke ikke rammer sådan nogen som os. Vi er unge, lever sundt og passer på os selv. Tror du om igen, Christina!
Selvfølgelig har vi ikke helle i livs-legen. Det kan ramme os - vi er taget til fange lige nu.

Nu var det egentlig meningen, at det her indlæg ikke skulle handle om sygdom. Jeg prøver at komme ud over rampen og lægge det lidt bag mig, selvom at det hænger over mig som et tungt tæppe. Jeg savner den rene "luft" omkring mig - og synes at bevæge mig i rigtige retning. Jeg har savnet at blogge frit og glædeligt, men det har og er meget svært for mig at sætte mig ned og skrive om kreativitet, børn og pudsige påfund, når det pludselig ikke giver den samme mening mere. Jeg prøver i skrivende stund at tage skridtet ud lige nu..

Det her handler om, at - Kvinder altså godt må fri til deres mand - i år.

Vi er ikke gift. Vores venner har drillet Henrik i et par år nu - om det ikke snart var tid til at fri. Han er faktisk den sidste i rækken, der mangler at gå på knæ. Han smiler bare fjoget - når de taler om det og jeg har ikke haft mine tanker i den retning eller behovet. Det har ikke være et issue for mig. Kærligheden blev ikke stærkere eller tydeligere af den grund.

Hvis han spurgte ville jeg dog ikke sige nej.

Min veninde korser sig hver gang vi snakker om emnet - hun ser sådan på det, at vi bør sikre os i forhold til hinanden og børnene. Hvis der nu skulle ske os noget. Gulp....

Jeg kommer over alt det her sygdom, men det er nu alligevel kommet for tæt på. Måske har hun ret?
Hun mener ikke, at man kan sikre hinanden godt nok via et testamente - desuden er Alfred ikke skrevet ind i det vi har nu. Så måske burde vi overveje det?

Jeg skrev tidligere, at jeg har tænkt. Jeg har været så bange for en masse ting, jeg har lyst til at kravle ind i hjørnet af vores soveværelse og først komme frem, når alt det her er overstået.
I stedet står jeg oprejst, jeg er positiv og for det meste glad. Det er Henriks fortjeneste. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham. Han klarer ærterne herhjemme og står klar når jeg har brug for det. Jeg fatter ikke, hvordan han hænger sammen. Han er udholdende - og den stolpe jeg klamrer mig til, hvis jorden under mig forsvinder. Jeg er ikke bange for at forsvinde ud i intetheden, for jeg ved, at han holder fast i mig. Kender I den følelse?

Jeg er så fandens dårlig til at fortælle ham det.. Mon han ved det? Hvor meget jeg rent faktisk sætter pris på ham i mit liv?

Måske skal jeg overveje at fri til min mand i år?

Hvis kvinder skal fri, så skal det være på en skuddag. Altså hvert 4. år. Sådan hed det sig i hvertfald i middelalderen. Jeg leger faktisk lidt med tanken. Jeg vil gerne fortælle ham, hvor stor pris jeg sætter på ham i mit liv. Hvor tit  har vi husket at vise vores kærlighed midt i  3 års småbørns tumult og natteroderi? Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil dele resten af mit liv med ham - og hvorfor så ikke at jeg er den der spørger og forholder mig utraditionelt? 

Den 24. februar 2012 er det skuddag. Det er den dag, der er skudt ekstra ind i februar måned. Det er den dag, hvor kvinder godt må fri. Det er om præcist 28 dage.

Med fare for at pomfritten læser med bag skærmen på arbejdet lige nu ... jeg overvejer at gøre alvor ud af det. Jeg har i hvertfald mine tanker kredsende om emnet hele tiden. Jeg er bare så lidt modig. Jeg er en labil kylling, og vil stå og tude det meste af tiden, så jeg skal lige tænke mulighederne igennem. Jeg vil elske at være hans - sådan helt ud til det sidste punktum af papiret.

Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan man gør, når man er kvinde. 

Går man på knæ? Køber man ring? Det skal gøre ordentligt, hvis jeg skal gøre det. Gad vide, hvad en mand ville tænke om at blive friet til?

Fuck traditioner ikke?

Nu må vi se om jeg tør... 

Hvad nu hvis han siger nej?

Ord der ikke spiller

Jeg synes, at det er tid til en statusopdatering her på bloggen. Jeg skylder jer nemlig alt mulig tak. De sidste 3 uger har jeg fået kommentarer, mails, sms og blomster, som har givet mine dage farve og god energi.

Ugerne har været så surrealistiske for mig - og min familie. Der er sket så mange ting, vi har gjort os så mange overvejelser - og der er ting, som giver så meget mere mening i vores liv. Men som samtidigt også tager pusten fra os.

Jeg skrev i forrige indlæg, at der var blevet fundet cancer i min skjoldbugskirtel og at jeg skulle igennem endnu en operation, for at få fjernet den sidstes stump kirtel, der sad tilbage. Forrige fredag blev jeg opereret - det var en sej omgang - det tog lang tid og jeg har kæmpet mig igennem dagene efter - både fordi at det har gjort så ondt - men samtidigt har det psykiske i, at jeg igen ikke har kunnet være der for de mindste børn, også smertet mig. Alfred har igen kun søgt sin far. Jeg har i over en uge - svigtet ham - igen. Det kan man altså godt mærke på de små. De reagerer promte.

Men når det er nævnt, skal jeg heller ikke sejle mere rundt i den sø, for det er ingenting, at være fraværende for mine børn en lille uge eller 14 dage, vel?

Jeg har været bange. Jeg har grædt ugen op til den sidste operation. Jeg er normalt typen, der gemmer tingene væk, skøjter igennem uden de store følelsesmæssige udsving. Det har jeg lært fra barnsben, at det er godt at være stærk. Men denne her situation har været så rædselsfuld. Uvisheden, de tusinde tanker om børn, familie, moderløshed, sygdomsforløb og alt muligt rædselsfuldt - kører rundt i en pærevælling.

Cancer og familie.

Det er to ord, der bare slet ikke spiller.  Det er to ord, som burde være forbudt at koble sammen. Her hos os er det blevet tvunget ned over hovedet på os - og vi prøver at få hverdagen til at fungere med lyden af disse stavelser.

Fredag d. 13.
I fredags fik jeg svar på prøverne fra sidste operation. De har nu fjernet resten af skjoldbugskirtlen og en lymfekirtel, der sad i samme område. Begge er der fundet cancer i.
Min kæreste og jeg sad på OUH og talte med en læge, der gav sig tiden. Vi gik derfra i tåge - jeg med en mappe under armen; "jeg har fået kræft, hvad kan jeg selv gøre". 
Jeg skal nu igennem et større behandlingsforløb - har dog ikke styr på alle detaljer endnu.

I fredags hvor min kusine kom ud for at hjælpe mig med Alfred - inden vi skulle på OUH - jokede vi faktisk lidt om datoen for dagen. Et eller andet sted skulle jeg nok have afvist, at vi kunne komme til samtale lige der. Men mon det have gjort en forskel, at vi tog derud i dag?
Fredag d. 13. vil nok fremover være en dag, hvor vi ikke tager de store beslutninger herhjemme!

Hvordan har jeg det så? Jo - jeg hænger sammen. Jeg er nød til at være til stede herhjemme - min børn behøver mig, min kæreste behøver mig - vores hverdag skal fungere, trods den her sygdom. Mine unger skal have en mor, der hænger sammen og det synes jeg at mestre lige nu. Jeg tror ikke helt, at det er gået op for mig, hvad der er sket, men lige nu klarer jeg det.

Marie har her i weekenden fået at vide, hvordan det ser ud. Kræft er bare et grimt ord, som kan sætte alverdens ting i gang - især i en pige på 9. Vi fik snakket lidt - "mor, kræft er noget man kan dø af". Ja, det kunne jeg jo kun bekræfte hende i, men fik også forklaret at der er forskel på kræfttyper og at jeg selvfølgelig bliver rask. For det gør jeg! Det er fundet tidligt og chancerne for helbredelse er store!
Marie har ikke nævnt sygdommen efterfølgende, men vi har åbnet op for snakken, så hun kan få sat ord på tankerne - det værste vi kan gøre er at holde det hemmeligt, - hun ved udemærket godt, hvad der sker omkring hende.

Nu og her - ungerne er afsted - kæresten er på job - hverdagen går videre. Jeg selv sidder her og spytter i min kaffe, smager på ord - fravælger og sorterer. Jeg skal vende mig til tanken om, at jeg alligevel ikke skal tilbage på arbejde lige om lidt.

Der er meget jeg skal vende mig til.