i perspektiv

Jeg sidder lige nu og tænker i stilheden. De to små sover og roen omkring mig klemmer om mig og tømmer mig for luft, som var jeg fanget i en skruetvinge. 

Her går vi rundt og tager hverdagen for givet - og ind i mellem bander den væk. Beklager os over bagateller som vasketøj, natteroderi, nullermænd, mænd der efterlader gulerodsskræller i vasken - ting som i eftertænksomhedens stund ikke betyder en skid!

Jeg sidder her i stilheden og tænker - tænker over, at jeg sgu godt kan opføre mig lidt barnligt. Er det fordi vi har det for godt, at vi ind i mellem brokker os over ovenstående ting? Gør vi ikke alle det?

Jeg er blevet godt og grundigt sparket i røven i går. Et grimt spark, som har fået mig til at indse, at hverdagen er til for at gøre mig lykkelig. Giv mig så meget hverdag, så jeg bliver fyldt til randen. Giv mig så meget unger, mand, larm, natteroderi, bussemænd og stjernestunder, så jeg næsten brækker mig.  

Jeg er blevet så slemt overrasket i går, så jeg pludselig får sat tingene i perspektiv. Det er måske et ravruskende forkert ord at bruge, for jeg har mit liv i perspektiv. Jeg er lykkelig, men ind i mellem tager jeg det forgivet. 

Bloggen her holder en lille pause - en gang først i det nye år vil jeg være tilbage igen. Lige nu skal jeg koncentrere mig om at få løsnet lidt for skruetvingen, så jeg kan trække vejret igen. 

Nu skriver jeg det - 

-havde ellers sagt til mig selv, at jeg skulle holde tvingen stram indtil jeg er fri og kan trække vejret normalt igen. Fri for den stump cancer de fandt i den bortopererede knude. Fri for den ked-af-det-hed, som er ved at kvæle mig lige nu. 

Jeg skal under kniven igen i næste uge - og kan givetvis blive "raskmeldt" straks efter. Men hvor er det bare noget pis-lort! Jeg beder til, at de ikke finder mere andre steder.

Kan jeg nu ønske jer alle et godt nytår med sådan et lorteindlæg? Ja det kan jeg, for det er hvad jeg ønsker for jer alle! Jeg selv glæder mig til det nye år! Gu´ gør jeg så!

Godt nytår!

Halsedisse i skind

I dagene op til jul, hvor jeg stadig gik rundt med plaster og en meget lidt pæn hals, måtte jeg være lidt opfindsom, da jeg skulle på café´med et par veninder. Jeg havde det sådan, at jeg ikke kunne have en charmeklud tæt på halsen og et af de strikkede af slagsen var bandlyst - det ville bare hænge fast i plastret.

I stedet fik jeg taget mig sammen til at lave et i skind, som jeg har tænkt på i lang tid. Det er lavet i en tynd og blød skindtype (aner ikke hvad det er, faktisk) - og så har jeg foret det liberty´s fine print - Phoebe i gul. 

Hvis du overvejer at lave et tilsvarende, så husk at få købt læder-nåle hjem til maskinen - nålene skærer igennem stoffet. Jeg har lavet mit i målene - 65 x 20 cm + sømrum. Jeg havde en passende lynlås liggende, som er sat mellem lagene. 

Jeg synes, det er ret fedt med skind og læder i øjeblikket. Det rå blandet med Liberty´s blomster-ynde går ret godt sammen.

Smid lige en kommentar, hvis du kaster dig ud i lignede projekt, jeg vil smadder gerne se resultatet!

Hvis du ikke har lyst til at lave den selv, men ønsker dig en, så laver jeg den gerne på bestilling.

Alt for meget

Igår havde Ida 3 års fødselsdag. En dag, hvor vi forældre ville gøre alt det bedste for hende og give hende en dag, som hun mindes altid. Mon ikke det er alle forældres hensigt?

Tidlig morgen vågner hun selvfølgelig før alle os andre, så selvom at vi havde planlagt at stå tidligt op og vække hende med sang, så endte det med at vi mødtes over morgenbordet. Allerede der kunne vi fornemme, at hun enten var mega træt eller på vej til at blive syg. Hun var pyldret og ville aller helst bare gå rundt med sin sut og klud og ellers være i fred.

Hvor vi sad der og sang for hende, fandt gaver frem og spiste morgenmad - blev hun mere og mere indesluttet og "sur".

For at gøre en lang historie kort; Ida var mættet. Træt af tumult, gaver og "fester". I løbet af formiddagen, hvor vi var alene ungerne og jeg, kom det så småt ud af hende -

Mor, jeg vil ikke have gaver. Jeg vil slet ikke have så mange. Kan du ikke tage dem igen? 

Så den smukke dukke fra Wenche, den detaljerede prinsesse kjole og de andre gaver hun fik - fik lov til at stå pænt fremme på hylden og er ikke blevet kigget til siden. Grønne Kaj fik lov til at blive hendes støtte på dagen. Vi andre kunne ellers ryge og rejse.

Heldigvis - synes vi - fik vi lov til at fejre en lille times lagkage og sang efter aftensmaden. Om Ida ville have manglet det? Det tror jeg faktisk ikke. Men det er igen vores/mine forventninger til sådan en dag.

Det er r.. og nøgler at have fødselsdag i julen! Alle de gaver som ungerne får juleaften - ødelægger så meget fødselsdagen og det at fejre "mig". Hun kunne slet ikke rumme mere og gad faktisk ikke besøg. Så nu er vi gået i tænke box.
Hvor vi alle mere eller mindre er mættet i efter julen, så tror jeg faktisk, at vi fremover vil holde en fødselsdagsfest for hende i maj/juni i stedet. Det vil hun få meget mere ud af!

Idag leger vi hjemme - uden nogen planer - hun går og synger i skrivende stund. Endelig luft!
(Tror godt jeg ved hvordan hun har det!)


Rigtig god bag-jul!

et smugkig

Ida har fødselsdag d. 27. december og hendes gave er netop kommet ind af døren med posten.

Er der noget der rører mig dybt, så er det at åbne en pakke og se sådan et lille dukkebarn ved navn Liv. Det er selvfølgelig hende her, der står bag det enorme stykke håndværk og hun fortjener alt mulig ros for arbejdet.

Jeg har lige så forsigtigt pakket barnet ind i gavepapir. Jeg glæder mig så meget til at se Ida´s ansigtsudtryk, når hun pakker Liv ud.

Navlerpilleri i det lille hjem. Det er ok, ikke? Bare ungerne hygger sig!

Nu starter de fede tider for ungerne. De begynder at få mere og mere ud af hinanden og det rører mig dybt, når jeg kan fornemme på Alfred, at hans hjerte springer over, når han hører lyden af begge sine søstre. Han kan ikke sidde stille, vender og drejer sig for at høre, hvor lyden kommer fra.

Specielt de to små får rigtig meget ud af hinanden.
Ida og Alfred var i bad sammen forleden og det var hylende morsomt at sidde udenfor og kigge med. Der er noget særligt, når man oplever sine unger sådan. Nu hvor Alfred kan kravle og komme op at sidde undervejs - hans verden er blevet kæmpestor - så er han blevet meget mere interesseret i Ida. Her er de i bad sammen for første gang, hvor Alfred ikke behøver en hånd i nakken. De skraldgriner og krammer konstant.

Dagene herhjemme er lidt trælse i øjeblikket - hvis jeg skal skue fra min egen lille navle. Jeg er stort set ikke sammen med Alfred - jo hvis jeg smider mig på gulvet med ham, hvilket jeg ikke gør ret længe af gangen, da han kravler over mig, begraver hovedet mod min hals og små-river med sine små fingre. Det gør ondt og hiver i mere end blot mit operationsar. Jeg hader det. Jeg er glad for at det går den rigtige vej, men jeg kan fornemme på lille manden, at han efterhånden godt ved, hvor han skal rette henvendelse, når han har brug for en voksen. Jeg bliver nød til ind i mellem at vende mig om, gå ud af rummet eller lige trække vejret dybt for at hente "forståelse" ind i mit sind.

Heldigvis får jeg hentet lidt kærlighed ind med pigerne - Ida kom ind i morges og ville lige putte lidt inden hun skulle i børnehave. Hun faldt i søvn med sin hånd i min.... Suk.. nu er hun hjemme - vi droppede børnehaven og nu skal hun og jeg bare tulle rundt mens de andre 3 er inde i byen.

Rigtig god dag til jer alle derude.

Dagene derefter og tanker herom

Det er dejligt at være hjemme. Der er ikke noget bedre end at gå rundt selv og blive passet på af familien. Jeg har lov til at ligne noget der er løgn og bare være til, mens jeg kan lytte til ungernes leg og latter. Hvor heldig kan man få lov at være? Det er ikke med overbegejstring, at jeg skriver dette her indlæg.

Jeg kan ikke være sådan vildt på dupperne i forhold til børnene, så jeg har siddet og syslet lidt med Marie i stedet.
Der er blevet hæklet lommer til Idas julekjole, som har været færdig siden sidste uge. Den har blot ventet på at få nogle detaljer sat på, så det ikke blev ren blomster spræl. Ida er vild med knapper - så hvad I ikke kan se på billederne er, at kjolen er lukket med små knapper ned bag på - de samme små knapper, som er på lommerne. Det er en af Henriks gamle skjorter, som har mistet knapperne til fordel for en ny kjole til Ida. I ærmerne er der syet en lille bane med smock, så den får lidt puf og i halsen er der syet et zig zag bånd i kanten af kantebåndet.

Jeg prøver dog at indhente det forsømte med Alfred - men det er svært. Det gør så ondt i mig, at jeg ikke kan tage ham op til mig. Jeg har stadig ondt i halsen og et langt sår på tværs, som jeg ikke må knokle for meget rundt med. Alfred er vildt aktiv og vil så gerne tumle og rækker ud efter alt hvad han kan komme i nærheden af. Det er lidt for vovet for mig endnu.

Jeg føler mig noget amputeret. Det gør mere ondt ikke at være sammen med Alfred - end jeg havde forestillet mig. Henrik tager sig af ham og klarer både dag og nat. Når han skal have mad om natten er det af flaske og små-hygge-ammeriet er slut.
Jeg ved ikke om, det bare er mig der er sensitiv, men jeg nød virkelig den symbiose, der har været mellem os. Jeg har været lige så afhængig af Alfred, som han har været af mig. Det er slut nu. Det kan ikke være anderledes i denne her tid - men jeg bliver simpelthen nød til at øffe lidt om det.

Alfred og jeg har haft det hyggeligt. Vi har ligget i ske lige siden han blev født og han er blevet ammet næsten konstant natten igennem. Det har været lidt rart og jeg har værnet om stunden, for det er ligesom det sidste barn vi skal have.
Men Henrik har været så "klog", at Alfred er kørt sådan i stilling, at han nu efter mine 3 dages fravær  sover i sin egen seng hele natten uden problemer. Rent faktisk sover han bedre alene i sin egen seng end i ske med sin mor. Goddammit det huer mig ikke.

I nat var jeg inde ved ham to gange bare for at tjekke op på ham. Trak han nu vejret? Lå han vågen? Var han i det hele taget ok? Jeg kunne simpelthen ikke se det for mig, at han bare var tilfreds med den situation! Desværre - Alfred virker tilfreds. Han sover som en sten, er glad når han bliver puttet, er glad når han vågner og sover i det hele taget bedre om dagen også. I dag sov han 4 timer til middag?! WTF?

Så det er nok bare mig der skal vende mig til situationen. Jeg tror bare ikke helt, at jeg er klar til det. Endnu. Men nogen gange er det nok bare nødvendigt at tage en bid af lorten, ikke? Lige nu føler jeg, at jeg er blevet tvangsfodret - jeg skal nok bare lige vende mig til smagen!?

Snart hjemme igen

Jeg ligger og venter på det sidste svar på en blodprøve, som gerne skal vise at mit kalktal er normalt - og så skal jeg hjem.

Jeg har været væk fra familien i 3 dage nu og jeg savner dem ubeskriveligt meget. Selvom at de har været på besøg, så er det bare noget andet at være hjemme i egne rammer og forhold.

Operationen er gået rigtig godt. Tilsyneladende sad der en større del skjoldbugskirtel fra operationen i 2003 , som forhåbenligt kan justere mit stoftskifte uden opbakning af medicin. Det vil være helt fantastisk. Det får jeg først svar på en en måneds tid.

Lige nu glæder jeg mig bare over, at jeg kan komme hjem og holde lidt juleferie med Henrik og børnene. Jeg må ikke løfte i 14 dage - så Henrik er hjemme nu og frem. Det bliver en lang og hyggelig jul!

Tiden herude er gået med projekt julegave. Jeg er vild med hanefejds mønstret og har siddet og tegnet det op på et stykke papir inden jeg har strikket det ind med strømpepinde.
Synes I ikke det ligner meget godt?

derfor er jeg ikke modeblogger -

- Fordi jeg er piv dårlig til at stille mig op foran kameraet. De modebloggere, der bare stiller sig op over ser helt naturlige ud, har altså en misundelsesværdig særlig evne. Jeg kigger væk, krummer ryg og ser bare fjoget ud.

Vil du dele din hverdagsstil?
Derudover har jeg altså heller ikke fingeren på pulsen, hvad angår mode. Min stil har været den samme altid: jeg har længe haft det bedst i et par slidte cowboybukser. Jeg vil nok aldrig blive typen, der hopper i et par læder bukser eller et par sylehøje "Bridget Bardot" stiletter, men jeg kan godt fornemme, at jeg gerne vil ændre min stil til den lidt mere feminine. Måske fordi at jeg er ved at være lidt træt af at have de grove sømme hen over maven? Efter mine graviditeter har jeg slet ikke lyst til at noget strammer mere! Et par leggings og en fed t-shirt er cool, men også kjoler, lange striktrøjer, chinos og blazers er god stil.

- Jeg trænger bare til ny inspiration
Vi kreabloggere (jeg tror ikke at der er nogen Modebloggere, der følger med her?) inspirerer hinanden på kryds og tværs indenfor alt med garn, stoffer, pyntedetaljer etc. Jeg kunne egentlig godt tænker mig at snage lidt i jeres tøjstil, hvis I vil være med?

Jeg kan jo starte med mig selv:

På billedet ovenover har jeg en af mine nyerhvervede sager på. En økologisk T-shirt fra Jackpot, som de har lavet i samarbejde med Edun. T-shirten er lavet i Uganda med henblik på at hjælpe et samfund ingang efter flere års borgerkrig. altså en beklædningsgenstand der gør en forskel. Nu er det ikke sådan, at mit tøj skal give mening og være casualt, for at jeg gerne have det på. Men det giver et godt billede sf, hvordan min stil er nu og her.

Jeg er så ude efter lignende indslag hos jer. Vil I inspirere og dele ud af jeres hverdags-outfit?

Læs evt mere om t-shirten her: http://www.jackpotshop.com/dk/item/A42464001/?partner=5403


(hvis er der nogen der undrer sig over, at jeg har tid til at poste et indlæg lige nu, så kan jeg fortælle, at jeg sidder i en seng på OUH med Maries IPad. Jeg er taknemmelig for at jeg har både net til omverdenen og strikketøj med. Jeg er skide sulten og har en udsigt til først at blive opereret efter 14..Jeg keder mig ..)

Lucia ynde i topklasse

Ida og jeg har her til morgen været på skolen og se Lucia optog. Hvert år er det 3. klasserne der går Lucia - denne gang Maries klasse.

Tidligt - for vi fik åbnet øjnene sådan for alvor - løb Marie rundt og sang. Med den yndigeste barnestemme, næsten i falset og med et strejf af opera-tendenser. Jeg måtte tage mig sammen for ikke at bede hende om at lukke munden - det var for tidligt med teatralske strofer kl. 6.30.

Men hendes forventningsglæde og iver var enorm, så det fik mit hjerte til at springe slag over.

Det blev det jo slet ikke bedre af, da de kom gående (skrålende) op af gangen, hvor alle skolens elever og forældrene til 3. B stod og ventede spændt.

Det er totalt dårlig stil at tage afsted med et flad batteri i kameraet. Med lidt held fik jeg hentet lidt Marie-stjerne-stund hjem.

Suk - jeg lærer aldrig at holde tårerne tilbage, når jeg ser mine unger i sådanne situationer. Heldigvis kunne jeg gemme næsen i Ida´s hår og nyde stemningen lidt på afstand.

Rigtig god dag fra en MEGET stolt mor.

Arhmen det er jo for cute det her

Jeg kan ikke lade være med at springe rundt inde på Etsy i øjeblikket. Der er så meget lækkert i alle mulige afskygninger. Jeg prøver på at holde pungen lukket, men det kan altså være lidt svært at styre sig!

Prøv lige at se oppe over!

Denne her lille lækre dreng - med den kæreste body. De små detaljer - er for fede. Det er simpelt at kaste sig ud i, hvis du gør det selv. Men jeg har faktisk sprunget over denne gang og bestilt tre forskellige bodyer i Wild Juniper´shoppen. Hvis jeg skulle købe 3 bodyer og bruge tiden på at sy selv, ja så ville prisen omtrent blive den samme, når nu en af disse herligheder koster knap 92 kr. 

Er han ikke bare for kær? Alfred skal være nytårslækker i sådan en body - det er helt sikkert!

DIY - haeklet pandebaand med knaplukning

Som lovet kommer her en DIY på det hæklede pandebånd, som jeg lavede til Ida i adventsgave. Denne her udgave er til Marie og lavet i Ekslusiv Alpaca - dobbeltgarn. 

Jeg har hæklet et murstensmønster der gør båndet fint tæt. Det der er vigtig med netop dette her mønster er, at du slå masker op, der er deleligt med 4 m + 3 masker til at vende med. 

Slå 122 luftmasker op + 3 ekstra til at vende med og hækl derefter frem og tilbage.

• 1 rk: Hækl 1 stgm, *1 lm i 4. lm fra nålen, og hækl 3 stm *. Gentag fra * til *, slut med 4 stm i stedet for 3.
• 2 rk: Vend med 1 lm, hækl 1 fm mellem første og anden stm, 3 lm, * spring 3 stm over, 1 fm om lm, 3 lm *. Gentag fra * til *, slut me d1 fm over vendemaskerne i kanten.
• 3 rk: Vend med 3 lm, hækl 3 stm om 3-lm-buen, *1 lm, 3 stm om 3-lm-buen *. Gentag fra * -  *, slut med yderligere 1 stm i fm. 
• Gentag rk 2. og 3. hele tiden til båndet har rette bredde. 

Når båndet er færdigt hæfter du ender og syr knapper i. I mønstret er der hæklet "knaphuller" - så det giver sig selv, hvor de skal placeres.
Hækl et lille bånd med fastmasker og sy det rundt om båndet, så der dannes en lille "sløjfe effekt".

Hvis du bruger min opskrift, så skriv endelig en kommentar, det vil være fedt at se netop din udgave af båndet ;-)

Gaver til mor

1. Læder bælte (det ser sort ud, men er i virkeligheden brun) - set her 
2. Herringbone and leather Spats - købes her (vil nok ikke hoppe i et par netstrømper, men de gamascer er for fede)
3. Canon EF, 50mm F/1.8
4. Læder etui til Iphone
5. Eames armchair
6. Den lille sorte - med draperinger.. Topshop

Det er mine ønsker i år. Jeg er lidt begejstret for læder, den lille korte, billeder, Eames og farven Sort.

Kedeligt? 

Jeg kunne have gået helt amok i læder sager på Etsy. Der er et eller andet som drager mig med det glatte look. Jeg har selv gang i nogle læder sy ting og nyder duften af det. Men prøv lige at se her eller her eller her... 

tror bare jeg stopper at kigge mig omkring.

På vej i børnehave for første gang.

Når man pludselig er blevet så stor og man skal gå i børnehave, så er det ok at blive en lille pige igen.
Ida har nu gået i børnehave i en uge og klarer den stort set godt. Dog er der ingen tvivl om, at det er hårdt for hende.

Hun har meget brug for tryghed og har lige siden hun var spæd hvilet bedst i sig selv, hvis hendes omgivelser var rolige og mindre tumulte. Hun var velplaceret i dagplejen, hvor der kun var mor-L at forholde sig til og en lille børnegruppe. De besøg dagplejen havde i legestuen var det første år hårde for hende. Hun græd og lod ikke mor-L ude af syne.

Jeg kan fornemme, at det er lidt på samme måde nu, hvor hun er startet i børnehaven. Det er hårdt for hende at forholde sig til alt det der sker, men i store træk, så hygger hun sig dernede.

Det gør bare så nas inde i, når hun græder som pisket, når vi går. Hun nærmest beder os om at tage hende med hjem igen. Pyyyee - der rammer lige i mellemgulvet, når hun har det sådan.
Jeg kæmper mig hjem med Alfred - med tårene i øjenkrogen. For f... hvorfor er det ikke sådan, som Ida selv bad om forleden dag? "jeg er ikke tre år endnu - jeg vil ned til L." 


Nu hvor jeg er den voksne, skal jeg også opføre mig sådan - for en stund. Ida har det godt. Hun græder til hun ikke kan se os i vinduet mere, hvorefter hun løber hen og leger. Når jeg henter hende er hun glad, stolt og skal vise mig en masse ting. Det skal nok gå.

Igår fik vi Elvis med hjem. Elvis er børnehavens jule-elg, der kommer på besøg hjemme hos børnene på skift. Hans besøg hos os var ikke vellykket. Lille pigen legede med ham en halv time, hvor hun derefter brød sammen; "Elvis skal blive nede i børnenehaven. Jeg kan ikke lide Elvis - han skal i børnehave, tuuuud".


Kan I se hvad jeg mener? Det første jeg tænker er, hvor er det svært for hende med alt det nye. Elvis skulle med her hjem for at hygge, lege og forbinde børnehaven med jul, familie og en god samling.
Ida havde brug for et helle. Med Elvis inviterede vi en del af børnehaven med hjem - hvilket ikke gav hende det frirum, hun trængte til. Han lå pænt i sin kuffert hele aftenen og natten - hvilket gad mig sved på panden, da jeg skulle skrive om hans besøg i fortæller-bogen. Jeg skrev så ærligt jeg kunne - at Elvis havde været en drillepind, så Ida var blevet alt for træt til at lege med ham. (Så lavede han til gengæld ballade i nat).

I morges var vi igennem hele sortimentet af gråd, snot og Elvis. Nu måtte han ikke komme i børnehaven. Han skulle blive hjemme sammen med hende. (?) Hun skulle i hvertfald ikke afsted! Hun skulle blive hjemme! Basta!

(Jeg er ikke god til det her. Det gør lige så ondt på mig, som på hende. Det kommer til at tage tid at blive dus med det nye liv. Det værste er når man skal forlade ulykkelige børn - vi ser kun tårerne. Og ikke de 5 minutter efter, hvor der er latter og leg i gang. Lige nu tror jeg, at jeg vil koncentrere mig om syge Alfred og en kop kaffe - og glæde mig til at hente Ida efter frokost).

Labels

Endelig endelig endelig kom mine labels hjem helt fra Hong Kong. De har været længe undervejs og længe ventet. I mandags kunne jeg åbne op for pakken med de 600 lækre labels - som allerede nu er blevet sat på nogle af mine designs.

De er perfekte, lige hvad jeg ønskede og har været ventetiden værd. Tine (som har været inde over designet) og jeg har skrevet frem og tilbage i over 3 måneder - især om løst og fast, men også om designet af logo etc.

Jeg er vildt glad for designet - og vævningen af logoet er tip top. En lille sidegevinst er, at labelsene er klippet og foldet - klar til at blive syet på. De er bestilt over Etsy og er en anbefaling værdig.

Skrifttypen jeg har brugt hedder Signerica og er en font man skal betale et lille beløb for, hvis man skal bruge den til andet end privat brug.

Tusinde tak kære Tine.

Collégien

Vi er blevet begejstrede for Collégien´s sutsko.
Vi manglede nogle gode hjemmesko og blev anbefalet disse til Ida - hun smider altid sko og strømper - og løber barfodet rundt.
Collégien´s sutsko er absolut de bedste og er lidt fede samtidigt. Bedst: Ida beholder dem på.

Sko og sok i samme - er ideelt. De sidder fast og holder på varmen.
Jeg har købt vores på Collégiens webshop i Frankring. Man kan godt spare lidt ved at købe dem direkte ved producenten og bestiller du mere end 4 par, så er det uden fragt.

Klik jer videre og se alle de flotte modeller her.

Hvad mener du, Skat?

Sig det med blomster - er det ikke sådan det lyder? 

Der er mange måder at få sagt tingene på ikke? Reklamerne for interflora går stort set ud på at købe hende blomster - hun bliver glad = så gør hun ham glad - enten ved at stikke ham en boremaskine eller en aften med drengene... 

Hvad skal jeg mene med dette her? En vissen busk? 

Jeg tror, at jeg har fattet hentydningen. 

Har du?

Mor - jeg elsker

Jeg har en lille pige der er vild med grøn. "Vild" er måske lidt en underdrivelse, når hun ofte går rundt og siger; "Jeg eeeelsker grøn. Jeg vil have grønne underbukser på i dag".

I efteråret havde vi en katestrofe tur i Intersport, hvor hun faldt pladask for et par grønne drengesko. De var MEGET grønne og MEGET grimme - hvis jeg skal være helt ærlig. Ikke sko jeg ville købe til Alfred, når han bliver så stor en dag. Men det hele endte med, at vi købte de sko - netop fordi hun var så ulykkelig over, at de der grønne smukke sko ikke skulle være hendes. 

Der er så mange sjove situationer, som hun har involveret os i - der indeholder farven grøn, hvilket jeg vil spare jer for. En ting er sikkert, så pyt med, at hun har de mest rædderlige grønne sneakers - det er dejligt, at det ikke er farven lyserød, hun er faldet for, når nu hun bliver så dedikeret!

I advents gave igår fik hun blandt andet dette her hæklede pandebånd. Jeg sad forleden dag og fumlede med det grønne garn og tænke på, hvordan jeg kunne gøre det lidt piget. 

Jeg har ikke hæklet ud fra noget opskrift, men hvis der er interesse, vil jeg gerne skrive den ned til jer.

Den er ret fin med den lille "sløjfe" detajle. Dog synes jeg, at det nye, jeg er ved at hækle til Marie i farven grå - er lidt mere mig. 

Men Ida knus-elsker det! 

..

Kender I den tid, hvor det hele går for stærkt og man fylder i hovedet af alt for meget, så man er ved at sprænges?
December er lige netop den tid, hvor man får forspist sig.
Jeg har også forspist mig - og er ved at revne. Det er ikke chokoladen i weekenden, der er årsag til mit overforbrug - selvom at jeg fik indtaget alt for meget.  Det er mere alt det omkring vores december, der kører for stærkt, så jeg ikke kan følge med.

Jeg vågnede op i morges med en følelse af at have forspist mig og på vej til en jule-udpumpning. Jeg kan vitterlig ikke følge med. Der er momenter, som jeg bliver nød til at lette, inden jeg koger helt over.

Ida er startet i børnehave - tøsen klarer sig så godt, men i dag bristede bægeret for hende. Propper mig lige med ømhed, kedafdethed over at sige farvel til et grædende barn. Et opkald lettede lidt - hun var i gang med legen igen. Og så kan hun komme hjem til middag. Den æder vi gerne - det er en periode.

Alfred har sovet røv og nøgler i nat. Snot, amme-stop og uro har plaget ham i den grad, så jeg ikke har haft chancen for at gøre ham nogenlunde tilpas. Den desperate følelse i maven voksede med at timerne gik - så jeg måtte vække H. inden jeg i desperation fik lyst til at kaste Alfred ud af vinduet. (Fatter ikke hvordan man holder ud og vinder over kolik i en familie). Jeg tænker og propper mig som en Foie Gras gås med dårlig samvittighed.  Slår mig selv i hovedet over, hvorfor jeg ikke havde det overskud på de sene timer, så jeg ikke fik den følelse i mig. Den er rædselsfuld - dét at man bare ønsker at ungen skal holde KÆFT ellers!?
Alfred sover nu - han er glad igen.. Det er bare så satans træls, at jeg ikke har mulighed for at give ham det han ønsker.

Jeg er ved at trappe ud med amningen, da jeg skal ind og opereres d. 15. december. Det er ikke alvorlig i den forstand - jeg er blot en af de heldige, hvis skjoldbugskirtel flipper ud ved påvirkningen af graviditetshormoner. Jeg skal have fjernet hele kirtlen, da der sidder to knuder, der er ved at overtage pladsen, så mit stoftskifte går agurk. Det betyder et par dage indlagt - væk fra børnene. Ingen løft i en sum tid og måske et dræn fra halsen. Så går det jo ikke med Alfred liggende ved brystet.
Det gør ham lige nu ulykkelig om natten -- for nu er der snart ikke mere mælk tilbage. Han bliver rasende, når han ikke kan falde i søvn med den pose langt nede i svælget - og når der så heller ikke bliver tanket godt op, så mugger han. Han skal til at lære at falde i søvn selv nu. Av...

Det er dyreplageri at tvangsfodre dyr. (Måske det er sådan at være mor med overflod af følelser).

Hvad med store sylfide Marie? Selvhjulpen, dygtig og sej? Hun er der jo også med sit ikke?!

Det hele kommer også bare oveni hinanden lige nu. Juletid, gaver, børnehave start, ammestop, sygdomsforløb - altså - jeg har ikke tid til det. Jeg vil ti gange hellere koncentrere mig om hyggen, gruppekram, glade børn, det ønskede overskud og alt muligt andet fedt jeg hellere ville tilføje listen.

Hvorfor er det lige, at  jeg sidder og små-gylper ud på bloggen?
Det er nok lidt vigtigt at blive minde om, at der ind i mellem skal prioriteres. Ikke en af mine spidskompetencer.
Den her følelse af, at være fyldt til randen er ikke ideel. Mange af irritationsmomenterne bliver visket ud efterhånden; Ida bliver glad i børnehaven, Alfred vender sig til ikke at være så tæt spundet sammen med mig om natten, sidst i december er jeg på benene igen, der bliver tid til alt det sjove. Men det er vigtigt at jeg lige stopper op og får sorteret det fra, der er nødvendigt, for at komme over hullerne i vejen. Der skal prioriteres og sorteres, så jeg kan trække vejret igen.

Der bliver nok inden længe en periode på bloggen, hvor her er lidt stille. Måske starter jeg op på en frisk med en helt anden tilgang til Rappedikke. Lige nu vil jeg drosle ned og springe over udfordringerne og nyde den søde juletid, så prioriteringsfixeret som jeg nu kan være.

God dag derude

Clokolade-glad - og beskidt om munden

Vi er færdig med vores weekend, som har stået i chokolade, marcipan og mødrehjælpens navn. Det har været en fantastisk hyggelig weekend, men indrømmet; jeg er propmæt lige nu - og det er ikke kartoffelmos og kødsovs, jeg er fyldt op af.

Jeg har spist alt for meget konfekt - kender I dét, at øjnene ikke kan få nok?
Jeg tør ikke tænke på, hvad jeg har indtaget af lækkert marcipan..

Her står Mia og dypper i varm chokolade. Igår kom Berit forbi.. 

Kent, Rosanna og jeg er vildt glade for den opbakning der har været til vores konfekt-arrangement - og vi har fået samlet en god portion penge ind, som skal bruges på nogle piger, der trænger. Det er der en vis tilfredsstillelse i. Konfekt og velgørenhed kan sagtens kombineres.

Igår havde jeg Marie med derind - eller hun var inviteret med at min svoger. De to har fyldt vores dåser op med alverdens lækkert konfekt med de skønneste smagsvarianter, som jeg aldrig havde kunnet diske op med, hvis vi skulle have været igang selv. Marie nød dagen og kom hjem med chokolade rundt om munden.

Jeg kan sagtens holde mig fra dåserne (de næste par dage).  Konfekten er altså bare lidt mere lækker end ellers. Hvilket jeg allerede nu kan jeg fornemme på dåsernes indhold, der har vist været en nisse i bøtterne.... (?)

Rosanna og jeg kunne trille hjem efter 2 dage i chokolade-mekka - hvilket der ikke tales højt om... Jeg er baldret - men hold op hvor er jeg glad inden i.