Jeg har i denne uge forsøgt at samle nogle informationer ind i forbindelse med at få gang i min
skrive proces igen. Jeg har ikke haft filen åbnet siden februar - jeg er gået fuldstændigt i stampe i beskrivelsen om de første 3-4 år af mit liv.
Meget af skriveriet bygger på få minder - mindre gode faktisk. For at få bygget en beskrivelse op, er jeg nød til at spørge mig frem. Jeg er faktisk ret afhængig af andre. Det er slet ikke så let!
Min far er svær at få detaljer ud af. Han skal være forberedt på, at vi skal snakke om den tid.
Jeg konkluderer, at det må være en hård tid at mindes, for Mor gjorde livet svært for alle. Min far har slugt mange kameler. Kameler som ikke er værd at erindre.
Det er lidt en udfordring at komme videre på det afsnit, når mine erindringer springer i tid og det midt i mellem ikke sådan lige er tilgængeligt!
Hvem havde sagt det var nemt at skrive en erindringsbog? En bog i det hele taget?
Da jeg var i sommerhus i denne uge, var jeg så heldig at få en snak med min tante, som har kendt til min mor siden hun var 11-12 år. Hun har kendt til det forhold mellem min mormor og mor, som nok var en af årsagerne til, at min mor blev til den, hun var. Det blev for mig tydeligt at se, at den sociale arv går videre, hvis der vel og mærket ikke kommer et skelsættende sted i livet, der baner vejen i en anden retning.
Jeg fik et klart indtryk af, at min mor har haft et hårdt liv! Inden hun altså startede på livet med min far.
Når jeg sidder midt i mit navlepilleri og tænker på mine oplevelser, mærker en vrede og en følelse af, hvor meget kærlighed vi har manglet, så kan jeg godt få et stik af medfølelse. Min mor har haft det svært. Virkelig svært. Hun har haft sine grunde til at gemme sig væk i misbrug..
Jeg har ikke haft det store kendskab til hendes tidligere liv, men min forståelse er blevet bredere.
Der er dog stadig situationer, hvor jeg selv var involveret, som jeg slet ikke forstår. Hvordan kan man f.eks. være så langt nede, at man lukker sig inde på et hotel i Odense med sit barn på 3 og hælder sovepiller i sig selv og barnet, bare for at få ro til at forsvinde ind i rømmeland?
Jeg bliver så rystet. Når jeg ser mine unger for mig! Det kunne have været mig i den situation... NEJ!! - men jeg tror jeg forstår!? lidt af det i hvert fald.
Hvor langt ude er man egentlig, når man er drænet for sund fornuft og ansvarsfølelse?
Jeg tror et eller andet sted, at jeg fornemmer, hvor elendigt hun har haft det! Hvor gør det nas helt inden i, at hun har haft det sådan et skidt barneliv! Hvor er det skidt at hun giver det videre til vores!.
Jeg tænker faktisk; havde jeg virkelig ikke kunnet give hende en form for mod og glæde på livet... især i de svære stunder? Et lille uspoleret og glad barn?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver det her indlæg.. det har været længe undervejs og ordene har ikke flydt fra mig. Jeg har nok mest haft brug for at lade ordene vælte over hinanden i håb om at det giver mening. Jeg finder meningen i oplevelserne, men med den forståelse jeg nu har for min mors barndom, sætter min egen i en mere markant ramme.
Mine brikker falder på plads efterhånden. Brikker som giver billedet den sidste dybde.
