Matrikel kuller

Jeg er taknemmelig for jeres bekymring/interesse over min fraværelse på bloggen de sidste 5 dage. Af hjertet tak.

Jeg erkender blankt - jeg har været mega træt af min hverdag den sidste tid. Min tilstand er besværlig. Nogen tænker måske, at jeg lille nips ikke har noget at brokke mig over, men jeg kan knap nok slå en prut uden af få en plukve. Jeg burde springe rundt så let som ingenting. Men fakta er, at det gør ondt over det hele.

Jeg har ondt, når jeg kører over et vejbump. Jeg har ondt, når jeg rejser mig fra sengen om morgenen - det tynger meget og jager op i skroget på mig, når jeg får sammentrækningerne. Det bliver hyppigere og hyppigere at der kommer flow i det, så mine dage er så mega rolige. Mange af dagene fungerer jeg og holder mit humør oppe.

Men den sidste tid har jeg være lidt trist og træt af dagene. Jeg savner at kunne gå en tur - i det hele taget få frisk luft. Jeg har ikke været sådan rigtigt udenfor i naturen siden november. Jeg sukker efter vind i håret og lidt sundhed på min nu meget blege hud. Jeg synes jeg ser så usund ud. Gennemsigtig.
Idag havde Henrik min bil. Jeg tænke, at jeg da sagtens kunne gå de 10 minutter ned og hente Ida i dagplejen med klapvognen foran. Det kunne kun gavne.
Allerede på vej derned - Marie gik med klapvognen. Jeg gik ved siden af, løftende på maven, fordi det gjorde så nas i bunden af livmoderen. Det nytter bare slet ikke noget.

Det kan være svært ikke at blive lidt bitter i øjeblikket...
billedet er fundet her og er meget sigende.. 

Jeg prøver så ihærdigt at holde humøret oppe. Men jeg har været så eddike bitter over, at jeg ikke har noget positivt og spændende at berette om. Jeg har været bidsk og indadvendt. Min hverdag er min graviditet og det plager mig, at jeg ikke kan sprudle og inspirere. Derfor har jeg ikke været så aktiv på bloggen. Jeg havde brug for lidt afstand.
Jeg er glad for min tilstand.  Men de hæmninger, som jeg døjer med, har jeg til tider svært ved at leve med. Det fylder så meget hver dag - fordi det er så uundgåeligt. Sidste uge var bare for meget for mig.. den sidste tid generelt.. vi har så også haft 3½ uge med sygdom herhjemme, så måske den faktor også har influeret.

Vi har været ved Vesterhavet de sidste 5 dage. Det har været så skønt at være væk. Jeg har ligget på gulvet foran pejsen og kogt som en krebs. Jeg har læst, strikket og spillet med pigerne. Det har givet mig en portion overskud.

Jeg er tilbage nu - meget af min opfyldning her i hverdagens trummerum kommer fra jer læsere på bloggen. Tak for det. Vesterhavs vind på kinderne gør godt... :-)

Jeg glæder mig så meget til april. Jeg har selv en fornemmelse af, at fødslen kommer før tid. Jeg håber og gør alt hvad jeg kan for at klare marts ud. Så har jeg rundet de. 36 fulde uger. Det skal jeg gerne klare - 7-9-13.
I morgen skal jeg på OUH og scannes igen. Det bliver spændende at se, hvor meget lillemanden efterhånden vejer. Mere om det i morgen.

Graviditetsbilleder

Jeg har virkelig forsøgt at få Pomfritten (manden-min) til at tage billeder af maven med Alfred i. Jeg kan dog bare ikke overføre min interesse i foto og kunst til ham. Desværre - så billederne bliver lidt for almindelige og kedelige og ligner ind i mellem mest af alt en blodsprængt badebold med bamsenavle.

Jeg vil egentlig bare gerne forevige min mave - sådan på den fede måde. Det er sidste udkald, hvis jeg skal have lavet noget særligt - og gerne indenfor kort tid.

Hvis alt går efter "min normalitet" - så kan jeg føde om 4 uger allerede. Selvom at jeg har termin d. 24. Min mave arbejder godt derudaf - og min egen fornemmelse er, at jeg skal være heldig, hvis drenge-barnet bliver inde i varmen til midt april.

Så skal jeg have taget nogle fede billeder, så er det jo egentlig nu - hvis jeg skal nå det. 

Jeg så et smukt billede hos Marie sidste år. Hun havde fået taget et rigtig lækkert billede af maven. (tror hun har taget billedet af sin side) Men det var et skønt skønt billede. Hendes yndefulde billede - blev totalt tatoveret med kæmpe gul signering fra fotograften - man skulle ikke være i tvivl om, hvem der havde taget billedet. Hvilket Marie var vildt ked af, forståeligt nok. Det var jo den smukke mave og ikke fotografen, der skulle huskes.. 

Anyway - der er mange måder at forevige på - og mange kunstnere (fotografer) gør det på deres særlige måde.

Nu har jeg googlet en masse graviditesbilleder og fundet mange ret flotte. 

Dette her billede synes jeg er sjovt - men jeg kunne nu ikke tænke mig, at stå model til sådan et udtryk. Tror sgu ikke Henrik ser så "nydelig feminin" ud oppefra og ned.... (?) 

Der er bare ting, jeg ikke lige vil dele med ham...

Billedet har jeg fundet på Babybusiness, hvor der linkes videre til en amerikansk blog - som viser noget "anderledes" (læs kiksede) graviditetsbilleder frem. Altså - udtrykket vælger man jo selv, ikke?

Jeg er gået i tænkebox... Jeg synes nemlig, at mange af billederne også har noget "erotisk" over sig, hvilket jeg slet ikke bryder mig om.. Det skal være enkelt og ligetil men anderledes. Sådan noget med synlige brystvorter og køn - kan jeg slet ikke arbejde med.. Silluetter, masser af skygge og sort/hvid synes jeg er meget fint.

Dog må jeg pointere, at jeg stødte på mange sider,  hvor fotografen fanger det smukke... Se blandt andet her, her og her. Så er der i hvertfald et udpluk, som kan skabe lidt inspiration. 

Hvis I evt. kender til en side, hvor der vises nogle helt fantastiske mavebilleder frem, så send mig endelig et link.. 

Når nu der ikke længere er plads

... i min vinterjakke, så må jeg ty til andre løsninger. Jeg er bare alt for nærig til at investere i et nyt "telt", som jeg kun har bruge for et par måneder mere.

Og når nu jeg sidder her indenfor i vinterkulden og ikke kan komme for meget omkring, så har jeg påbegyndt nyt strikke projekt.
Jeg har lavet noget der ligner halvdelen af jakken på billedet. Det er et stort projekt - synes det i hvert fald, eftersom jeg har 25 nøgler garn liggende. Men tjuhej hvor det går stærkt alligevel.

Jakken/Cardiganen er jeg lidt vild med. Den er enkelt og ikke konet - som jeg synes hjemmestrik til voksne godt kan være.

Det er et drops design. Det er et projekt til 5-600 kr. Ikke sådan billigt hjemmestrik, men projektet i sig selv er god terapi for mig i skrivende stund.

Jeg har planer om at pifte den op med nogle andre lommer. Bare for at gøre den til min "egen". Desuden strikker jeg den i brun.

Stofsalg - primært retro

Jeg er blevet pålagt at flytte mit stof.. Henrik skal have tømt MIT krearum, så det kan laves i stand til et værelse til Marie. Der kommer jo et tidspunkt, hvor lillebror skal have sit eget, hvilket betyder by by til mit egoværelse..

Jeg har kigget lidt på det i dag. Og har besluttet mig for, at jeg må få tømt godt ud i lageret. Jeg har ret meget liggende, som jeg slet ikke aner, hvor jeg skal lægge hen. Der er simpelthen slet ikke plads.. Der er en masse store stykker retro stof og små - velegnet til patchwork.

Jeg har lavet 6 poser med nogenlunde samme farvenuancer, som jeg sælger. Der er nogle ret store stykker i mellem - det skriver jeg lidt om under hvert billede.

Lyserøde/gule/røde/pink nuancer. Ialt 1.60 kg stof. Kr. 80 + 50,50 i porto.
RESERVERET

Lilla/gul/blå nuancer. Ialt 750 g. Kr. 70 + 40,50 i porto RESERVERET

Lyserøde/pink nuancer: Ialt 1 kg. kr. 80 + 40,50 i porto
RESERVERET

Lyserøde/grønne nuancer - store stykker primært - ganske få små. Ialt 1,25 kg. Kr. 85 + 50,50 i porto
RESERVERET

Blå nuancer.
Der er to pakker med samme stof - pr. pakke ialt 1 kg. stof. Kr. 75 pr + porto 40,5 kr.
0 PAKKER TILBAGE

Grønne nuancer: der er i alt 1.80 kg stof.
Porto for det samlet 50,50 kr med b-post.
Den kan deles i to, hvor jeg fordeler farverne ligeligt. Ialt for hele pakken 75 kr pp.
RESERVERET

Er der nogen af pakkerne, du gerne vil have, så send mig en mail - tryk bare lige her. 

That's the way it is

Jeg er endnu engang ude at få kørt en kurve. Igen for mange af de små spændinger.
Jeg har en mistanke om, at det er blærebetændelsen, som ikke er besejret endnu. Forhåbenligt.


Dog er det sådan resten af min graviditet forløber, som regel. Der skal ikke ret meget til. Irriterende nok. Umiddelbart har jeg ligget i sengen hele ugen pga sygdom. Idag har jeg så været oppe på benene igen. Så det er jo ikke for meget gåen rundt, der er galt.

Allerede igår tænke jeg på, at jeg hellere måtte tage herind i dag. Man har jo sine fornemmelser og kender rutinen, når det nu er 3. gang.

Jeg er ikke bange overhovedet. Der er styr på det herinde! Men hold kæft de knokler på. Her er 1. jordemoder til at køre afdelingen. Det er så urimelige forhold! Både for de nervøse gravide og jordemødrene.

Nedskæringer min bare r...

En opfordring

Hvad skal jeg sige, når manden ringer hjem og opfordrer mig til at køre ud til min far og smide mig i min seng på barndomsværelset? Så jeg kan få noget ro og blive frisk?

Velment bestemt.
Så er der ingen der hiver i mig eller afbryder mit sygdomsforløb - eller forlænger det. Jeg burde sig ja tak og springe afsted med min dyne og pude.

Men jeg kan ikke få mig selv til at forlade bulen. Det er her jeg skal blive frisk igen. Her finder jeg ro og fred.. selvom at pigerne hopper i sengen.

Det kan jeg da ikke bare lige gøre... forlade ansvaret, selvom at mit ansvar ligger i dvale under 3 lag tøj og dyne. Måske er det en mandeting - at ønske sig alt muligt ro og fred.. jeg synes bare, at det virker forkert!

Tak ellers!

tisse.F**cking.kone

Jeg er lige væltet ud af sengen.. Ligger syg siden i søndags med influenza. Ja - vi har endnu ikke sluppet taget på al den sygdom. Hvorfor troede jeg egentlig, at den sprang mig over? Nej da - Chris - nu kommer jeg og fanger dig.. Og det er f... ikke engang sjovt!

Og for det så ikke skulle være løgn - så har Ida grædt hysterisk hele natten. Hun vågnede op og rev sig i bleen og var så frustreret og ked af det. Efter et nærmere kik - så kunne vi godt se, at hun var lidt rød, men ikke sådan, så hun burde have gået så agurk. Men efter en masse forsøg på at lette hendes ubehag (bad, numsecreme, kold kogt klud, you name it) intet virkede.
Hendes nat har været ulidelig. Vi har revet os i håret for at gøre det godt for hende - uden held. Det gør så jammerligt ondt, når man intet kan stille op for at trøste sit barn...

Sidst på natten kørte det så i maven på mig af udmattelse. Plukveerne kom væltende, så nu var vi to, der var frustrerede. Jeg tudede af træthed og bekymring - Ida, fordi hun ikke kunne få ro i "røven".

Manden lå bare der og var vist lettere opgivende og rådvild. Marie sov - heldigvis.

Ida har været med far til lægen. Et lettere angreb med svamp. Jo tak - ved vi ikke alle, hvordan det føles eller? Forstår sgu godt, at hun slog febrilsk på bleen. Vi prøvede på et tidspunkt at give hende luft, men jeg var bange for, at hun havde kradset sig til blods. Det har været ulideligt for hende.

Lige nu er vi andre bare kvæstet. Jeg magter slet ikke at komme ud af sengen. Maven er i ro. Men jeg er tung i hovedet af sygdom, som åbenbart hen over natten er blevet værre. Manden er på job - fatter ikke han holder hovedet oven vande.

Jeg giver snart op!

Voksi´ going danish

Her er mit voksibetræk. Jeg er bare blevet så glad for det færdige resultat. Som jeg har beskrevet tidligere i dag, så er jeg væltet bagover af overraskelse over det stykke arbejde, der ligger i sådan et betræk. Jeg tænker, at der selvfølgelig skal være en portion rutine i sådan et stykke arbejde. Når man prøver det første gang, så famler man sig lidt i blinde, hvorimod har man syet dem en masse gange, så springer man nok en masse tankevirksomhed over.

Dog må jeg understrege, at der altså er så mange detaljer i posen + applikationer, der kræver lidt koncentration. Det har været ret underholdende og udfordring, ikke mindst.

Nu ligger posen ellers klar til lille Alfred - ja det er blevet navnet. Og det bliver nok ikke lavet om - Ida render rundt og siger, at lillebror kommer ud til påske og at han hedder Alfeed. Navnet er vi glade for - desuden kan vi ikke lave det om nu, hvor Ida har taget det til sig :-)

Applikationen kræver lidt forklaring. Måske har du allerede genkendt motivet?

Applikation og broderi

Jeg har en særlig kærlighed til Mariann Doherty´s grafiske illustrationer.  Hvis der ikke er en klokke der ringer, så kig forbi going Danish. Hendes illustrationer vækker en masse nostalgi og lethed. Og så taler de altså bare til børn og barnlige sjæle.

Elefanterne her er så bedårende. Så med særlig tilladelse har jeg fået lov af søde Mariann, at applikere disse elskende elefanter. Er den ikke lige i skabet på sådan en kærlighedsdag som i dag? Jeg er i hvertfald så glad for udtrykket og fordi jeg har fået lov. (Tak Mariann!)

Rigtig god valentinsdag.

Voksi-workshop

Weekenden er slut og jeg er så mættet efter en workshop fyldt med hygge, lækkerier, kyndig vejledning og tøsesnak.

Det er så inspirerende og kreativt gødende at være sammen med piger, som elsker at lave det samme som jeg. At sidde med næsten begravet i stoffer - ikke de euforisernede af slagsen - giver mig en særlig glæde, som mange af jer i blogland sikkert deler med mig. Så det behøver ingen uddybelse.

Denne her voksi-workshop, som Lis har afholdt, har været spændende. Vi, Louise og jeg, har fået lavet hver vores pose til de små i vores maver. De har fået hvert deres udtryk, hvilket er det særlige ved at applikere. Det bliver så personligt og særligt.

Derudover har jeg fået øjnene op for, hvilket stort arbejde Lis sidder med, når hun laver disse på bestilling. Det har taget os 2 hele dage at lave poserne færdige. De er virkelig tidskrævende og kræver tålmodighed og sans for de fine finesser. Jeg forstår så absolut, at folk er vilde med Lis´ voksibetræk. Købere har så også bare at værdsætte det færdige resultat - for det komme ikke af sig selv eller uden en reel interesse og kærlighed for "jobbet". Det har virkelig overrasket mig. Men det finder man jo først ud af, når man har fingerne begravet i "kagen".

Måske var vi gravide måske en del timer mere om jobbet, end Lis var?! For mit vedkommende havde jeg i mente, at det ikke sådan lige var til at komme omkring og at det var med at tage den med ro. Måske var det derfor, at jeg i stedet kastede mig over kage og guf?

Jeg er mættet nu og træt. Jeg er træt i maven - bogstavelig talt. Jeg har smæsket mig i kage, lækkert guf, frugt, multebær og drukket tranebærsagt - tænk at Lis´havde det i mente :-) Hun er gennemført på mange måder! Jeg kan ikke rumme mere - især ikke det spiselige. Mit hoved rummer så meget tant og fjas - så jeg slet ikke kan forholde mig seriøst til mere de næste par dage.

Min voksipose er blevet så gennemført lækker - jeg er så tilfreds med resultatet og glæder mig til at svøbe lille Alfred i den til april. Den vil jeg vise frem i eftermiddag, hvor lyset er til at kunne tage nogle fine billeder.. Desuden kræver applikationen også særlig forklaring og love-link...

Jeg er her til morgen mørbanket. Jeg har en hoste, som trækker tænder ud. Det er lige før, at jeg presser lillebror og resterende væske ud, hver gang jeg hoster. Håber jeg kan sove mig lidt fra det. Jeg orker knap nok besøget på OUH lige om lidt. Hjemme venter min dyne i hvertfald på mig!

God mandag til jer alle.

Sanse-vugge til lillebror & tanker om det forestående

Min formiddag har været fordybet i et projekt, som jeg længe har ventet på at komme igang med. Det har blot først været rum til at jeg kunne kaste mig ud i det i dag.

Jeg syede en sanse-vugge i pigeudgave for nogle måneder siden. Med liberty kantebånd og hele molevitten. Men scanningen viste jo at det blev en lille dreng - hvilket er bekræftet 2 gange nu. Så nu kan jeg ikke komme udenom det faktum at alt det tøsede skal sløjfes.

Så der er syet ny sansevugge i anonym udgave med minimalt strejf af blå. 

Jeg går lidt med overvejelserne om at lave en DIY eller en workshop på denne her sanse-vugge. Tror I at der vil være gro-bund for sådan et projekt? 

Det bliver så godt at få den i brug. Ikke mindst fordi jeg efterhånden er ved at sprænges af nysgerrighed over at se, hvilken lille fyr det er, der nærmest kaster sig rundt i mit indre univers. Til tider tænker jeg - at der må komme en enormt hyper langlemmet sprællemand ud. Jeg kan kun stå oprejst eller ligge ned, når han bevæger sig rundt - ellers har jeg en blære eller et ribben i vejen. Og hvor fedt er det egentlig at få et kung fu spart i siden eller at sjattisse i bukserne?

Der er noget helt særligt over den tid op til en forestående fødsel. Jeg glæder mig for vildt og alligevel er jeg lidt betænkelig. Processen skal jeg igennem, om jeg vil eller ej. Jeg er indtil videre gået i tænkebox. Jeg skal lave en fødselsplan med min jordemoder ved næste besøg - så falder jeg forhåbenligt lidt til ro i tankerne. 

Men at tænke tanken om at få det lille barn af os i armene bagefter, er den største oplevelse jeg overhovedet kan gennemleve. Jeg glæder mig og kan blive helt rørt ved fornemmelsen af det. Det mærkes allerede helt inden i.

Tis i en kop

... har lettet mig på mange måder idag.

Jeg har brugt hele formiddagen i en hospitalsseng. Mine plukveer har været alt for kraftige de sidste par dage - associationer om at blive stukket op i skrævet med en strikkepind, er ikke helt fejltolket, hvis jeg skal beskrive følelsen. Jeg blev sgu lidt bange igår - jeg troede, at nu var det ved at gå i gang.

Heldigvis viste undersøgelser at jeg ikke var på vej i fødsel. Jeg kunne på kurven se, at lillebror har det fint, men at der jo var mange sammentrækninger.
Jeg har bare en blærebetændelse. Der skal ikke meget til, før min mave reagerer.

Jeg måtte undskylde mig selv derinde, da jeg begyndte at grine. Tænk at jeg blev så glad for, at jeg havde blæserbetændelse? Noget man som regel forpester langt væk. Denne her var "velkommen".

Nu er der en årsag, som er løselig. I morgen er maven i ro igen.

(Det kan til tider være alt for "uhyggeligt" for mig være gravid - lige nu er jeg så udmattet af suset)

I har fuldstændigt ret

... i, at det er en super sjov vest at hækle.
Når bare man får gennemskuet diagrammet, så kører det der ud ad.

Og så er den altså bare yndig - især afsluttet. Se den færdige model lige her.

Jeg hækler dog lidt tight, så vesten her i gammel rosa er en størrelse 1 år i stedet for 2.
I stedet for at trævle op og starte forfra, laver jeg den færdig. Derefter starter jeg påny til Ida.

Så synes du også at vesten er den fineste af slagsen, ligesom jeg, men ikke kan/gider/har tid til at lave en selv, så skriv mig en mail, så sælger jeg den videre til en god pris. Det er som sagt en størrelse 1 år.

Jeg skal da ha!

Kender I ikke det, at man flyver rundt i skabene efter et eller andet at fylde i hovedet?
Vindruer, appelsiner og æbler tiltaler mig så absolut ikke! Jeg har rendt rundt siden kl. 20 for at finde et eller andet, der kan give mig et boost sukker.

Totalt latterlig sidder jeg så nu og fylder mere michelin i min allerede udspændte krop. Langt inde i skabet fandt jeg nogle marshmallows, som sikker også er for gamle. Jeg bliver sgu lidt træt af mig selv, faktisk. Jeg synes jo egentlig slet ikke, at de smager særligt godt! Jeg kan bare ikke lade være. Er det også sådan at være gravid?

Eller måske er det fordi jeg er alene hjemme. Så skal jeg bare lave lidt "ulykker". Tror jeg havde behersket mig, hvis Henrik var hjemme.. LOL

Tror jeg burde trille ind i kasse i stedet.. inden jeg brækker mig! Gud fri mig vel!

Jeg er helt euforisk og glæder mig for vildt til at komme igang med nogle hemmeligheder til forårsmarkedet i Pakhus 16 .
Desværre skal jeg ikke være med selv med bod denne gang. Jeg står jo med den lille ny på det tidspunkt - og helliger mig projekt barn 100%. Det betyder dog ikke, at jeg ikke dukker op dernede på den ene eller anden måde.

Jeg vil i den søde ventetid, kaste mig ud i at kreere nogle sponsor gaver og bakke op om projektet alt hvad der er mig muligt. Det er et kæmpe stykke arbejde Lis, Pernille og Carsten har gang i. Hatten af for deres ildsjæle!

Lige nu skal jeg bare være hemmelig og inddrage alt dette her garn fra Rasmilla. Jeg er vild med Rasmilla´s yndlingsgarn. Det er så let og overskyggende lækkert . Alle de farvernuancer er svimlende og det er umuligt at vælge ud.. Jeg har lavet vest og trøje til Ida i dette her garn - garnet er lavet af 50% uld og 50% bomuld. Altså kan det bruges året rundt - da det slet ikke bliver for varmt på de kølige sommeraftener.

Nu bliver der brugt rester til små hyggelige gaver til de første besøgende på markedsdagene i maj. Et sjovt projekt.

Et skridt mere i rette retning

Jeg kan slet ikke forestille mig, at vi kan få mere sygdom til huset. Marie har nu været hjemme siden onsdag aften med influenza. God nok er hun snart på toppen igen. Hun har ikke feber mere og er begyndt at hoppe rundt igen. Men hun er afkræftet efter knap en uge med minimal mad, så hun ligner mere eller mindre en kz-fange end en skolepige med krudt i.

Heldigvis kan jeg se en ende på det - hun har danset rundt i stuen, som hun plejer - dog afbrudt af hosteflip. Men hun er på vej! Og så krydser vi ellers fingre for, at vi andre springer sygdommen over. 7-9-13

Så der har været plads til individuel leg idag. Jeg har haft mit maleri fremme. Nu skal jeg lidt videre. Jeg har længe været i tvivl om finesserne, men nu tror jeg, at jeg er ved at finde tråden i mine forestillinger.

Jeg har nu lavet tre blomster i stof på billedet. Det kan ses på sidste billede, hvor jeg viser hele indtrykket frem. Blomsterne har jeg sat på lærredet med decoupage lim og den store ternede midte på blomsten ovenover har jeg broderet op og fyldt med bamsevat, så der kom lidt 3D effekt på billedet. Det var besværligt, så jeg har kun gjort det med den ene blomst, men det fungere rigtig sjovt.

Derudover er jeg påbegyndt at decoupere billeder af vores samhørighed på lærredet forskellige steder. Eller lige nu er det kun Marie, der pryder. Men jeg har fået printet andre billeder af familien ud, som bare skal klippes til og arrangeres, så det passer sammen.

Jeg har en forestilling om, at det gerne skal være billeder, stof og evt. silkepapir i kraftige farver, der skal overlappe hinanden i et vildt samsurium.

Slutvis skal jeg skrive en lyrisk tekst af Claus Hempler over - så det på en eller anden måde rammer billedet ind med sort tekst. En tekst som betyder noget for mig. Det skal nok blive godt, når det er færdigt.

Selvom at det tager lang tid, så hænger det altså på væggen over sofaen i stuen. Så kan jeg fornemme og tænke over udtrykket hele tiden og se, om det gør sig ordenligt ud i vores hjem.
Jeg har aldrig rigtig fundet mig tilpas med pensel og maling. Hvis I kigger inden for hos den kære AB - så skal i se løjer. Hun er vildt dygtig med både tusch, pensel, kridt og hvad ved jeg. Hvad hun ikke kan udtrykke, er ikke så lidt.

Min niche er med stof - så det kører jeg videre med på lærredet. Det er ret sjovt.

Tissemand?

Ida kom ind til mig med sin sut i hånden og råbte, mens hun pegede på sutten, "Tissemand?"


"Hvad mener du? Det er din sut?" "Neiii, tissemand!", sagde hun igen og pegede nu på et særligt sted på sutten. Altså på selve suttehovedet.

"Hmm? Nej Ida - det er ikke en tissemand - det er en sut". Selvom at der nu godt kunne være ganske få ligheder....(?) Hvis man altså tænker lidt abstrakt og måske ikke har andet i hovedet, ikke?

Lige indtil det gik op for mig, hvad hun mente.

På sutten sad der en "Nullermand! Arg ha, kære Ida. Der sidder jo en nullermand - Den skal jeg nok fjerne". 

"Tak" - sagde hun bare og gik igen.

(Marie og jeg skreg af grin)

Det er sjovt som der mixet rundt i de ord for tiden. En bussenæse er en bussemand. En nullermand er en tissemand, en børstetand - en tandbørste etc. Det er til meget morskab herhjemme.

Rul mig i kartoffelmel

Vores weekend har været noget ensidig. Marie har været syg siden torsdag og er stadig noget medtaget. Hendes krop banker derudaf i de 40 grader og kan ikke slippe taget på hende. Jeg er overrasket over, hvor mange dage det egentlig tager, at kommer over den her influenza. Den er vist nok hård ved mange?!

Vagtlægen fredag aften kunne ikke stille noget op. Altså er det jo at væbne sig med tålmodighed og bare være der for hende.

Nætterne er de værste. Feberen er her på det højeste og hun er bare skidt. Hun taler i øst og i vest, så jeg skal koncentrere mig om at forstå, hvad hun vil. 

Igår fik Marie den vildeste røde krop. Feberudslæt. Min svigermor gav os det gamle tip - vi skulle smøre hende ind i kartoffelmel. Det skulle åbenbart lindre og køle.

Hun kiggede noget underligt på mig, da jeg bad hende træde ind i brusenichen for at smøre hende ind. Rent faktisk så det ud til at gøre en forskel. Jeg kunne i hvert fald ikke se de røde pletter længere.
Det gav hende lidt ro - om feberen faldt ved jeg ikke, jeg lod hende sove, da hun endelig gav slip for natten.

Kender I det tip? Det gav mig ingen mening i starten. Men hvad gør man ikke i en presset situation?
Bortset fra det, så fik hun den blødeste hud med den kartoffelmel. Måske man skulle prøve det?

Lortet driller!

Jeg er ved at hækle den populære vest til Ida. Mange af jer har afprøvet den. Den er kæmpe kær og vil være så fin i denne her lyserøde farve..

Jeg følger opskriften via familie journalens hjemmeside. Der er altså noget der ikke stemmer.

Er der nogen af jer, der evt. kan hjælpe mig? Eller bare bekræfte, at der er noget i deres opskrift der IKKE passer! De første rækker stemmer slet ikke!

Jeg får spat!

Uhygge

Jeg har haft Marie hjemme torsdag og idag. Hun er syg og har haft meget høj feber. Nu skal indlægget her ikke handle om sygdom, men hendes febervildelse har taget en tråd op i mig igen!

Jeg ved ikke, om I kan huske indlægget her? Vi var i en presset situation, hvor jeg havde alle utænkelige muligheder oppe og vende, fordi jeg manglede svar. Jeg troede rent faktisk, at det spøgte i vores hus. Ida sov nærmest ikke om natten, kunne kun finde ro hos os, vores legetøjs "Happy Puppy" startede umotiveret af sig selv og råbte på de mest utænkelige tidspunkter "Giv mig et knus".

Det var temmelig scary at skulle ud af fjerene omkring midnat for at slukke for bamsen. Vores "hund" starter stadig på de mest utænkelige tidspunkter, men slet ikke i samme forstand som tidligere. Ida sover også væsentlig bedre og nu i sin egen seng.
Vores nye legesager - hendes fødselsdagsgaver starter stadig ind i mellem. Nu er det ikke kun hunden, men også hendes "Little people"-sager. Så spiller huset eller puslespillet går i gang med at sige dyrelyde. Hunden skal vi stadig give knus i ny og næ. Rent faktisk kan den hund spille og synge mange sange og ordlyde, men den vælger næsten altid sætningen med knuset. Jeg bliver ikke så bange mere, men jeg har altså følt, at det var så frygtelig modbydeligt!

De sidste to nætter har Marie så været helt i det røde feberfelt. Hun har drømt de mest vanvittige ting og set syner, eller?

I går nat vågnede hun to gange grædende op og råbte på mig. Første gang fik hun i sin drøm en dyne over hovedet og var ved at blive kvalt. (Klamt at vågne sådan!). Den anden drøm var egentlig ikke uhyggelig - men gjorde hende alligevel utryg. Der stod en mand på værelset og ville forære hende 200 kr. Jeg grinede lidt af hende, for at få hende til at slappe af - det ville da være fedt at få foræret 200 kr i stedet for at han sagde bøhh, ikke?

I nat gik det så agurk igen, men der blev jeg sgu også bange. Jeg sov ikke flere timer efter!

Hun kom ind igen. Ikke fordi hun var bange, men fordi hun havde det dårligt pga feberen. Hun lagde sig under min dyne og faldt til ro. Jeg troede hun sov! Pludselig sprang hun op og sagde; "Mor - jeg går lige ud til Henrik". Jeg sagde; "Hvad gør du? Henrik ligger lige her ved siden af mig".
Marie; "Nej, han kalder på mig, kan du ikke høre det? Han står lige der i døren og kigger på mig. Han vil gerne have at jeg går med". 


Jeg forklarede hende - at han sov ved siden af og hun sagde bare nå og faldt i søvn igen. Jeg er godt klar over, at febervildelser kan være meget abstrakte og køre helt af sporet. Og det er sikkert også bare dét, der skete for Marie i nat. Men alligevel lå jeg og spekulerede.

Måske har en samtale med en veninde i sidste uge, sat sine spor? Måske er jeg nem at gøre utryg. Jeg blev sgu ret bange og tvivlende i nat.
Hvad nu hvis der er en ensom mands sjæl, der trænger til kærlighed og knus, som ikke kan komme videre herfra? Hvad hvis han nu har bosætte i lige vores hus - den gamle præstebolig?
Det lyder så latterligt i min mund lige nu. Jeg tror normalt ikke på den slags ting, men jeg bliver sgu påvirket, når jeg får sat tingene sammen.

Pludselig giver det mening for mig. Eller...? Går mine graviditetshormoner agurk?
Måske jeg bare skal sove på det! Hun har jo bare haft feber!

Dum og dejlig...

Jeg har en masse alpaka rester fra et hækleprojekt, som for længst er afsluttet. Farverne er ideelle til et lille drengefarvet babytæppe. Hvorfor ikke bruge sine rester til sådan et?

Jeg får skam også brugt mine rester, men er da også nødsaget til at købe en del ekstra nøgler garn. Så smart var jeg slet ikke... Mine rester svarer til en brøkdel af tæppet.... Aner ikke hvad jeg havde forestillet mig. Jeg havde i hvertfald ikke tænkt på, at jeg selvfølgelig ville stå og mangle mange nøgler, hvis det skal kunne bruges til en barnevogn - i stedet for en halstørklæde, som nu....

Nuvel - farverne er flotte sammen og vi mangler et tæppe, så jeg fortsætter og køber garn ind. Desuden synes jeg at det er et ret hyggeligt projekt, som vokser hurtigt på en forholdsvis stor pind (5-6). Men altså!

Henrik smiler lidt i skægget og øffer: Hvad er det, man siger om blondiner?

Same procedure as last time

Hjemme igen - med samme fornemmelse som sidste gang. Dog uden den store knude i maven. Som sagt - jeg ved, at han har det godt. Der er energi på drengen, det er det vigtigste (!?)

Dog er tidspunkterne for undersøgelserne ændret. Jeg skal nu tjekkes hver 4. uge og scannes igennem i stedet for hver 8.
Han ligger inde for normal området, hvad angår vægt - dog er hans maveparti under. Ikke voldsomt, men alligevel vil de holde øje med, om han så i det mindste holder sin egen kurve. Hans vægt ligger ca. på 1100 gram.

Jeg må lade være med at tage det for tungt. Det var samme procedure som med Ida. Hun var indefor samme vægtklasse - og kom efter det, skal jeg lige love for. Og det vil bette manden her også.

No doubt about that!
Jeg bliver glad bare jeg mærker hans bevægelser og ser (ved scanningen) hans små fingre nusse rundt. Der er tid endnu til at spise sig tyk og fed.

Dagens spænding

Jeg havde ellers planer om at tage min obligatoriske morgenlur efter at huset blev tømt for børn og mand. Men jeg har alt for meget uro i kroppen.

Idag skal jeg til scanning og lægebesøg på OUH. En af de mange ekstra undersøgelser, jeg får i forbindelse med graviditeten. Pigerne var meget små, da de blev født - på trods af, at Ida kun var 14 dage før terminen. Derfor holder de meget øje med barnets vægt og generelle velbefindende.

Det er forbundet med en del tanker. Jeg bliver så nervøs og en anelse bange, når de scanner barnet igennem for at tjekke f.eks. flowet i hjernen. Der bliver talt i et sprog man slet ikke forstår og sidst (med Ida) tog jeg hjem med en følelse af, at barnet var alt for lille. Altså en følelse af, at min krop slet ikke duer til at give næring og gøre godt. Ved godt, at det er noget så latterligt at tænke sådan, men alligevel bliver man bekymret. Det kan jeg altså slet ikke komme uden om.

Jeg ved dog, at den lille fyr har det godt! Jeg er slet ikke i tvivl! Han opfører sig allerede, så jeg kan fornemme hans væsen. Han holder fest, når han hører pigernes stemmer, han markerer sig, når jeg går til ro. Han puffer igen, når jeg giver ham et klem. ALT er som det skal være.

Jeg håber bare, at de ekstra kilo, jeg har taget på i denne graviditet også sidder andre steder end på mit Dolly - parti. Såfremt fødslen skulle gå i gang tidligere end ventet. Bare så han har lidt mere at stå i mod med.
Det finder jeg ud af om 2½ time.

Jeg har lige lavet hans cardigan færdig her til morgen. For et stykke tid siden var der en, der spurgte til opskriften. Beklager jeg først får svaret på det nu.
Opskriften er fra Kastaniestrik - den hedder Mosters babyjakke. Jeg har strikket den nogle gange nu. Den er strikket ud i et og har den yndigste raglan.