"Hvor har det været en dejlig dag. Vi har været hjemme, ALENE. Ingen gæster, ingen udebesøg - bare en dag, hvor jeg kunne kravle rundt på Mor og Far, uden at skulle en masse. Jeg har kastet med kødsovsen og lavet lort ud over det hele - det er bare livet!" Ida 1 år.
Hej, derude i blogland. Så er jeg så småt vendt tilbage. Sikke dejlig en jul. Der er sket så meget og tiden er fløjet afsted. Selvom at vi gang på gang siger til os selv, at vi skal slappe af og ikke fise forvirrede omkring, ja så er det først idag, at vi sådan lander og får SLAPPET rigtig af. Det kunne mærkes på Ida igår. Øv - hun trængte til ro og fred.
Vi har holdt jul for familien. Alt for meget flæskesteg, medister og kirsebærsovs + det hele, har jeg voldædt. Jeg kan faktisk næsten mærke, hvordan kalorierne sætter sig på mine kinder. Men det hører sig til. Heldigvis er vi ikke dem, der ender på sygehuset med forstoppelse, men vi er på vej. Jeg har sådan en trang til at fylde i hovedet konstant. Ligenu tænker jeg på min matardormix, som jeg egentlig burde gemme til nytårsaften... Hmm...
Juleaften altså - pigerne hyggede sig så enormt. Ida holdt ud til klokken 21 uden gråd og Marie klarede ventetiden. Trods hårde odds.. Gaverne blev jo beluret og til/fra kort læst. Hun havde allerede spottet hendes pakker -selvom klokken ikke var til at pakke gaver ud og danse om træet.
Jeg tager virkelig hatten af for hende. Det er ren tortut for børnene. Men den spænding, der følger med i denne tid, synes jeg heller ikke de skal være foruden. Det er jo julen, som den er dejligst.
Det er også tiden, hvor man savner dem, man har mistet. Min søster og jeg mistede vores Mor i maj. Det var hårdt for min søster. Selvom at vores liv med Mor har været turbulent, så er der tider, der er værd at mindes - og savne.
Ida fyldte 1 år i søndags. Jeg er helt forbavset over, at tiden er gået så stærkt. Jeg startede min graviditet med at lave en dagbog om mine tanker om "barnet" og planen var senere, at skrive om Ida´s første år. Men efter jeg fik startet bloggen her op, er det blevet mit tankespind og bogen lagt lidt på hylden.
Selvom at man ikke skal sammenligne børns udvikling - ja så kan jeg sgu ikke lade være alligevel. Der er kæmpestor forskel på Ida og Marie´s udvikling det første år, og også deres personlighed.
Hvor Marie er udadvendt, nysgerrig og selvstændig, har Ida fra første dag være en lille tryghedsbolle. Jeg har hele tiden beskrevet vores (Ida´s og min) symbiose, som Mor/barn hos aberne. Hun har altid hængt på mig, som en lille chimpanseunge. De første 3 måneder lå hun i min armhule og sov om natten. Rykkede jeg mig væk, møffede hun med. Og sådan er det stadig. Jeg skal gerne være tæt på hende hele tiden. Andre mennesker eller familie - er hun ikke begejstret for. Morfar og farfar kan tage hende op i favnen, men dertil og ikke længere. Andre skal ikke bryde sig om at overveje det. Så vender hun ryggen til og siger vredt
EJ.
Hun er begyndt at gå rundt med sin gåvogn. Eller nærmere vralter hun som en and. Hendes blerøv og skæve ben får mig sådan til at tænke på Aristocats - hvor kattene skal gå til Paris med Gæs´ne. Kan I huske det?
Mange der har fulgt min blog kender til mine beklagelser om manglende søvn - men nu skal I høre. Ida er inde på sit værelse igen - og sover næsten hele natten. Hun vågner som regel en enkelt gang eller to - men mere roderi bliver det ikke til. Jeg ved ikke, hvad der har gjort forskellen, men ørene og drænene har bestemt været en væsentlig faktor. Jeg tror dog også, at meget af hendes uro har været vane, her den sidste månede - ihvertfald. Nu har vi vendt det - og hold op hvor er det underligt at drømme igen. Jeg har altid drømt meget. Men længe har jeg slet ikke nået dertil - så at jeg igen er "begyndt at snitte store mænd med knive??? (jeg ved det godt - jeg burde søge en psykolog) eller drømme om andre uhyggeligheder - er fantastisk.. Jeg når den dybe søvn. Fatter I det? Jeg har ikke sovet dybt i knap et helt år. December månede var vendepunktet. Hurra for Ida!
Nu skal hun bare lære at sige Mor og se at få sine tænder! Hun har ikke fået en eneste pløk i sin mund endnu. Er det ikke normalt, at de får den første tand omkring 6-8 måneders alderen?
Jeg har sagt siden hun var 4 måneder -at det var tænderne, der var årsag til hendes natteroderi. (Indtil jeg sent fand ud af det med ørene). Og tænderne er stadig ikke dukket op. Så når hun får knaldrøde kinder, siger vi begge, at det er tænderne - og er ved at dø af grin. Vi bliver overrasket, når den første titter frem.
Faktisk har Farfar en veninde - som ikke har skiftet sine mælketænder overhovedet. Hun er omkring de 80. Er det ikke for vildt? Tænk at enkelte er så uheldige. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at møde hende. De siger, at det ser sjovt ud, når hun smiler med så bitte små tænder. Jeg håber da virkelig, at hvis det var mine, at de der mælketænderne er sunde og robuste. Og ikke som Marie´s, som flækker for et godt ord - men det er hendes underbid, der ødelægger de øverste. Anden historie -som I nok bliver pint med på et tidspunkt, når det bliver bøjletid.
Altså - nu må I tage dette her ordkløveri med et smil på læben. Jeg har ikke villet blæse jeres øre fulde af vores juletid og Ida´s fødselsdag, men alligevel blev indlægget halvlangt og sikkert kedeligt at klippe sig igennem.
