Jeg kan godt blive lidt bange.. Bange for den hverdag, som alle omtaler for super kedelig og drænende for ens parforhold. Man hører ofte, at elskende går fra hinanden fordi parforholdet bliver for trivielt og hverdagen for ensformig og drænende.
Jeg læser med hos
Michael, som giver min indre undren næring i stunder, hvor jeg kan klare at se indad. Han skriver overordnet om postiv tænkning, indre ro og om at være sig selv bevidst. De emner kommer han omkring på forskellig vis og ind i mellem får han lidt skovlen under mig, så jeg i længere tid efter kan undre mig over mig selv i en sum tid.
Der er ingen tvivl om, at vi selv har indflydelse på vores hverdag og det er op til os selv, at gøre den forskel, så vi selv og vores omgivelse oplever os som nærværende og glade.
Jeg er glad for mit liv, jeg elsker min kæreste, jeg forguder mine unger. Jeg har et job, jeg altid har drømt om - jeg udvikler mig, føler at jeg gør en forskel og et godt stykke arbejde. Min hverdag er fyldt med meningsfyldthed og indhold, hvor alle mine interesser bliver stimuleret. Jeg er grundlæggende en glad pige og har fundet en kæreste, som holder mig tæt ved jorden, så jeg ikke kommer ud i ekstreme svingninger, hvor jeg kører helt agurk, river hovedet af folk eller bliver ked af det. For mit temperament er der - og kan faktisk godt komme ud af kontrol, selvom at folk nægter at tro det. Min veninde beskrev mig engang til en fest, som en stille, rolig og omfavnende pige. Det passer til dels, men der er mere under overfladen, som ulmer, hvis det får rette næring... Manglende nattesøvn, stres og en presset krop (fysisk og psykisk) er som benzin på et bål. Lige nu er jeg grundlæggende i balance.
Men jeg kan godt blive bange for hverdagen. Især den hverdag vi lever i lige nu. Det er kæmpe hårdt! Kæresten er presset på jobbet, presset herhjemme med ny baby og Ida på speed. Jeg er presset - Alfred kræver, Ida kræver, Marie kræver, vasketøj, indkøb kræver... I kender det.. Hverdagen kræver og lige nu er der IKKE plads til meget andet, med mindre jeg vil gå på kompromis.
Jeg går gerne på kompromis - jeg lader gerne vasketøj stå og nullermændende ligge. For at få rum til at smide et blogindlæg, snakke med jer, sidde ved min maskine, tage på besøg hos veninderne - alt det når ungerne sover og der er plads til at
jeg-tid kan snige sig ind. Det er jeg nød til for at overleve.
Men hvad bagefter? Så kommer den dårlige samvittighed - hold kæft hvor ser her ud, de nullermænd - vasketøjet bugner, jeg stresser.... Jeg kunne sgu også godt lige have skåret lidt ned på ego-tiden.
Hvor går grænsen?
Lige nu sover jeg på en enkeltmandsseng hos Alfred. Han skal lære at sove i sin seng og klarer de første timer godt. Derefter sover han hos mig med et bryst i munden. Vores natteroderi forskåner jeg kæresten for. Han har nemlig brug for ro og overskud til hans job, ikk?!
Jeg savner min seng. Jeg savner ham - men hvad nytter det at to er trætte og udbrændte - hvorefter jeg kommer tilbage til mit temperament og rive-hovet-af-nogen issue. Altså - jeg føler, at vi tager hensyn til hinanden og overlever fint i hverdagen. Nu holder vi os i hvertfald nogenlunde oven vande.
Men overskud er der stadig intet af. Vi hænger sammen - vi får hverdagen til at køre. Men hold kæft hvor er der ikke rum til at holde hånd eller ligge i ske. Hvis der er rum er der ikke energi. Jeg savner og alligevel kan jeg ikke se mig ud af, at jeg slet ikke magter. Når jeg ikke har Alfred hængende i patten om aftenen, så har jeg ikke lyst til at bytte ud med Henrik. Orker det sgu ikke!
Jeg tør så til gengæld ikke tænke på, hvad han tænker om mig.
Når han kommer hjem om aftenen er han træt. I stedet for at få plads til at læse nyheder eller smide benene op, kaster jeg Alfred i armene på ham, så jeg kan lave aftensmaden og få skuldrene op på plads og rettet ryggen. Ikke på noget tidspunkt kan vi sidde og drikke en kop te sammen og sludre om løst og fast. Vi hænger i og sammen.. Og får 3 ungers hjulet til at spinde.
Om han mon ser på mig som kvinden i hans liv? Lige nu og her? Det håber jeg ikke.. ærlig talt. Jeg ved ikke hvad jeg ligner, til tider. Jeg får knap nok plukket mascara klatterne ud af øjenkrogen om morgenen efter mit turbobad, da Alfred hyperventilere af ked-af-det-hed, når jeg tillader mig at bade, mens han er vågen. Så er der jo ikke janke janke på programmet. Hvad bilder jeg mig egentlig ind?
Jeg fiser rundt hele dagen og får slet ikke gjort mig til, så han kan sende mig stjålne blikke og godte sig over, at jeg er hans kvinde. Nu er jo blot mor til hans rollinger - hende med det grå skær i ansigtet, gylp på skuldrene, fedtet hår og tandsten.
Jeg er stolt af at være mor til hans børn! Men stolt af at være hans kvinde.. Nej - det skammer jeg mig lidt over... for kvinde, elsker og fræksak - det er pst-forsvundet.. Det der minder mig om kvindelighed lige i øjeblikket er en stiv spiralsnor der irriterer i mit fødested.
Jeg er bange for hverdagen! Jeg er bange for, at det bliver svært at vende tilbage. Jeg forstår godt at folk går fra hinanden indenfor de første to år af børenes liv. Ohh boy, jeg mærker hvor hårdt det er. Heldigvis er jeg opmærksom og instruktør i min egne hverdag, men i øjeblikket er budgettet ikke til en storfilm med sats på en Oscar.
Hvorfor vælger I så at få så mange unger?
Det er jo ingen hemmelighed at det er hårdt med 3 børn....
....jeg ville ikke være en af de søvnløse nætter, gylpen på skuldrene eller patteriet foruden!
