Idag er det dagen - 1 år siden - min mor døde. Mine tanker har kredset omkring hende den sidste måned. Jeg tror måske, at mit besøg i Silkeborg i april har sat gang i nogle ting. I hvertfald startede mine følelser med at løbe løbsk med mig, da jeg sad i bilen et godt stykke oppe i Jylland.
Jeg har meget svært ved at mærke mig selv, når noget gør ondt. Min krop er rigtig god til at passe på
lille mig, det vil sige - tingene bliver pakket godt ind og gemt væk - sikkert til at titte frem en anden god gang?! Men som jeg sad i bilen derop ad, fik jeg 1.4.7 et spark i mellemgulvet. Som jeg bedst sad dér med musik og sang i hele bilen, kører jeg nærmest af vejen, da jeg kører forbi byskiltet til Bryrup.
Byen, hvor min mor boede.
På et splitsekund er min koncentration skærpet. Min hals bliver tyk - min vejrtrækning hikser og mine øjne bliver tørre og svier - min erindring viser knivskarpe billeder fra dagene efter hendes død og sommerstunderne ved søen. Billeder der er forbundet med glæde, min mors glæde i Bryrup og ked.af.det.hed.
Jeg kan mærke mine kinder bliver varme. Jeg mindes, at jeg tænker, om det mon er soles stråler ind af vinduet, der gør, at jeg får det så hedt? Jeg ved da udemærket godt, at min følelsesmæssige reaktion var årsagen.
Flygtigt får jeg lyst til at vende bilen og køre forbi hendes tidligere hjem. Kigge ind af vinduerne. Vinduet som blev brudt op, tidspunktet hvor hun lå på sofaen. Stille sovet ind.
Eller køre forbi Kirken. Jeg har det smukkeste billede af kirken d. 5 maj 2009. Solen skinnede og alle farver var så klare. Det er de stadig den dag i dag.
Skiltene mod Bryrup og Them slog mig som en knytnæve i mellemgulvet. Jeg havde slet slet ikke regnet med, at den kom flyvende fra højre. Jeg kørte ikke forbi hendes hjem. Rent faktisk havde jeg slet ikke mod på det. Idag har jeg været forbi hendes gravsted for 2. gang, siden hun blev lagt i jorden. Jeg har ondt i maven i dag. Jeg er tom. Jeg visker så småt alle de dumme tanker og følelser væk - hendes kærlighed til os savner jeg umådeligt. Selvom at hun viste det på en skidt måde. Hendes redskaber var slet ikke bedre.
Jeg er så ked af, at jeg ikke fik sagt til hende, at jeg godt kan tilgive. Jeg vil altid mindes. Men også det gode.
Den sidste måned inden hendes død, havde vi ingen kontakt. Ikke engang var hun inviteret til Ida´s barnedåb. Jeg kunne ikke rumme hende, kunne ikke klare flere af hendes problemer eller luner. Jeg lukkede af og var hård. Jeg fik ikke besøgt hende, fik ikke sagt farvel. Jeg fik ikke fortalt hende, at jeg trods alt, stadig var hendes datter. Hun døde temmelig ensomt på sofaen.
Jeg ved godt, at det er dumt at bebrejde sig selv. Mine dage er så forskellige, hvad angår tanker og følelser omkring hende. Men på denne dag - som jeg forbinder med
min befrielsesdag, mærker jeg hende. Hun er mig nær!
Desmond Tutu har en gang sagt klogt, at
"Uden tilgivelse er der ingen fremtid"
Det kan jeg på forunderligvis godt give ham ret i. Jeg har brug for tilgivelse. Jeg må tilgive hende vores fælles oplevelser. Jeg har haft meget svært ved det tidligere. Det har jeg på sin vis stadig. Tilgivelse kan være lidt af et abstrakt begreb. Jeg tænker, at der skal styrke til at tilgive.
Ved tilgivelse glemmer jeg ikke de ting, vi har været igennem. Jeg ser ikke gennem fingre med det eller undskylder min mor´s psykiske sygdom. Det vil i alle fald være en benægtelse eller en bagatellisering. Tilgivelse er en gave jeg giver mig selv.
Jeg tilgiver for min egen skyld.
