Sommerklar!

Endelig kunne jeg hoppe i min tunika, som jeg længe har haft mellem fingrene. Broderiet er blevet færdigt og halskanten afsluttet. Jeg er blevet godt tilfreds med resultatet.

Rent faktisk har jeg "bare" syet tunikaen i lagenlærred. Jeg har aldrig broderet i bomuldstof og anede ikke hvordan stoffet ville reagere, når jeg vævede tråd igennem. Det ville være en skam at brodere et resultat, som ødelagde en ellers god kjole. Det viste sig dog, at det var ret let at brodere i! Ja - jeg er ny på det område, så nu er jeg blevet en tand klogere.

Mit broderi blev udvidet til 3 små cirkler neders i kjolekanten. Som jeg viste på bloggen forleden dag, så blev der på ryggen lavet en blomst. Men nu hvor jeg sidder og redigerer billederne, så synes jeg faktisk, at den godt må blive lidt størrere. Så måske jeg arbejder videre på den, på et tidspunkt..?!

Nu er jeg en af dem, der elsker at gå i tunikaer, løse kjoler og leggings. Denne kjolemodel er et t-shirt snitmønster, som jeg har arbejdet videre med. Den bliver der nok lavet nogle flere af løbende - jeg skal bare lige udse mig en anden teknik i halskanten - så det ikke bliver med elastik i løbegang ved hver enkelt sag.

Måske skal jeg prøve at sy smock under brystet?!

Nu har jeg endelig påskeferie. Jeg sidder her ved spisebordet med en kop fyraftens kaffe. I aften skal jeg i bio med min veninde. Påskeferie starter bare så dejligt!

Arhhh pis

Jeg er hjemme fra arbejde. Syg og med en krop der ryster af kulde. Jeg er træt af at være under min dyne. Jeg har dårlig samvittighed over at ligge her, mest fordi jeg ved, at mine kære kollegaer knokler, men også fordi, at det ikke er mere end 2 uger siden, at Ida var syg en hel uge, hvor H. og jeg på skift brugte omsorgsdage og 1. og 2. barns sygedag. En totalt ustabil kollega, hmm!

Jeg gider det ikke!

Jeg har ligget i min seng og pillet med mit layout. Christina (den anden :-) gav et fedt tip på hendes blog. Jeg har nørklet med det et par timer. Skrifttypen, hvis ikke I allerede har lagt mærke til det. Det har været underholdende.

Jeg vil nu putte mig mere til rette og begrave mit ansigt i en bog af Camilla Läckberg.

Et saerlig faellesskab

Hvis jeg, som en lille nyklækket mariehøne, går på opdagelse i den store verden, kan jeg ikke undgå at møde nye eksistenser på min vej, som jeg inspireres og udvikles af. Nogle af de skikkelser, jeg træffer på min vandren, vil printe sig ind i min nethinde, enkelte vil blot passere min vej med en lille kompromisløs hilsen. Særlige vil røre mit hjerte - i en sådan grad, at jeg hæfter mig fast med næb og kløer.

Ind i mellem kan jeg frydes og ikke mindst undres over, hvor berigende et partikulært samhørighedsforhold kan være. Navnligt betages jeg over, hvor fantastisk et fællesskab hurtigt kan udvikle sig til noget ganske særligt.

Pludselig melder spørgssmålet sig - hvordan er jeg havnet indeni denne guldmine af blomster og elegante stauder? Mit liv i almindelighed bliver pludselig beriget med meget mere! Det er jeg slet ikke være i tvivl om! Mariehønen i Sneglehuset giver mening.

Skabet bliver med et fyldt med fantastiske erindringer, glæder, venskaber og stærke bånd. Bånd der forbinder punkterne mellem os alle - med ufattelig smukke og varige billeder!

Jeg er sikker på, at vi får godt vejr i morgen!

(Jeg har haft huset fuld af veninder lørdag og søndag. Jeg er mættet og fyldt med glæde! )

Trygt og omsorgsfuldt?

Noget der kan gøre mig rasende er dagplejesystemet! Især under sygdom!

Vi har den bedste dagplejemor, man kan ønske sig og Ida elsker hende overalt på jorden. Heldigvis er hun sjældent syg. Men de sidste to dage har hun dog været ramt. Sikkert af alt den sygdom, de små unger har døjet med i vinteren - hvilket ikke er så lidt.

Selvfølgelig skal vores kære L. have lov til at være syg - men jeg kan blive så ked af det, når Ida så skal i gæstepleje. De er meget sammen med de andre dagplejemødre i gruppen - både når de ses privat eller i legestuen. Så skulle Ida til en af dem, så bekymrer jeg mig ikke. De ærter skal Ida nok klare.

Men igår blev vi ringet op at dagplejecentret, som tilbød os en gæstepleje udenfor distriktet. Dagplejerne i vores by var booket, så hvis vi skulle bruge en plads - ville det være i nabobyen.
Det er så tydeligt, at der i dagplejesystemet bliver lagt vægt på, at det skal være så omsorgsfuldt, hjemligt og trygt for de små børn, så Dagplejen vil være det bedste valg for børn i aldersgruppen 1-3.

Jeg kan bare slet ikke se det omsorgsfulde i at sende Ida til en fremmed dagplejemor. Ida er ulykkelig, når hun er i legestuen med de "kendte" dagplejer fra gruppen. Ingen anden end L. er hun tryg ved. Hvordan kan jeg så få mig selv til at sætte hende af hos en totalt ukendt?

Jeg hár været den mølle igennem, da Marie var i dagpleje. Først hvor vi boede i Rødovre var der ikke en finger at sætte på systemet. Dér var der en fast dagplejer tilknyttet hver barn - og sådan var det bare. Hvis vi så var uheldige at der var 2 syge på samme tid, så trådte nr. 3 til - som også altid var den samme! Det var dejlig forusigeligt og Marie befandt sig god i det.

Vi flyttede til Odense - hvor hun indenfor 2 måneder blev kastet rundt til 3 fremmede damer udenfor distriktet. Marie var ked af det og meget utryg. Hvilket er forståeligt. Jeg blev hjemme fra skole - og tog de ekstraopgaver med, som følger med for højt fravær! Jeg fik skrevet breve til dagplejekontoret og pladsanvisningen - for f... hvor jeg synes, det er en dum måde, det bliver kørt på! Hvor trygt og godt er det egentlig? Der vil altid være ferier, sygdom eller kurser, hvor ungerne skal i gæstepleje - hvorfor så ikke lave et system, hvor det bliver en fast og tryg rutine for børnene? Jeg forstår det slet slet ikke. Marie startede før tid i børnehave og blev glad igen!

Jeg kan kun sidde her og få ondt i maven, når Henrik bestemt siger, at det ikke nytter noget og at hun bare skal afsted! Jeg mener, at det er et overgreb på sådan et lille barn! Især når man ved på forhånd, at tryghed er noget af det vigtigste for det lille pus!

Jeg kørte grædende og vred på arbejde i går. Henrik takkede ja til pladsen hos en anden dame. Ida blev afleveret!

Heldigvis var den nye dame så fantastik hjertelig - så Ida blev hurtig vild med hende! Hun har været der i dag også! Ida har nydt timerne, være i sandkasse. Hun har altså leget og ikke være ked og siddet på skødet.

Måske er jeg god til at piske en stemning op? Måske er det bare Ida, der overrasker? Men jeg synes, der er noget, der ikke fungerer. Jeg er ikke typen, der beklager mig og brokker mig, men jeg synes bare ikke, at det er i orden, at der er så mange fremmede mennesker inde over de små børn. Dét er fordelen ved vuggestuer - her vil der altid være en kendt voksen hos børnene - på trods af sygdomsperioder!

Det endte selvfølgelig godt - men hvad hvis der havde været en dårlig kemi? Jeg ville aldrig have tilgivet mig selv!

Kaerlighed

... Rød i hovedet blev jeg i aftes, da der kom bud med en buket blomster til mig. "Er I sikre på, at der står til Christina???"

Glad og meget overrasket blev jeg. og fyldt med varme..

Det der med at dele sådanne ting med ens kollegaer, vender jeg mig dog ikke til. Jeg kunne have krøbet i en hule...

DIY - Indlaeg ude af kontekst

Kender I dét, at når man mindst venter det, så får man en tanke eller følelse ind fra højre, som enten bringer eftertænksomhed, glæde, sorg eller måske direkte latter med sig? Det kan være musik, en duft en følelse eller måske bare stemningen i kroppen her og nu?

Jeg kommer altid til at tænke på Henriks kammerat, når jeg tisser efter at have spist asparges! Det er totalt langt ude. Jeg har ingen trang til at forbinde vennen med min tissetår, men det sker helt af sig selv.

Henrik fortalte mig for lang tid siden, i en anden sammenhæng (måske i en mad-snak), at vennen aldrig spiser asparges. Hvilket jeg altså slet ikke forstår! Det er jo en fantastisk spise... Men efter at Henrik fortalte mig at årsagen, forstod jeg så småt, eller?

Har I selv tænkt over, at ens tis rent faktisk lugter af asparges, bagefter at man har spist denne sunde grøntsag? Det havde jeg aldrig indtil da. Igår fik vi asparges igen. Det er ganske sikkert, der er ingen tvivl om, at tis´en pludselig er med flavor.. Det passer - prøv selv!


Jeg er ret lallet i dag. Beklager - det er totalt latterligt et indlæg - men jeg måtte simpelthen bare dele det med jer! Jeg vil vædde med, at I vil tænke over det næste gang I spiser asparges. Eller skift ud med guldkorn - det skulle vist være det samme!

Vil du se min smukke navle?

Ida fandt sin navle idag. Kroppen kom ikke det det minder om en tur under vandet..

Ida´s "øuhhh?" genlød på badeværelset og "hulu bu lu" navlen fik nogle ubarmhjertelige tryk.

Jeg bliver ind i mellem så overrasket over hendes undren til Verden. Jeg kan godt forstå, at hun er nysgerrig og undrer sig over de nye ting, hun møder på sin vej. 

Et lille uskrevet blad - hendes spæde start på en hel roman.. 

Men jeg venter stadig på en virkning. Hvor kunne det være skønt med en usynlig (sovende) Ida i nat.

God aften til alle i blogland

Nyt broderi mellem fingrene

Jeg bliver så glad, når jeg vågner om morgenen i øjeblikket. Det er ikke længere mørkt kl. 6 og fuglene synger. Det fylder mig altså med ekstra energi, hvilket jeg suger til mig i stor stil. Solen skinner og foråret og spirerne pipler frem. Er der noget mere fantastisk? Der er helt klart noget om at "mennesker bliver forelskede i denne tid". Jeg bliver i hvertfald glad helt ned i maven!

De stille aftener bruger jeg dog i øjeblikket alene. Strikketøjet er skiftet ud med nål og tråd. Teen når at blive kold. Jeg broderer - forstyr mig IKKE! Jeg er blevet ret fasineret af at brodere. Faktisk var det lidt på forsøgsbasis, men nu bliver jeg inspireret hele tiden til nye broderier.

Det er en tidsrøver, det broderi. Jeg har heldigvis god tid til det i disse aftentider - H. er nemlig lidt optaget af fodbolden i flimmeren. Jeg selv har nok i mine ideer og tanker. Til tider er det godt at være selv for en stund.

Broderiet her er en blanding af kædesting, franskeknuder, tungestingshjul og kontursting. Når jeg er færdig skulle det gerne blive til en tunika.

Hvis I ikke allerede har været et smut forbi Lis idag - så har hun gang i en meget væsentlig debat. Det er en meget spændende læsning om den inspiration vi giver hinanden...

Guld i ophaeng

Behøver jeg sige meget mere end at pigen er træt og over-lykkelig. Ikke til at skyde igennem.

Og med guldmedalje om halsen

F... om jeg er stolt!!!

og har umådelig ondt i røven af at sidde på en klapstol i 6 timer..

Tyndskid

Marie er nervøs for i dag.. allerede nu har hun været ude og bummelumme flere gange..

Det er ikke omgangssyge ... heldigvis..

Billedet er fra februar 2010

Kryds fingre for hende kl. 12... hendes hold er det første der skal på!!!

Kunstfabrikken

Jeg har været på besøg i Kunstfabrikken i dag. Jeg er så kartoffel heldig at få lov til at være med i et nyopstartet projekt, som  stylist og designer Pernille Albars stå indefor. Hvis du er en af dem, der har købt "Kreative Kvinder" så vil jeg vædde på, at du ved, hvem hun er. Og så er hun bosat i Odense - det anede jeg ikke!

Jeg var ude og hilse på Pernille idag. Rent fatisk lå hun vandre i luften, men havde afsat en stump tid til at hilse på mig. Butikken åbner i morgen med reseption og hele svineriet, så hun havde lidt at se til! Totalt inspirerende og levende pige.
Jeg fik lyttet og blev sat lidt ind i sagerne - jeg havde dog en noget krop-umulig Ida med, så det med snak og sugen til mig, venter klart til en dag - hvor jeg kan få Pernille for mig selv... Altså I ved hvad jeg mener! Men jeg fik afleveret mine sager, så de kunne blive hængt på bøjle inden den store dag.
Men jeg kan fortælle om mine indtryk! Da vi kom ind i butikken blev vi mødt så varmt og nysgerrigt, så jeg kunne have kravlet om bag Ida´s pærerøv og gemt mig.

Det var den lækreste butik. Hvis du er til lysekroner, gamle tallerkenrækker og små løgplanter og nyt lækkert legetøj og klæder fra kreative nye designere - så vil du ELSKE denne butik. Alt det hvide i det grønne med alle de lækre farver til de kære børn og voksne gik lige i min fotocelle. Det er sådan en lækker butik og jeg ville ønske - at jeg kunne sidde der hver dag med min symaskine og drikke neskaffe og sludre med de andre leverandører, Pernille og ikke mindst Else.

Else er en ganske særlig dame. Hun laver selv en masse legetøj og andre sager, som er i lige i vinkel hos ungerne. Ida forelskede sig i en af hendes dukker. Den fik kram og kom en tur med rundt i butikken. Jeg kunne ikke få mig selv til at spørge, om jeg kunne købe på forhånd, da det var den eneste af slagsen..

Men Elses sagers indtjening går til et godt formål. Hele baduljen går til en børneafdeling på Odense Universitets Hospital, hvor børn med hjerneskade, lever/nyer problematikker, Diabetes og andet, bruger deres tid ind i mellem. Spørg lige om det er i min ånd.
Mange af de børn, som besøger den helt særlige afdeling H3 på OUH får glæde af hendes kreationer og overskudet.. Det er varmt ikke?!

Lige i hjertet på en pædagog, som arbejder med denne børnegruppe.

Ideen med Kunstfabrikken er at samle lidt kreative mennesker fra Fyn og skabe et butiksfællesskab. Vi skal sælge lækre unikasager i form af tøj, smykker, legetøj og mere. Lis, Karlssons Kludeskab var så åbenhjertet at anbefale mig i processen, derfor jeg har fået en hylde i butikken.  Vi er 6-9 stykker indtil videre, der har fået en finger med i spillet. Lis´sager hænger allerede opstillet derude..

Det er klart et besøg værd. Jeg kunne have fyld posen, inden jeg forlod butikken. - Jeg når desværre ikke at komme forbi reseptionen i morgen. Det er jo store Fyns Mesterskabe. Jeg må bakke Marie op i hendes nervøsitet :-) Men mine tanker vil være hos Pernille - for fanden det bliver et spændende projekt at være en del af!

Bak op om Kunstfabrikken - bliv fan i vores facebook gruppe :-)

Brevet i skuffen.

Jeg ved ikke, om det er underbevidstheden der spiller mig et pus? Jeg har de sidste dage gået og tænkt på sidste års maj. Rent faktisk Danmarks befrielsesdag. Min "befrielsesdag". Den dag min Mor gik bort. Det lyder hård, når jeg sådan får det skrevet ned. Der er selvfølgelig varme tanke involveret - men jeg er lettet.

Nu er det snart et år siden og jeg får ofte tanker om fælles oplevelser og ser hendes ansigt foran mig. Måske er det årstiden - måske er jeg bare mere bevidst om, at det snart er årsdagen.

Idag fik jeg post fra Silkeborg Kommune. Jeg vidste med det samme, at det omhandlede hende. Et brev om min mor. Ikke et personligt, bare lidt standart post.

Jeg har lagt det ned i min skuffe. Jeg passer godt på det. I skuffen ligger brevet sammen med en pose af mine svære følelser. Jeg er god til det med indpakning. Jeg kan pakke vrede, frustration og til tider lettelse ind og lægge i posen. I øjeblikket er er ikke plads i skuffen til længslen og savnet. Jeg holder det i min hånd.

Jeg kan godt tænke lidt at mine følelser kan opfattes som upassende og skamfulde, og jeg har til tider svært ved at dele dem med mine nærmeste.

Jeg savner hende.. På trods.

Savnet og sorgen kan i perioder virke meget stærk og overvældende, ligesom at der også er perioder, hvor jeg nærmest kan ”glemme” sorgen. Men det er finurligt, at mine tanker og brevet i skuffen dukker op i samme tidslomme!

For 2 kr af det Bedste, tak

Vi er hårdt presset i øjeblikket. Jeg synes, at tiden oftest (læs: Altid) går op i børnene. Det er jo også sådan det skal være, men det har været en hånd tid og vi bliver ind i mellem drænet for overskud.

Ida var syg en uge i træk i sidste uge og vi var hjemme på skift. Stakkels pigebarn! Det var en hård omgang for hende.

Men det har f....., undskyld mig mine ord, været en træls omgang for os. Vores depot har ikke været fyldt op i meget lang tid. Vi har haltet efter i hverdagen det sidste år og fået det til at hænge sammen. Bare sådan "kun lige". Ida sover heldigvis nogenlunde pænt om natten, så vi får sovet godt og tilpas igennem. Vi er glade.
Vi har bare brug for luft ind i mellem. Ligesom andre forældre har. Vi trænger i den grad til at komme lidt ud sammen og være kærester. Vi har været på "date" een gang i løbet af 15 måneder. Det var skønt, men vi skulle da minde os om at nyde det, når nu vi havde muligheden for det. Vores snak gik jo på, om Ida nu var glad derhjemme. - Hun er ikke sådan en tillidsfuld pige, der springer i favnen på andre mennesker end sine forældre - så selvfølgelig bekymrede vi os. Selvom at det var uden grund.. Rent faktisk tror jeg, at det ikke er et problem for hende, sålænge jeg ikke er i nærheden. Ude af øje ude af sind?!

Nu her på lørdag er vi inviteret ud. Men jeg må blive hjemme i denne omgang, da vi ikke har nogen, der lige springer ind. Det er jeg møg træt af, faktisk. Jeg havde sådan håbet på, at jeg kunne tage med, holde i hånd, smile sødt og bare nyde at være sammen med Henrik, og fylde op i kærligheds/nærværs bøtten, som selvfølgelig skal plejes. For den er halv fyldt!
Vi holder da i hånd, vi kysser da.. alt det frække lader ofte vente på sig. Men et kys med en pige om benene eller et kram med unge mellem os eller når vi sidder ved bordet og tager hinandens hånd er der som ofte en eller anden, der afbryder. Det er dejligt med et fælles nærvær - men det er ikke den bedste invitation til en tur i kassen.

Vi har talt om det før, men nu bliver jeg nødt til at gøre mere ved det.. jeg har hørt, at man kan finde en Reserve Bedste. Men det er ikke hvem som helst, jeg vil have inden for mine døre. Der er da krav til vedkommende, der skal passe mine børn.

Jeg søger en:

• der selvfølgelig er glad for børn
• en der vil være en stabil person i ungernes liv. Det skal da være den samme hver gang, som børnene kan blive glad for og evt. knytte sig til.
• Vedkommende skal være her, fordi lysten driver.
• En der kan blive glad for MINE børn og tage dem ind.

Altså en der kan hjælpe til under sygdom, en der vil nyde at have ungerne en nats penge, så vi kunne sove ud etc. Det HAR vi også - men kun til Marie. Ida er vist for lille endnu? Jeg fornemmer i hverfald, at hun er lidt en mundfuld for vores forældre. Min far synes vist hun er sjovere, når hun kan gå og sådan. Og det respekterer vi. Vi vil ikke presse på.

Vi er i hvertfald blevet enig om, at det skal undersøges. Vi trænger til det!

Vores naboer er i aldersgruppen, hvor det måske kunne være aktuelt! Vi lå og sludrede om det sent i aftes. Kunne man ikke lave en slags ansøgning og sende med naboerne i Ældreklubben, hvor de tilbringer meget tid? Det må da være nogen, der ville elske at få lidt Brio og Libero indenfor døren ind i mellem.. eller er det ren utopi?

Ikke desto mindre bliver jeg hjemme på lørdag! Med Ida og Marie. Tøsehygge vil ikke være afvejen. Men tro mig - mine tanker vil i særdeleshed også være hos Henrik...

Et suk herfra!

I fuld flor

Jeg har vovet mig ud i et stort applikations projekt, som nu er færdigt. Lørdag eftermiddag og aften var Ida og jeg alene hjemme, så mine vågne og Ida´s sovende timer, blev brugt til at sætte blomster-eng på en nederdel.

Jeg har længe villet ændre udseenet på min nederdel med ribkant. Faktisk er jeg nok mere blevet udfordret til det, da Julie skrev i en kommetar i forbindelse med Nederdelen med Lommerne:

"ME LIKEY! Den er lige i øjet, jvf. mit seneste trend-indlæg. Det er ærgerligt, men de flotte og praktiske lommer, vil få alle os med brede hofter til et se endnu bredere ud. Kan man udtænke en anden løsning? En anden type lomme, et andet sted? Nu brainstormer jeg bare, ik? Jeg synes den er super flot. Rib styrer!"

Det fik jo mine tanker i gang. For jeg kunne godt se hendes pointe.

Resultetet blev dette.

Jeg er vild med applikationer og har ladet mig inspirerer big time denne gang. Jeg er faktisk temmelig godt tilfreds med udgaven. Der er farver, spræl og unika over billedet. Det er ikke en nederdel jeg laver mange udgaver af. Det tager nemlig laaaang tid at klippe, sætte vliseline under, sy omkring og rent faktisk - så har jeg været igang med nål og tråd igen. Der er broderet omkring blade og enkelte blomster med Franske Knuder, Kædesting og Stikkesting.

Nederdelens pasform er som altid perfekt. Den er lavet i twill med stretch og klassisk rib i taljen. Og har tømt ud i mine rester.

Jeg er spændt på, om jeg fik løst Julies udfordring? 

Hvis 3. gang ikke er lykkens gang....

så smider jeg altså lortet i skraldespanden!

Jeg har nu trævlet denne striktrøje til Ida op 2 gange. Jeg er en kæmpe klovn, der ind i mellem springer over hvor gæret er lavest. Hvornår lærer jeg egentlig at lave en af de dersens strikkeprøver?

Hvor jeg tidligere måtte hoppe en pind ned, for at få strikkefastheden til at passe, må jeg nu gå op.
Første udgave var alt for lille. Jeg måtte en pind op.. Tjek - jeg var ærgerlig, men tænkte pyt - jeg har jo alligevel ikke noget at bruge min tid til.
2. udgave var også alt for lille. Pis altså!! Jeg skulle i sidste ende går op til en pind 3½ i stedet for en pind 2½. Det gør det så heller ikke bedre, når garnet er strikket godt igennem..

Jeg er nu godt i gang med 3. udgave. Det ser ud til at passe...

Til strikkefolket - laver I altid strikkeprøver? Eller kan I bare det der med fastheden?

Barnets 4. sygedag - vistnok raskmeldt?!

Nu kan vi endelig se en ende på Ida´s feber-hule. Hun har tittet frem idag. Som en lille skildpadde, der har været i vinterhi. Nu er hun feberfri og har indtaget mad og drikke. Den lille frikadelle skal  nok komme på banen igen. Det er jeg ikke i tvivl om!

Endelig kan hun sende os et smil og gå en smule omkring. Hun indtog sin gynge igen, som ellers er hendes aller elskede legetøj. Næsten altså.. Morten Mus er den bedste - men han måtte ikke komme med på gyngen. Den er hendes alene - og Maries.

Tak for alle jeres søde indlevende kommentarer.. I om nogen ved, hvor trist man kan være i sådan et sygdomsforløb. Jeg har hentet meget boost i jeres ord. Det varmer mig oprigtigt.

Taknemmeligheds kram på en torsdag aften

fra C

Endelig et kreativt indlæg

Jeg har virkelig savnet at have lidt tid til at mure mig inde på værkstedet. Igår blev jeg simpelthen nødt til at rase derud ad på mine maskiner.

Jeg har længe lovet Marie en buksedragt. Jeg har bare ikke haft tiden. Forleden dag fik jeg klippet til utallige stykker tøj til pigerne. Så det var bare at starte på bunken.

I første omgang blev det til denne her buksedragt med smock. Marie har selv været med ude og købe stof til den. Det er altså bare et hit, når hun kan være med til at bestemme selv.

Hun er ved at være i det hjørne, hvor hun gerne vil have en finger med i spillet, hvad angår hendes tøj. Allerhelst vil hun gå med det samme, som pigerne i klassen. Milk og Pomp De Lux er hittet. Det er også fedt tøj, men der kommer nærrig røven op i mig. Jeg kan jo sagtens sy haremsbukser, buksedragter og posebukser, som er det hotte lige nu. Hvorfor så bruge penge på det, når man kan sy selv for under det halve?

Det er bare ikke det samme, mener Marie. Og jeg giver hende ret.. Så jeg laver en kombi. Lidt der og en masse her. Rappedikke it is. Hun er jo min vandrende reklamesøjle.

Heldigvis er hun glad for de fleste sager, jeg laver til hende.. Bedst bliver det, hvis hun må vælge stoffet..
Dette her turkise med blomster var hun vild med fra første færd! Det fåes i et par andre fede farver og er fra stof og stil..

Rigtig god torsdag til jer derude.

Barnets 3. sygedag

Ida er helt drænet. Drænet for alt, hvad der indebærer latter, smil, varm øjenkontakt og energi.

Igår tog jeg ind til lægevagten med hende. Jeg blev pludselig bange for hendes tilstand.. Det ligger klart i rollen som Mor, at man også kan overdrive børnenes sygdom?! Men som hun lå på min mave hen under aftenen, så blev jeg ræd! Hun var mat og jeg havde meget svært ved at komme i kontakt med hende. Så selvfølgelig ringede jeg til vagtlægen - pigen havde 40,5 i feber. Min største bekymring var væsken. Hun hverken drikker eller spiser. Sover blot.

Der er bare noget, jeg ikke forstår. Vi kom ind til lægevagten og der var 11 i kø foran os. Det tog ca. en time at sidde der med Ida, som ikke ænsede en dyt. Hun var meget syg! Men som jeg sidder der, tænkte jeg mange gange på; Hold kæft vagtlægen bliver misbrugt. Jeg bruger selv vagtlægen, når ungernes tilstand ikke er til, at vi lige kan vente til besøg hos vores egen læge, dagen efter. Fordi jeg bliver bange.

Men jeg bliver lidt vred, når vi skal sidde der og vente. Når over halvdelen af folkene i køen foran os, vimsede latterfyldt omkring. Ungerne fes rundt på gulvet.. Udover at der blev hostet gevaldigt, så vil jeg ikke mene, at det ikke kunne vente til næste dag. Hvor går grænsen til at vente til næste dag eller søge vagtlæge? Jeg sad der med Ida, som jeg knap nok kunne komme i kontakt med - og mange andre kunne knap nok holde styr på deres meget syge børn.

Undskyld mig mine ord. Jeg kan ikke tillade mig at dømme andres handlinger og valg. Men lige i denne situation fik jeg sgu lyst til at konfrontere enkelte hos vagtlæge-besøget. Jeg er dog ikke i min fulde ret til at gøre sådan. Jeg skal ikke blande mig. Jeg ville blot ønske, at folk ville overveje nærmere, om det liiige er helt så nødvendigt at bruge lægevagtens tid. Det er totalt fordomsfyldt. Jeg kan jo ikke sige, om vedkommende virkelig har brug for lægetiden. Og det rager heller ikke mig. Jeg var bare så led over at skulle sidde dér og være angst. Mens andre fes rundt og hyggede sig.

Ida sover. Og sover og sover. Hun har fået penicillin. Mod ørebetændelse. Pigen tager sig slet ikke til ørene. Men hvad skal man stille op? Dog kan hun ikke holde medicinen i sig. Hun kaster alt op. Jeg har nurset hende hele natten. Dyppet sutten i et glas vand. Skiftet hende utallige gange - hendes mave er ødelagt.

Jeg er ødelagt. Mine følelser sidder udenpå tøjet. Jeg har grædt og været vred. Vred på Henrik, uden grund. Totalt urimelig har jeg været. Meget urimelig. Jeg var nok pigen " der skulle lukke røven".

Jeg dur ikke til at være følelsesmæssigt ovenpå, når pigerne er så syge. Jeg hader det. Jeg bliver så bange. Efter 4 dage med høj temperatur...

Feber gå væk

Barnets 2. sygedag

Ida er syg igen. Hun fanger alt i øjeblikket.. Og det går lige i halsen på hende hver gang.

Hun har siden igår ligget på min mave. Hun forstår slet ikke, hvad det er, der skal gøre så ondt. Hun bliver så ked af det, hver gang hosten går agurk. Det eneste sted, hun kan holde ud at være, er ovenpå mig.. H er heldigvis snart hjemme, så han kan tage over. Jeg trænger til at få rejst min krop op.

Henrik tog hende med til læge i går.. åbentbart virus. Lægen nævnte, at de små pus har svært ved at komme over deres sygdom i øjeblikket. Det er lidt noget pis.. Hun kan selvfølgelig ikke gøre for, at hun er syg - men det er vildt svært at løse problemet pasning, når vi har en længere sygdom i huset.. Vi er priviligerede, at vi har mulighed for barnets 2. sygedag.. men når vi ikke har bedsteforældre, der kan tage over, så står vi faktisk lidt med problemer. Jeg sender ikke Ida halvsyg afsted i dagpleje. Men hvad kan jeg egentlig stille op?

I morgen kommer min kusine og tager Ida, så jeg kan komme tilbage på job. Jeg håber så inderligt, at hun er klar til torsdag..

Kvinde med stort K

Jeg startede Kvindernes Internationale Kampdag med at tage på arbejde, mens Henrik blev hjemme med barns 1. sygedag. Det slog mig lige i formiddags midt i morgensang, at det egentlig jo er i dag, at vi kvinder markerer vores ret.

Hø hø - jeg gjorde det så på min måde. Selvom at det absolut ikke er fedt at Ida igen igen er syg - men egentlig er det rart, at Henrik er hjemme. Mit job er jo ligeså vigtigt somhans ikke? Selvom at jeg rent faktisk havde dårlig samvittighed på hans vegne. Var det flovt at melde barn syg? Jeg ved jo ikke, hvordan mænds omgangsform er på jobbet. Jeg ved bare, at det falder naturligt, at det er Mor, der bliver hjemme.

Men hvis man tænker over det, hvor ofte skete det lige, da vi var børn, at fædrene blev hjemme hos deres syge børn? Jeg kan ikke mindes, at min far har været hjemme hos mig, hvis jeg var syg. Faktisk kan jeg erindre, at have været med min mor på job - mens jeg var dårlig. Hun var kranfører,, tro det eller ej. Jeg husker, at jeg sad hos mændene i vagttårnet, mens jeg tittede ud på min mor, laaangt oppe i luften.

Se det var pludselig to punkter, jeg kan mærke af, som omhandler kvindefrigørelse. Jeg er ikke rødstrømpe, som sådan. Men jeg er da faktisk lidt stolt af, at min mor havde et mandejob. Ikke at det var særlig sundt for hende, men respekt skal hun have, for at hun som kvinde kunne færdes på Lindø Værftet.

Som jeg sad der og dagdrømte slog det mig pludselig, at jeg ikke sådan har oplevet den store Kvinde/Mand forskel i min opvækst.
Både min mormor og morfar var i køkkenet sammen. Morfar bagte brød og lavede supper. På min far´s side mindes jeg Farfar, som havde et gaskomfur i værkstedet, hvor han ellers arbejde med sine stumper. Det var ham, der stod for at stege flæsk, frikadeller og lign. Måske fordi Farmor var træt af stegeosen i møblerne? Jeg ved det ikke, men sådan var det altså..

Det er dybest set en dejlig tanke. De havde ikke delt hverdagen op i - det her er dit job og det her er mit. I realiteten kunne man jo godt overveje, at det var generationen, hvor kvinden blev hjemme og passede børn og manden der jobbede og forsørgede familien. Det har også været gældende en brøkdel, men med begrænsninger.

Hjemme hos os i 2010 deler vi også alle arbejdsopgaver.. ... næsten..

• Madpakker: mest Henrik
• Vasketøj: Mig
• Aftensmad: Begge
• Bager brød: Begge
• Støvsuger: Henrik
• Rengøring: øhhh vist mest Henrik
• Handler ind: Begge

Strengt taget tror jeg, at Henrik deltager MEGET i de huslige sager. Når jeg snakker med veninderne bliver der ofte hønserøv! I kender godt til det, at kvinder ALTID skal brokke sig over, hvor meget deres mænd ikke deltager og dillerdaller?!
Jeg kan ikke tillade mig at brokke mig over noget. For der er ikke noget at brokke sig over. Selvfølgelig er vores verden ikke altid lyserrød. Men lige med rødstrømpede øjne, har jeg lidt en "vatnisse" herhjemme. For han er ligeså meget i "kvindebåsen" som jeg.

Nej Piger - jeg er en af de heldige af slagsen. Eller hvad?

ER det ikke bare sådan, der er i dag?  Det er der vel efterhånden ikke noget særligt i? Er det ikke alment viden, at begge køn hjælper til?
Arbejdsfordelingen er vel efterhånden ved at udligne sig? Eller ser det anderledes ud hos jer?

En sæk lopper

Marie har snart brugt 3/4 år på at træne til de kommende konkurrencer her i marts og april. Hver onsdag og torsdag er de på benene og bliver jaget frem og tilbage på gulvet af en dygtig træner..

Idag var 1. opvisning i denne sæson. Vi skulle først køre hjemmefra efter middag, så formiddagen var lang for Mie-musen. Hun har aldrig haft gang i så mange ting - som hun har haft idag. Bare for at få tiden til at gå! Det har været en vigtig dag for hende. Det skal man ikke tage fejl af!

Jeg har siddet på tribunen i 4½ time. Det gør jeg gerne - stolt som jeg nu er.

Men hold kæft hvor de ligner en sæk lopper på et alt for lille stykke pels.... Jeg fik helt ondt i maven af grin på et tidspunkt.. Der er godt nok nogle piger at holde styr på! De har heldigvis lidt mere tid at øve sig i, inden det for alvor går løs...

Marie´s hold - Micropigerne - har rent faktisk ry for at vinde guld ved Fynsmesterskaberne. Det har de gjort de sidste 3 år i hvertfald. Det bliver spændende at se, hvilken placering de får i år. Den 1. opvisning som de gav i dag - plejer at pejle pigerne mere ind på sporet. De ved nu, at det er alvor. Mon jeg så ikke vil kunne vise et billede på næste søndag, hvor pigerne er mere i harmoni?

Jeg har faktisk selv gået til rytmisk gymnastik engang på konkurrenceplan. Jeg tænkte, da jeg så dameholdet på gulvet, om jeg ikke skulle begynde igen næste sæson? Det eneste MEN der er, er nok gymnastikdragten. Jeg har ikke længe været i et cat-suit - og blive genkendt som en frikadelle klemt ned i et par alt for stramme gymnastikbukser, vil jeg nok helst undgå. Jeg kan dog stadig mærke den gnist, som Marie har i maven i øjeblikket. Så mon jeg ikke på et tidspunkt hopper ud i det? Min krop skal nok kunne bære mig igen, såfremt jeg bare tager mig sammen..

Ak ja - i første omgang starter jeg nok med Ida. Hun vil med garanti udgøre samme ynde, som jeg ville. Hendes lår i et par røde strømpebukser kravlende rundt med mor i hælene. Det kan ikke blive mere underholdende.

Gennembrud

De sidste to nætter har været en hård nød at knække. Ida har været vågen i længere tid af gangen og meget. I nat blev det til 1½ time, hvor vi måtte ind til hende, holde hende i hånden, give kram og have hende med ind i vores seng. Normalt sover hun ikke særlig godt inde hos os. Hun kan simpelthen ikke falde i søvn. I stedet går tiden med at holde fest: pille os i næsen, kysse i ansigtet eller insisterende sige "HEJ" indtil vi svarer hende.

I nat blev det mere til lidt gråd og med hovedet på min mave. Jeg har meget svært ved at sove, når hun ligger ovenpå mig. Hun vejer immervel 11 kg og er rund, som en lille søko. Så jeg skal ligge musse-stille ellers triller hun ned igen. Hvilket skærper min koncentration. Så i nat fik jeg vendt hele verdenssituationen og nusset Ida på ryggen.

Idag har jeg til gengæld været helt fra den. Rødsprængte øjne og usammenhængende. Jeg har dog fundet ud af i denne her sammenhæng, at når jeg er træt, så er jeg vildt labil. Der skal ingenting til, før jeg begynder at tude. SÅ udmattelse HAR altså en kæmpe indflydelse på det. Også selvom at det jeg tuder over er noget rart og dejligt, som et smil eller børnens iver..

Men pyt altså med den nattesøvn - Ida havde en grund til hendes uro og ked-af-det-hed. Hun har fået hendes første tand. Den har vi ventet længe på. 14 måneder gammel, skulle hun være, før den ville titte frem.

Det er jeg helt vildt overrasket over. At der kan gå så lang tid. Dét jeg nu tænker, som jeg håber at I kan svare på;

Jeg har en teori om, at når der er gået så lang tid, så må gummerne være hærdede - hvilket vil kan være årsag til, at det gør mere ondt, jo længere tid der går, inden at tænderne kommer frem?

Er jeg helt galt på den? Jeg kan slet ikke huske, at Marie var det samme igennem. Jeg har sikkert glemt alt om det efter de 7 år?? Om ikke andet. Jeg synes virkelig, at Ida er ved at blive stor og bevidst om så mange ting!

Hun er begyndt at "synge" og lave fagter til Lille Peter Edderkop, hun siger "kli, kli, kli" når hun kildrer os. Hun fortæller så meget, jeg fatter ofte minus - men helt klart, at hun giver en ordentlig bid af hendes personlighed.

Et år er gået og sikke en udvikling. Det er ikke til at forstå, at det er 11 måneder siden, hun hang i min armhule 24 timer i døgnet og var opløst af gråd, hvis jeg liiiige skulle have 5 minutters pause. Nu er hun en selvstændig lille lækker dame, som fiser rundt i hælene på sin storesøster og vil lege. Jeg er stadig meget vigtig - men slet ikke i samme grad..

Jeg bliver overvældet. Og stolt!

Foråret er også ved at bryde igennem i vores have. Nu sneen er væk, kan jeg endelig spotte alt det gule, som er undervejs. Der skal ikke mange dag til, før haven er i flor.  Jeg ser frem til forårssolen. Vi smager så småt på de første stråler! Det kan på mit job, virke helt sommerligt, da vi på 1 sal i den store villa hurtigt får varmet stuerne op. Idag fik vi åbnet vinduerne og fik frisk forårsduft ind i stuen.

Hvilket minder mig om, at jeg har været så heldig at vinde en give-away hos June. Jeg vandt en havebog. Hvis der er nogen, der ikke har forstand på forårsløg, rosenbuske og urtebede, så er det mig. Jeg vil få rigtig meget ud af den! Uden tvivl. Og haven vil forhåbenligt forblive fin som nu.

En kærlighedshistorie

Jeg har lige læst en bog, som virkelig gik ind under huden på mig. Endda så meget, at jeg de første 30 sider var ved at kyle bogen i skidt-spanden! Den er provokerende af h… til. På en god måde.

Jeg læste selvfølgelig bogen færdig – sprogmæssigt sluger man siderne tju-hej derudaf. Og indholdet fanger i den grad, så man let bliver draget ind i handlingen som fluen på væggen. Ellers som “hjemmehos´eren” der bare har lyst til at fortælle, hvordan man gør livet!

Jeg har virkelig taget bogen ind. Den provokerer mig i sådan en grad, at jeg til tider har været vred. Men det er også en kærlighedshistorie. En sær en af slagsen. Jeg forholder mig stadig undrende til handlingen. Jeg ville i hvertfald ikke selv have kommet på sådan et plot. Det formår Kamilla Hega Holst altså i denne her finurlige “Kærlighedshistorie”. Hun griber mig lidt!

På en måde får  Især når man som tilskuer skal være vidne til at et barn ikke bliver aflæst og får opfyldt behov. Den vrede man får opbygget overfor den mor og hendes handlinger – bliver erstattet til sympati videre i handlingen.

To mennesker bliver glade for hinanden på et anderledes skævt niveau. Den irritation og vrede, jeg får opbygget i starten af bogen, bliver langsomt erstattet af sympati. –Men hele vejen prikkes der til ens egen grænse.

Måske jeg er en smule konservativ?

Jeg ville ikke røbe mere af denne roman. Men hvis du elsker lidt letlæselig litteratur, så vil jeg gerne anbefale jer at tjekke denne her bog ud. Jeg har måtte tage den i små bidder – jeg har fordøjet indholdet og slugt det råt til tider. Kamilla Hega Holst kan virkelig lege med grænser og holdninger. Jeg har korset mig. Det har jeg!

Vil du lade dig provokere?- Læs den!

Dyner

Tak for alle jeres kommentarer igår og idag.. Jeg er rigtig glad for, at I alle ville give jer tid til at dele jeres tanker om et emne, som egentlig kan være lidt følsomt at træde ud på. I har givet jeres besyv med på en måde, så jeg forstår mangfoldigheden bag bloggene.. Og dét er jo sådan det skal opfattes, at vi alle har vores mål med skriveriet..

I dag er jeg så frygtelig træt. Jeg orker ikke lige nu, at kommentere på de sidste svar i nedenstående indlæg. Jeg lover at komme efter det!

Men på vej hjem i bilen fra arbejde, tog jeg mig selv i at blunde mentalt væk - så jeg ikke ænsede, hvad der foregik på vejen. Jeg hader, når det sker.. Jeg er ellers rigtig OBS på kørslen. Læs: jeg har respekt for mine medtrafikanter - jeg stoler kun på mine egne køreegenskaber.. Så især når ungerne er med, er mine sanser ekstra skærpede.

Men idag er jeg simpelthen så træt. Det er min egen fejl. Jeg lover mig selv de 8 timers søvn hver nat.. men har slet ikke holdt det siden søndag.. Jeg kommer alt for sent i høkassen, hvilket jeg bøder for idag.
Jeg prøver med en stærk kaffe!

Jeg skal nemlig ind til gymnastik med Marie om en lille time. Jeg bliver nødt til at være bare lidt hurtigere på aftrækkeren end i sekundet, hvor jeg er gået fuldstændigt i stå!

Kender I ikke det, hvor I render rundt i en osteklokke af søvnmangel, så samtaler bliver til bla bla bla og ens mål for dagen bliver afviklet i halvt tempo?

Jeg skulle for længst have pakket taske til Marie, rosiner og drikkelse til Ida - i stedet sidder jeg her, læser jeres kommentarer og tænker på ´dillerdaller´ og absolut ingenting. Måske mest på ....

Vovet tankestrøm - vær lige søde at bære over med mig!

Jeg har den sidste tid gået og tænkt meget over min hensigt med min blog og dens betydning for mig. Jeg har vist også nævnt det lidt sporadisk i mine sidste indlæg.

Jeg startede min blog op for ca. et års tid siden primært, som et showroom for mit børnetøj, da jeg gerne ville have en større mulighed for at få sagerne ”ud”. Jeg brænder for mit håndarbejde og er glad for, at der nu er godt gang i salget.
Men min blog er også blevet meget mere end det. Jeg har forgrenet mig videre ud til jer andres fine og inspirerende blogge og fået lov til at ”se” menneskerne bag ordene.

En anden gevinst er ikke at fornægte - det er også blevet et mere venne-dating- forum. Der er mange af jer, som jeg snakker jævnligt med – og der var mange, jeg ville ønske at have mere kendskab til. Hvis blot jeg havde mere tid. Det er mit frirum og min latter-hule. I kan sikkert nikke genkendende til det!

Jeg bliver glad for hver kommentar, der lægges i mine indlæg – og jeg er afhængig af at følge med hos jer. Intet mindre!

Dog…

Jeg læste et indlæg forleden dag, som gjorde indtryk på mig. Ord som bekræftede mig i, at der måske også kan være lidt ”ræs” i dette univers. Noget, som kan give én, en følelse af at skulle yde ekstra og være noget ganske særligt, for at blive set? Det kan der vel muligvis også godt være noget om, når man er blogger, ny som gammel? Jeg er ikke en af de gamle garvede. Jeg ser mig selv, som en af de semi-gamle. Men der popper rigtig mange nye blogs op for tiden, hvilket jeg synes er rigtig spændende.

Jeg kan dog også godt fornemme, at det måske til tider kan være svært at hamle op med ”de gamle”. Kan man nå dem til sokkeholderne?

Et eller andet sted synes jeg, at det er en skam, at man skal lade sig bremse med sådanne tanker. Men jeg kan også godt forstå det! Jeg kan da selv godt have en snert af følelserne i mig. Der er så meget målbart for tiden, som kan vedhæftes ens blog.

• Man kan f.eks. melde sig til Blogtoppen og tjekke ud, hvor på den danske rang-liste, man befinder sig. Jeg kan blive godt træt af, når jeg bevæger mig ned, i stedet for op! Men det er jo min egen fortjeneste, ikke.. Jeg er jo nysgerrig..

• Der er analystikker, man kan lægge på siden, så man kan holde styr på sine besøgende. Hvem kommer forbi? Hvem linker? Hvor mange besøgende i alt og i dag? Det er faktisk ret interessant at følge med, men man giver altså også sig selv noget at leve op til.

• Man måler også sig selv ved at holde øje med sine faste læsere.

Jeg er vildt fornøjet over, at jeg har rundet de 200 faste læsere! Men hvor mange af dem, har jeg reelt scoret fordi min blog er spændende? Jeg vil godt vædde på, at de første 100 læsere blev opfordret til det, via en af mine give-aways. Jeg er rigtig rigtig glad for, hvis mange af jer, vender tilbage til mig i ny og næ, men et eller andet sted, kan man jo spørge sig selv; ville jeg have været helt så heldig, hvis det ikke havde været uden en event?!

Jeg ved ikke, om I kan følge mig. Jeg skriver med munden fuld af ordstrøm. Jeg VED godt, at jeg balancerer på en knivsæg.

Jeg synes, det er en genial metode til at blive set, bloggeriet. Især hvis man har for øje komme ud i landet eller længere – altså hvis man har for øje f.eks at starte virksomhed op. Rigtig mange af jer har løbende startet butik op og lign. Hvilket er FEDT. Maria og Ulla bliver vist i boligblade. Jeg ville blive pavestolt, hvis jeg var en af dem, der udover at lave sindsygt lækre klude - også skrev så humoristisk og medrivende, at jeg blev betalt for det! Det er da noget ganske særligt, hvad man kan få som sidegevinst ved at blogge, ikke?

Jeg vil selvfølgelig gerne ud, så Rappedikke kan blive mere end min blog. Så selvfølgelig rider jeg med på bølgerne og bliver grebet. Men jeg kan godt ind i mellem tage mig selv i, at lire lidt løse indlæg af. ”Nu skal jeg jo være på beatet, så jeg holder min placering”. Og så er det, at jeg mister lidt i farten. Det får mig til at stoppe op og tænke sådan som i indlægget her.

Så alt afhængigt hvilken vinkel, man ser det fra; Er det en hæmsko eller et mentalt fix? Det svar vil jeg lade flyde i øst og i vest! Tvetydige Christina?! I know! Det jeg mener - jeg bestemmer jo selv, hvorvidt jeg vil "presse" mig selv ikke?

Det er nogle af de tanker, som jeg har nappet mig. Der bliver sat mange tanker i gang, når man bevæger sig rundt på besøg hos jer. Og det elsker jeg!
Så jeg skal være den første til at indrømme, at jeg godt kan forstå, hvis man til tider kan føle ”at man skal holde sig til ilden”.

Er det rent voulapyk og sporadisk tankestrøm uden den rød tråd?

Navlepilleri

Vinterferien er slut og vi er tilbage i fuld sving igen. Mandag startede med en morgenfrisk og væskefyldt 1 årig pige, der partout skulle tømme sin blære ud over sin Mor. Heldigvis var jeg stadig i nattøjet!
Det undrer mig stadig, hvordan hun stående på puslebordet formår at tisse ud i luften, så hun rammer mig? Er det ikke kun drenge der gør det? Det dér med pigers anatomi!

(Jeg skulle vist have set Tema-aftenen på DR2 i lørdags færdig. Men efter godt 2 timer med tisse-flapper måtte jeg stå af. Jeg har godt hørt til Pia Struck, men jeg ved ikke, om det tiltaler mig med fælles-pilleri og misse-kiggeri. Men det var f... god underholdning.) Sidespring i den grad - det havde absolut ingen indflydelse på vores ferie. Især ikke med Morfar liggende i værelset ved siden af! Jeg skulle jo nødigt overbevisning om, at jeg ikke har noget seksualliv - på trods af to børn!

Vores tur i sommerhus har været praktfuld. Vi havde Morfar og Marie´s veninde Matha med. Så der var gang i den. Og de store piger hyggede sig! Det er virkelig et hit at have en legekammerat med. Ind i mellem er det nemmere at få tiden til at gå med leg og tumlen med en jævnaldrende. Ida har været i sit es. Hun har kunnet være i centrum både hos de store piger, Morfar og Mor og Far.
Min far kastede sig over et puzzlespil på 1000 brikker, som pigerne ellers skulle have lavet, men det var vist for svært for dem. Men det var rart at se, at en ellers meget travl mand, kan give sig selv lov til at slappe af!

Det eneste minus ved vores ellers praktfulde tur var vejret. Det regnede jo noget de første par dage. Jeg har absolut intet mod regn, men når landskabet ellers er dækket af sne og regnen tør det en smule op, blev veje, stier, klitter, som en skøjtebane. Vi var ude at gå én gang. Henrik havde Ida i en bæresele. Jeg gik med pigerne. Det var vanvittigt, at vi overhovedet begav os mod vandet. Jeg måtte knibe mine øjne i flere gange, i frygt for at Henrik skulle miste underlaget og lande blødt ovenpå Ida. HELDIGVIS ingen styrt hos ham. Men vi andre tre væltede rundt på jorden, som smuttede mandler. Jeg fik et fint blåt minde med hjem! Jeg er nemlig en af dem, der bare skal kigge på en forhindring og score et blåt mærke.

Det, jeg elsker allemest ved Vejers, er havet. Så jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme mere derned. Så efter 4 dage i sommerhus inden dører, måtte jeg hjem og have luft. Hjemme var sneen næsten væk - så selvom jeg absolut ikke er i form, tog jeg løbetøjet på og kom for anden gang efter fødslen lidt op i tempo. Jeg var gasblå i hovedet efter 15 minutter.

Det må jeg se at få gjort noget ved! Jeg har altid været god til at få rørt min krop. Men det har holdt hårdt det sidste år! Jeg er fortrøstningsfuld, jeg har mod på at komme i gang igen! Kender I det? Jo længere tid man venter, jo mere ondt og ledt er det at komme i gang.

Jeg er slet ikke opdateret på jer alle her i blog-land, men forsøger løbende at få hente de sidste dage op. Jeg har nydt at have fri for computeren. Jeg får altså koblet mere fra og har været MEGET mere nærværende. Det er bemærkelsesværdigt, hvor nemt jeg bliver suget ind i dette univers. Afhængig eller ej? Det kan jeg kun gisne om.

Det har været et dejligt fravær - men hold fast hvor er jeg glad for at være hjemme igen :-)