I forbindelse med mit
skriveri farer der utrolig mange tanker gennem mit hoved. Mange oplevelser bliver genoplevet - både på godt og ondt egentlig. Jeg har smagt på mange ting i min barndom, som andre ville falde forbavset ned af stolen over. Ofte bliver jeg spurgt;
"hvordan kan du overhovedet sidde her i dag og være sådan rigtig til? Altså dig Christina - med begge ben solidt plantet i jorden".
Så sent som i mandags havde jeg en lang snak med min veninde om bogen og om mit liv generelt. Maja, som min veninde hedder, bruger meget tid på en ungdomsgruppe, som har samme bagage at bære på, som jeg har haft. Det stykke arbejde, som hun og hendes kære mand gør for "os", gør netop den forskel - at vi i og for sig
har en mulighed for at bryde op med den sociale arv.
Vi snakkede meget om, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre - at blive et helt menneske, trods negative påvirkninger. Det har i min underbevidsthed arbejdet derudad de sidste par dage.
Indrømmet - vi, som har haft en mindre farvestrålende opvækst, vi får nok aldrig lukket alle hullerne. Vores fundament er ikke sejt ind til inderste sokkel. Der vil altid være følelser, som i en eller anden forstand præger vores fremtid - følelser, som ind i mellem godt kan spænde ben for os. Jeg
har i den grad været mit hyr igennem for at nå til den grundsten, jeg står stabilt op af idag. Jeg ville slet ikke kunne være i stand til at være mor/kæreste, hvis jeg ikke var nået hertil. På et tidspunkt i min udvikling - mine sene teens og først i 20´erne, var min proces
"at finde sig selv", den største udfordring, jeg overhovedet har været igennem. På et tidspunkt tænkte jeg faktisk,
"hvis jeg klarer dette her, så kan jeg klare alt".
Jeg blev i mine barndomsår nødt til at lukke af for mine følelser. Jeg kunne i den grad ikke mærke mig selv - og jeg ville have tabt mig selv på gulvet, hvis ikke jeg havde lukket af for
Pandoras box. Det meget lukkede indre slipper man ikke sådan lige. Der skal meget til før man er klar og tør overhovedet se tingene i øjnene. Jeg var først i tyverne, førend jeg åbnede låget - og det væltede mig for en tid. Pludselig skulle jeg finde ud af, hvem jeg var og hvad jeg ville og ikke mindst - hvordan fanden forholder jeg mig til mig selv og andre mennesker. Det sidstnævnte er noget af det sværeste. Tilliden til sig selv og ikke mindst - tilliden til, at man er god nok, elskværdig og at have tillid til, at de mennesker omkring, vil en det godt.
Mistilliden har lange seje rødder ind i en. De skal trækkes ud - uden bedøvelse. Og hold op det gør nas!
Jeg vil ikke komme ind på klare tydelige eksempler, da det vil være et stort kapitel i bogen - når jeg når så vidt. Det førskrevne, gør ikke mig, til noget særligt. Altså at jeg har klaret udfordringen. Det er
fællestræk for mange mælkebøttebørn. Det er blot grundtræk, som man skal se i øjnene før man sådan bliver rigtig
hel og fri for ens arv. Desuden skal der flere faktorer til at man sådan lige bryder.
Det kræver en god portion mod at tage springet ind i æsken, som gemmer på sandheder, man i de tidlige år fortrænger. Det er en helvedes svær proces at kæmpe sig igennem. Men når man har mennesker omkring sig, der griber en, når det er slemt, så kan man faktisk æde mange lorte. Heldigvis er vi mange der klarer ærterne.
Jeg fornemmer, at jeg sådan springer lidt i indholdet i indlægget her. Jeg tror blot, at jeg pointerer, at de mennesker, som f.eks. min veninde og hendes mand, gør en kæmpe forskel for den børne/unge-gruppe. Det er de særlige mennesker, der gør os den store difference. Det er dem, der giver os modet til at åbne Pandoras box. Fordi de giver os troen på, at tingene er anderledes...
Det er nok allermest en tankestrøm, jeg har måtte af med. Mine dage har været præget af bogen og den form, den er ved at tage..
Rigtig god weekend